Dyrker ekstremsport for sin datter

Da Rick fandt ud af, at hans alvorligt syge datter elsker at være ude og komme rundt, besluttede han sig for at give hende så mange gode oplevelser som muligt. Sammen har de to nu gennemført flere end 70 benhårde triatloner og halvmaratoner.

Foto: Polfoto

Han går bogstavelig talt gennem ild og vand for sin alvorligt syge datter. I hvert fald har 39-årige Rick van Beek mange, mange gange kæmpet sig gennem de store fysiske strabadser, en triatlon eller en halvmaraton byder på - blot for at se antydningen af et smil på datteren Maddys læber.

Maddy er 13 år og ramt af spastisk lammelse i alvorlig grad. Hun kan hverken gå eller tale, og lægerne mener, hun mentalt fungerer som et barn på tre-fire måneder. Men Maddy kan vise sorg og glæde. Og hun elsker at være udendørs.

- Det var helt tilfældigt, at vi fandt ud af, hvad der virkelig glæder Maddy. For fire år siden deltog hun i et velgørenhedsløb sammen med en hjælper, der skubbede hende foran sig i en vogn. Jeg stod på sidelinjen som tilskuer, og pludselig var det, som om jeg fik en åbenbaring. Da Maddy og hendes hjælper strøg forbi, så jeg for første gang nogensinde lige ind i min datters blå øjne, og jeg så, hun smilede. Hun nød så åbenlyst vinden mod sin hud, hvert lille bump på vejen og lyden af de andre deltagere og tilskuerne. I det øjeblik forstod jeg, hvordan jeg kunne give Maddys liv indhold. Det var meget bevæget, siger Rick van Beek.

Læs også: Bekymret mor: Min datter er for lille

Ændrede livsstil for Maddy

Han var på det tidspunkt storryger, overvægtig - og kunne med egne ord godt lide en kold bajer eller fem sammen med gutterne på den lokale pub om eftermiddagen.

- Den livsstil holdt ikke, hvis jeg virkelig ville være der for Maddy. Selv en helt almindelig gåtur med hende i vognen gjorde mig forpustet. Så jeg lagde hurtigt cigaretterne på hylden. Rick havde egentlig ikke overvejet at begynde at dyrke ekstremsport. Men i løbet af kort tid var de daglige gåture med Maddy ikke nok.

- Jeg oplevede ikke, at hun blev lige så glad, som jeg havde set det den magiske dag. Det var simpelthen ikke vildt nok - for nogen af os, siger Rick med et smil.

Læs også: Hvilken type er dit barn?

Samler penge ind

Siden er det blevet til flere end 70 gennemførte løb for far og datter som "Team Maddy". Senest deltog de lørdag den 11. august i et velgørenhedsløb i hjemstaten Michigan, USA. Og som altid vakte "Team Maddy" opsigt - og beundring.


Ricks kone, mary, støtter sin
mand 100 procent. Ud over
Maddy har parret to andre
børn.

Rick og Maddy gennemførte nemlig først de 750 meter svømning i fin stil med hende siddende i en specialbygget kajak, derefter 20 km med far på cykel og Maddy i anhængervogn bagved for til sidst at slutte af med 5 km løb, hvor Rick skubbede Maddy foran sig i en såkaldt buggy indrettet til formålet.

- Mit mål er også at skabe opmærksomhed omkring børn med alvorlige handicap og at samle penge ind til forskning på området. Og hver gang, Maddy og jeg deltager i en eller anden begivenhed, får vi omtale i medierne. På den måde forener vi vores fælles hobby med den gode sag.

Hun er mit hjerte

- Jeg plejer at sige, at jeg er Maddys ben, og hun er mit hjerte. Vi er så tæt forbundne, og jeg ved, at selv om hun en dag måske ikke længere kan være her rent fysisk, vil hun leve videre i mig. Hun vil for mig altid være i vindens sus i træerne, i bølgernes vuggen og i mine egne øjne, når jeg ser mig selv i spejlet. Hun vil altid være en del af mig, og jeg vil vide, at hun ikke levede forgæves.