Et donorbarn var bedste beslutning i mit liv

38 år og single. Tiden var ved at rende ud, hvis Stine skulle nå at blive mor, og det ville hun for alt i verden. Hun tog sagen i egen hånd, fandt en anonym donor og blev mor til Bertram. Men drømmen om kernefamilien har hun ikke opgivet.

Stine med sønnen Bertram, som er donorbarn

Stine Green Paulsen fra Virum havde altid vidst, at hun ville have børn. Hun var i slutningen af 30erne, da hun indså, at drømmen om den traditionelle kernefamilie med far, mor og børn havde lange udsigter, da hun ingen kæreste havde. Hun indså, at hun var ved at blive for gammel til at få børn.

- Jeg var nødt til at gøre noget, inden det var for sent, siger hun.

Veninden som eksempel

En af Stines veninder havde besluttet sig for at få et donorbarn. Stine var overbevist om, at det slet ikke var noget for hende, men tankerne summede inde i hovedet. Efter et år nåede hun til en erkendelse: Hun kunne ikke vente længere.

- Jeg traf beslutningen fra den ene dag til den anden. Jeg havde været til fest, hvor jeg talte med en kollega, som sagde: "Man fortryder jo aldrig, at man får et barn". Jeg har derimod mødt folk, som har fortrudt, at de ikke fik børn. Næste dag vågnede jeg med tømmermænd og kunne mærke, at jeg havde taget beslutningen, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Fandt sin datters ukendte far

Valg af donor

Stine valgte en anonym donor.

- Mit barn skulle ligne mig, så jeg valgte en donor med blågrønne øjne, blond hår og en højde med et stort interval. Han skulle ikke være en designerbaby. Bertram er så bare blevet mere blond, end jeg nogensinde har været, siger Stine og griner.

Hendes veninde var stadig i gang ,ed projekt baby. Hun var blevet insemineret seks gange og skulle i gang med IVF-behandling. Det skræmte ikke Stine.

- Jeg var helt sikker på, at jeg ville blive gravid med det samme. Så jeg var meget overrasket, da jeg ikke blev det, siger Stine, som dog blev gravid i andet forsøg.

Bertram kom til verden

Resultatet af hendes beslutning hopper i sofaen i rækkehuset i Virum nord for København, og han klapper begejstret i hænderne, når racerbilen kører rundt på bilbanen. Bertram er to et halvt år. Veninden blev gravid lige efter Stine og fik en pige, blot tre dage før Stine fik Bertram.

- Hun troede, hun ville få en dreng, og jeg havde forestillet mig at få en pige, som legede med perler, og at jeg skulle flette hendes hår. Bertram er en rigtig dreng. Han elsker lastbiler og traktorer, og vi har stået i timevis og kigget på vejarbejde, fortæller hun.

Kærligheden til hendes lille blonde dreng lyser ud af hende.

Var anonym donor det rigtige?

Stine er stadig ikke helt sikker på, om valget af en anonym donor var det rigtige.

- Jeg er ikke skråsikker på, at jeg har valgt rigtigt. Med en ikke-anonym donor ville Bertram som 18-årig kunne møde sin far, ét møde forpligter han sig til, men 18 år er lang tid. Faren kunne være narkoman, kriminel eller død. Værst af alt kunne han afvise Bertram. Den tanke bryder jeg mig ikke om, siger Stine med en mors naturlige beskytterinstinkt.

Hvor er far henne?

Hun har allerede talt med Bertram om faren, for han spurgte: "Hvor er Bertrams far?"

- Bertram ved, at han ikke har en far. Han har en mor, der elsker ham dobbelt så højt, og en mormor og en morfar. Jeg sørger selvfølgelig for, at han har mandlige rollemodeller bl.a. morfar, en venindes mand og hos pædagogerne i vuggestuen, fortæller hun og funderer over fremtiden.

- Han bliver jo nok ked af det på et tidspunkt over det valg, jeg har truffet. Så må jeg forklare ham, at vi har fået hjælp af en rar mand på Rigshospitalet. Heldigvis er Bertram grundglad. Det går nok alt sammen, siger hun og understreger, at hun i hverdagen ikke tænker på Bertram som sit donorbarn, men blot som sit barn.

- Vores hverdag er som alle andre enlige med børn, og så tænker man ikke så meget over, hvordan han er blevet til, siger hun.

LÆS OGSÅ: Kærestepar frygtede, de var søskende

Drømmer om kernefamilien

Stine har ikke opgivet drømmen om en kernefamilie, bare fordi hun har valgt at få et barn alene.

- Bertram kunne få en papfar, som kunne komme til at betyde meget i hans liv. Jeg vil gerne møde en mand med børn, som kan være Bertrams søskende. Jeg skal ikke have flere børn selv, siger Stine, der netop er fyldt 42 år.

- Jeg er næsten 60 år, når Bertram bliver student. Nu er jeg for gammel, siger hun og understreger, at hun aldrig har fortrudt sin beslutning om at få Bertram. Han er den bedste beslutning i hendes liv.

LÆS OGSÅ: Donorsøstre søger søskende