Dobbelt op: Deres kærester kan ikke kende forskel

Siden de kom til verden med et minuts mellemrum i 1995, har tvillingerne Laura og Anna fulgtes ad. De går som regel i ens tøj, de har altid haft fælles venner, har gået i samme klasse, og de har taget samme uddannelse. De bor sammen og arbejder nu begge som stewardesser – ofte på samme fly.

Af og til må passagererne, når de går om bord i Thomas Cook-flyene i Birminghams lufthavn, gnide sig i øjnene. For er stewardessen ikke lige gået ned bag i flyet? Og nu kommer hun pludselig fra den anden side?

– Nogle gange kigger folk undrende på mig og siger, at de lige har talt med mig, og så svarer jeg, at det nok har været min tvilling. De fleste tror, jeg laver fis. Så må jeg forklare dem, at jeg altså mener det helt alvorligt, og at der virkelig er to af os om bord på flyet, siger 20-årige Laura Perry med et grin.

Hun og tvillingesøsteren Anna Perry ligner hinanden som to dråber vand – og er blevet udråbt som Englands mest identiske tvillinger.

Ja, de to smukke søstre fra Sutton Coldfield nær Birmingham ikke bare ligner hinanden, de lever nærmest identiske liv og viger kun sjældent fra hinandens side. Sådan har det været, siden de blev født.

– Vi har altid gjort alting sammen, så vi er vant til at forvirre folk. Det tog faktisk ret lang tid for vores kærester at lære at kende forskel på os, og selv i dag bliver de ofte i tvivl, forklarer Anna.

LÆS OGSÅ: Hold da op en forskel : Nu har Camilla fra De unge mødre tabt mere end 26 kilo

Til venstre Anna og til højre Laura ... eller vent, måske er det omvendt?

  

Tvillingerne fulgtes ad i skolen. Til ære for skolefotografen har de dog trøjer på i forskellige farver.

Her er de to søstre fotograferet til deres konfirmation.

Følges altid ad

Pigerne kom til verden med kun et minuts mellemrum i 1995, og siden har de fulgtes ad. Deres mor gav dem altid ens tøj på, de gik i samme klasse, havde fælles venner, og som 16-årige blev de begge optaget på universitetet for at studere turisme.

De havde en fælles drøm om en dag at blive stewardesser, men i første omgang fik de arbejde som receptionister på et hotel nær lufthavnen.

En dag kom en gæst ind, som senere skulle vise sig at være rekruttør for luftfartsselskabet Thomas Cook – og han blev så imponeret over de to søstre, at han opfordrede dem til at søge ind som stewardesser.

– Jeg stod i receptionen og talte med ham. Han ventede på, at hans værelse skulle blive klar. På et tidspunkt gik jeg til pause, og så kom Laura ind i stedet. Gæsten fortsatte bare den samtale, han havde haft med mig, med hende. Hun anede selvfølgelig ikke, hvad han talte om, men det lykkedes hende alligevel at få løst alle hans problemer. Da sagens rette sammenhæng gik op for ham, var han meget imponeret, fortæller Anna, som sammen med sin søster stadig bor hjemme hos forældrene.

Hun og Laura blev ansat som stewardesser hos Thomas Cook sidste år og elsker at arbejde sammen. Derfor har de også bedt om at komme på de samme fly.

De står op sammen om morgenen, hjælper hinanden med at lægge makeup og sætte hår, og så kører de sammen på arbejde.

– Når vi serverer drikkevarer om bord på flyet, tager det os ofte lidt længere tid, fordi passagererne hele tiden stopper os og spørger, om vi vitterlig er tvillinger. Det kan godt være lidt forvirrende for dem, men det gør også flyveturen lidt sjovere, siger Anna med et smil.

LÆS OGSÅ: Christina ventede tvillinger: Glæden blev til angst

Nej, du har ikke fået for mange flyversjusser – der ER to ens stewardesser. Laura og Anna Perry er helt identiske.

Går ens klædt

Hun er kæreste med Mike Davis, 26, mens Lauras kæreste hedder Lewis Talbot og er 22.

Selv de har svært ved at skelne pigerne fra hinanden.

– Og så elsker de at drille os med det. I starten kunne jeg ofte slet ikke kende forskel, men efterhånden er det blevet lettere, selv om jeg stadig tager fejl af og til. Når det sker, kan Laura godt blive lidt sur, men så siger jeg: ”Helt ærligt, giv mig lige en chance, I er jo identiske.” De lever nærmest præcis det samme liv, og så har de endda ofte ens tøj på, det gør det jo ikke nemmere, forklarer Lewis.

Følelsen af at hænge sammen stikker endda dybere, forklarer Anna:

– Vi mener faktisk, at vi kan føle, hvad den anden føler. Sidste år brækkede Laura sin fod, uden at jeg vidste det. Men præcis den morgen sagde jeg til vores mor: ”Åh, jeg har det så mærkeligt. Der er noget galt. Jeg håber, Laura er okay.” Det var først, da hun senere kom humpende hjem, at jeg indså, hvorfor jeg havde haft sådan en underlig fornemmelse i kroppen.

LÆS OGSÅ: Afviste lægerne råd om abort: Michelle gav sine tvillinger livet

Hun sender sin søster et varmt smil.

– Heldigvis er vi næsten altid sammen, så vi kan passe på hinanden, siger hun – eller var det Laura? Det er næsten ikke til at se.