Dorthe Kollo lever et liv i vild luksus

Der har været fuld fart på sangstjernen Dorthe Kollo, siden hun blev født på Frederiksberg Fødeklinik. Og der er en verden til forskel på hendes første år i en beskeden lejlighed uden bad i København og til den luksuriøse tilværelse, hun lever i dag.

Dorthe Kollo

Efteråret har iklædt den lille velhaverforstad Oberneulander uden for Bremen i de smukkeste efterårsfarver, og gitterporten ind til Dorthe Kollos jordiske paradis åbner sig lydløst.

Gartneren river blade, hushovmesteren renser taget, stuepigen klarer støvfnug, og stedets skønhed kan tage pippet fra de fleste. Midt i det hele står årtiers mest populære dansker i Tyskland med et bredt, charmerende smil, og tager gæstfrit imod med åbne arme.

”Die Dorthe aus Dänemark” byder velkommen til sin privatsfære, hvilket ikke sker ret tit. Her bliver få budt indenfor, og nysgerrige må nøjes med et kik over hegnet eller ind gennem porten.

LÆS OGSÅ: Dorthe Kolle - Jeg valgte mit barn fra

Selv om Dorthe er en offentlig person, og gennem et langt liv i showbusiness har delt glæder og sorger med millioner af trofaste fans, er der alligevel grænser. Dem sætter hun selv kærligt og bestemt. Der er ikke længere nogen, der kan koste rundt med Dorthe Kollo. Barnestjernen er for længst blevet voksen.

Tilværelsen har behandlet popstjernen efter fortjeneste, godt og generøst. Dorthe har med begge ben på jorden værdsat hver eneste dag både privat og i rampelyset, og nu er det tid til status.

Et liv i luksus

Der har været fart på Dorthes liv, siden hun blev født på Frederiksberg Fødeklinik torsdag den 17. juli 1947 af en mor, der aldrig gav sin datter hverken knus eller kærlighed. Der er en verden til forskel på den luksuriøse tilværelse, som Dorthe lever i dag, og til hendes første år i en beskeden lejlighed uden bad på Sadelmagervej i København.

Hendes fars karriere som musiker bragte familien til Århus. Her indledte Dorthe som 8-årig sin sangkarriere som barnestjerne. Hun var netop fyldt 9, da hun fik sin pladedebut. Der var bud efter det unge sangtalent, der også dengang charmerede alt og alle. Mens Dorthes veninder passede deres skolegang, stod hun på scenen og skabte sin karriere. Hun voksede sig som bekendt til en stor stjerne.

– Jeg var en rigtig drengepige og elskede, at tingene gik stærkt. I dag kan jeg se, at noget gik for stærkt. Jeg blev alt for hurtigt moden. Allerede som 20-årig fik jeg mit første barn, Nathalie, og det var for tidligt. Men jeg følte mig meget ældre end min alder, og jeg var ikke bange for at stå på egne ben. Jeg har været en lykkelig alenemor to gange. Det er trods alt bedre end at være en ulykkelig mor med en kedelig mand, siger Dorthe eftertænksomt.

LÆS OGSÅ: Højgravid på første date

Dorthe Kollo foran sit hjem i velhaverforstaden Oberneulander uden for Bremen.

På sin 18-års fødselsdag købte hun sin egen sportsvogn, og to år senere fik hun luft under vingerne med eget fly. Hun boede da på Samsø med Nathalie, og et fly var den bedste og letteste måde at komme til og fra øen på. Hun er forulykket flere gange med både biler og fly, men er hver gang sluppet fra det med småskrammer. Dorthe mener, at hun har sin egen skytsengel. Den har haft nok at se til.

I dag siger dåbsattesten 67 år, men udseendet noget andet og yngre. Skønheden og livsglæden kommer indefra uanset alder, og Dorthe Kollos udstråling og nærvær er uovertruffen.

Hun kan sagtens leve med en ansigtsrynke hist og her som et kosmetisk bevis på, at livet er blevet levet. Man mærker, at Dorthe Kollo hviler i sig selv, at det gode humør stadig er en trofast følgesvend, og at hendes liv ikke har noget efterår med mørke skyer.

Dorthes kringlede og uforudsigelige, ja nærmest eventyrlige vej gennem tilværelsen kunne have taget pusten fra de fleste. Men ikke fra Dorthe. Sanglærken har fundet tysk lykke og tryghed i skikkelse af skibsrederen og erhvervsmanden Heiner Dettmer. Han er tre år yngre en Dorthe, og Heiner har tjent kassen.

Mens Dorthe viser rundt og tjekker temperaturen i swimmingpoolen, passer Heiner sine 37 virksomheder og 2.000 ansatte inde i Bremen. Men tro ikke, at frau Kollo er blevet en grå, hjemmegående mus, der som en stækket fugl levet livet i et gyldent bur.

Dorthe Kollo foran sit sommerhus på Enø.

Den eneste ene

Hendes Porsche sportsvogn i garagen kan når som helst bringe hende hvor som helst, og penge rager Dorthe Kollo en dansk sommerhøstblomst.

Entertaineren med dansk pas og danske værdier har egen bankrådgiver, og Dorthe har selv tjent de penge, hun skal bruge. Hun behøver ikke bede nogen om noget, men materielle ting siger hende mindre og mindre. Hendes danske sommerhus ”Perlen” ligger på Enø i Karrebæksminde Bugt, selv om hun sagtens kunne købe lidt af hvert i velhaverenklaver som Skagen eller Hornbæk.

Dorthe kunne snildt gå med øreringe til en formue. Men hvis et par til 20 euro fra supermarkedet er lige så pæne, som et par med diamanter, tager hun de billige på. Ikke sådan at forstå, at hun fornægter luksus. Hotellet skal helst være med så mange stjerner som muligt, middagen have samme standard, og håndtasken gerne fra Paris. Men hver ting til sin tid.

LÆS OGSÅ: Malenes sejr: Jeg bestod som mor

Dorthe har ikke noget imod professionelt at ligne en hel millioner i store kjoler og fedt udstyr. Det hører med til faget. Men i sommerhuset på Enø er påklædningen skødesløs praktisk, og fodtøjet gummistøvler eller vandresko. Hun har ikke noget behov for at vise, at det er gået hende godt.

Men Dorthe elsker også parrets sommerhus i Port d’Andratx på Mallorca med udsigt til høj sol og azurblåt Middelhav. Her er der lidt længere imellem almindelige mennesker, end der er på Enø.

Dorthe Kollo har ikke tal på de steder, hun har boet rundt om i verden. Hun har kæmpet for kærligheden, og hun har mere end én gang mødt den eneste ene mand i sit liv. Men efter mødet med Heiner har hun fundet ro i sindet og tryghed i tilværelsen. Hun siger kun ja til det, hun synes er sjovt, og vil hellere synge en julekoncert i Karrebæk kirke, end at optræde for millioner på tysk tv.

De 15 år med Heiner er de bedste, Dorthe har haft, og det siger trods alt ikke så lidt. De mødtes ved kaptajnens bord på et luksuriøst krydstogt, og det var næsten kærlighed allerede ved forretten. Da anede hun ikke, at skibet var Heiners eget, ligesom så meget andet jordisk gods og guld.

  

Dorthe Kollo og ægtefællen Heiner Dettmer nyder kærligheden i deres sommerhus på Mallorca. Heiner Dettmer er tyske skibsreder og erhvervsmand.

Gift som 60-årig

Forholdet blev holdt hemmeligt i et år. Først da hans skilsmisse gik i orden, flyttede Dorthe ind i den store villa uden for Bremen. På det tidspunkt var der ikke andre møbler end et stort spisebord. Her serverer Dorthe Kollo lækre flodrejer og rugbrød fra Enø for Ude og Hjemmes medarbejdere, mens hun fortæller om sit fantastiske liv akkompagneret af spansk populærmusik på B&O-anlægget i biblioteket.

   Dorthe fik lov at sætte sine fingeraftryk på Heiners hus, og skibsrederen accepterer med et smil de små Dannebrogsflag på hylderne. Dem og meget andet stort og småt i livet kan parret tale om på dansk. Kærligheden til Dorthe fik nemlig Heiner til at lære hendes modersmål takket være et sprogkursus. Det afspillede han i bilen på vej til og fra Danmark, når længslen efter Dorthe blev for stor.

I 2007 blev parret gift på hendes 60-års fødselsdag. Tysk grundighed og dansk livsglæde har amourøs set vist sig at være en langtidsholdbar konstellation.

Efter et årelangt tilløb har Dorthe Kollo valgt at fortælle om sit liv og sin karriere i bogform. Om få dage lander hendes bog ”Jeg er stadig her” på disken hos landets boghandlere, og Dorthe er i den grad stadig til stede.

Ingen har tilsyneladende tal på de millioner af plader og cd’er, som den populære danske sangerinde i årenes løb har solgt, og egentlig interesserer det hende heller ikke.

Dorthe Kollo er blevet 67 år og føler, at det er tid til at gøre status over sit liv.

Udgiver bog

Ægtefællen Heiner faldt næsten ned af stolen, da han en dag søgte på Google under Dorthe Kollo og så resultatet. Sådan kan det gå, når man har sangtalent, starter som 8-årige, og langt fra er færdig med karrieren næsten 60 år senere. ”Gid du var i Skanderborg”, ”Velkommen til verden” og mange, mange andre populære melodier har gjort Dorthe til én af de mest sælgende danske kunstnere nogensinde.

Da hendes mor, som Dorthe mildt sagt havde et noget anstrengt forhold til, døde i fjor, besluttede hun, at tiden var inde til at udgive en bog. Næste år udkommer den også i Tyskland.

Allerede i en tidlig alder lærte Dorthe, at showbusiness er en hård verden, hvor det gælder om at passe på sig selv. Hun har set mange kollegaer gå ned med flaget på den ene eller anden måde. Det er en branche, der er hård ved kærligheden og rig på triste skæbner.

Dorthe Kollo har altid været til fest og farver, og har også drukket et glas rødvin eller to med kollegaer en sen nattetime. Men hun har ofte fravalgt nattefester og er gået alene i seng. Hun vil hellere være frisk til en tur på golfbanen næste dag, end at pleje tømmermænd.

LÆS OGSÅ: Dorthe Kollo åbner for sit livs hemmelighed: Jeg valgte mit barn fra

Den danske stjernes karriere og privatliv har kun i få perioder været kedeligt, og hun har spist mange af de gode jordbær fra livets tagselvbord. Dorthe har ikke noget til gode, og nu fortæller hun ærligt og uden et romantisk røgslør Ude og Hjemme om sit spændende liv på godt og ondt.

Hun har på den hårde måde i underholdningsindustrien lært, hvad der er værdifuldt i livet, og hvad der ikke er værd at beskæftige sig med. Ikke 10 vilde heste eller stakkevis af euro kan slæbe hende ud til noget, hvor hun ikke har hjertet med.

– Så vil jeg hellere gå en lang tur. Jeg er god til at hanke op i mig selv, og jeg keder mig aldrig. Jeg har, hvad jeg skal bruge, men jeg er ikke naiv. Dåbsattesten siger 67, og det gælder om at bruge tiden rigtigt. Livet varer ikke evigt, og jeg har lavet testamente. Jeg har skrevet ned, hvad mine to vidunderlige døtre skal have, når jeg ikke er mere, siger Dorthe Kollo.

Dorthe har aldrig fulgt den slagne vej, men næsten altid sit hjerte. Hun er så heldig, at hun kun har fortrudt to ting i livet. Det ene er ægteskabet med filmproduceren Just Betzer. Det andet er, at hun solgte sin gamle Ford veteranbil fra 1929, som fragtede hende anstandsmæssigt rundt på Samsø.

– To ting er ikke meget at fortryde gennem et langt liv. Mon ikke jeg alt i alt kan være godt tilfreds. Det har i hvert fald været sjovt, og festen er jo ikke slut endnu, siger Dorthe med et smil.