Et ikke helt almindeligt ægtepar: Jeg elsker 
dig for evigt

Sidsel og Christian blev forelskede, da de var 13 og 14 år, og for to år siden blev de gift. De lever et liv, som på mange måder ligner ethvert andet ægtepars. Bortset fra at Sidsel og Christian har en mere umiddelbar tilgang til verden og til kærlighed. De har nemlig begge to Downs syndrom.

Downs

Sidsels første kæreste var en fantasikæreste. Det var ham, hun dansede rundt med på dansegulvet til et sodavandsdiskotek, men som blev erstattet, da en anden prins pludselig og nærmest ud af det blå kom ridende ind i hendes liv. Det var Christian, og Sidsel kalder ham stadig for prinsen på den sorte hest. 

– Vi dansede. Og jeg blev forelsket i ham og i hans øjne, for de var som diamanter, der skinnede som den blå lagune, fortæller Sidsel, og hun viser med hænderne, hvordan de den aften blev tiltrukket af hinanden, som var der opstået en stærk magnetisk kraft mellem dem. 

Fra den aften på sodavandsdiskoteket skulle der dog gå noget tid, før de to blev seriøse kærester. Dengang boede de begge på Midgård, der er et bo- og arbejdsfællesskab for udviklingshæmmede voksne. Stedet er en del af Landsbyfællesskabet Ølsted på Fyn. 

– Jeg tænkte, hun var en meget sød pige, siger Christian, og den slags sætninger bringer med ét smilet frem på Sidsels læber og en rosa farve i hendes kinder, for forelskelsen mellem dem er stadig blomstrende.

Det var ikke bare en forbigående ungdomsforelskelse, og pædagogerne fra Landsbyfællesskabet Ølsted havde faktisk aldrig set en forelskelse som den, der opstod mellem Sidsel og Christian. Den varede ved. 
Derfor opstod der også et stort dilemma for Sidsel, da hendes forældre grundet arbejde flyttede til København. Sidsel havde og har stadig en drøm om at bo i storbyen, og den måtte hun lægge låg på, hvis hun ville bo sammen med landmanden Christian. Og det ville hun.

Støjende børn

I dag er det to år siden, Sidsel og Christian sagde ja til hinanden i Revninge Kirke, hvis kirketårn man kan se, når man står i parrets baghave i Revninge nær Kerteminde. Her bor Christian Larsen, 27, og Sidsel Boel Kruse, 26, sammen i deres eget hus og lever deres eget liv. Huset er en del af en familiegård, som de flyttede ind i i 2016. På gården bor også Christians mor, Susanne, og far, Jan Lars. Og så bor Christians bror, Mads, svigerinde, Linda, og deres tre børn samt Christians farfar der også.

Mange par kan fortælle en romantisk historie om, hvordan deres frieri foregik. Christian og Sidsel kan fortælle mange. For i årene op til brylluppet friede Christian flere gange dagligt: I hjemmet på Fyn, i Sidsels forældres lejlighed i København, i elevatoren op til lejligheden og i haven.

– Han friede 100.000 gange, siger Sidsel. Heldigvis lød et inderligt ja hver eneste gang. 

Da brylluppet blev holdt, var det en kæmpe drøm, der endelig gik i opfyldelse. Og kort tid efter begyndte endnu en drøm at fylde. Det var drømmen om at adoptere et barn og blive mor. Til at begynde med mente Christian, at det måske var bedre med en hundehvalp. For kunne de tage vare på et barn?

– Vi er jo handicappede, siger han. 

Men han gik med til, at de sammen skulle prøve at mærke, om de ville befinde sig godt i rollerne som forældre. Derfor fik Christian og Sidsel en robotdukke, som skulle have mad, søvn og omsorg præcis som et ægte barn. Og som kunne finde på at græde flere timer om natten og være utrøsteligt. 

– Det var meget støjende. Vi har fundet ud af, at lige nu er det vist rigeligt med Mads og Lindas børn, siger Sidsel. Og Christian er enig.

Læs også: Madeline har downs: Nu lancerer hun sin egen tøjkollektion

I med- og modgang 

Det er dog ikke alt, Sidsel og Christian opnår enighed omkring. På visse punkter er de vidt forskellige. 

– Jeg er landmand og hjælper min far med mange opgaver. Der skal muges ud og fodres grise, høns, får, lam og et vildsvin. Det er mine pligter, siger Christian, der ikke føler, han kan eller vil forlade det ansvar, han har på gården. Han holder af opgaverne. 

Sidsel er også glad for livet på landet, og det er med et positivt sind, at hun vasker tøj og lægger det sammen, gør rent og laver mad. 

– Jeg er halv husmor og halv storbypige, siger hun.

Glæden for dagligdagen på gården og hendes prins laver nemlig ikke om på, at hun har et hjerte, der også er fyldt med storbydrømme og banker ekstra hårdt, når hun er i Københavns eller New Yorks gader. Derfor elsker Sidsel, at hun hver anden weekend sammen med Christian pakker tasken, køber kakaomælk og kyllingespyd i 7-Eleven og sætter sig i toget mod København, hvor de besøger Sidsels forældre. 

– Så tager vi på dates. Vi går ture, ser film i biografen, sejler med Havnebussen eller drikker kaffe på en café. Der er mere romantik i København. En skønne dag vil jeg bo der, sukker Sidsel med længsel i øjnene. 

Om de skal have børn eller ej, og om de skal blive boende på landet eller flytte til byen, er store, afgørende spørgsmål. Dog er det ikke altid den slags spørgsmål, som parret diskuterer. Nogle gange er det også bare småting.

– Det kan gøre mig hysterisk, når Sidsel vil bestemme, hvornår vi skal sove, siger Christian. 

Fælles for alle diskussioner er, at når stemningen mellem Sidsel og Christian bliver en smule anspændt eller følsom, så er de altid gode til at sige undskyld og tilgive. Og til at gøre stemningen god igen har Sidsel en særlig metode. 

– Jeg bruger komik. Når jeg fortæller en vittighed, så glemmer Christian at være sur. Vi er også gode til at give hinanden små gaver. For eksempel chokolade, siger hun.

Læs også: Anne-Mettes datter har downs: Vi valgte Caroline til

Godt styr på tingene 

Alle ugens fem dage møder Sidsel op hos Paletten i Munkebo. Det er et beskyttet værksted for udviklingshæmmede, voksne borgere. Her bruger hun blandt andet sin tid i et kreativt værksted, går til svømning og får undervisning i faget ”ungdomsliv”. 

Christian kommer i Paletten tirsdag og onsdag. De andre dage arbejder han på gården. Når der er fri fra hverdagens pligter, sidder Christian og Sidsel ved køkkenøen midt i hjemmet, hvor de tegner og maler. Det er også her, de finder gode madopskrifter på deres fælles iPad, så de kan tage ud og købe ind og lave mad sammen. Ingen i Christians familie blander sig i, hvordan parret lever livet, og egentlig er meget som i mange andre familier. 

I Sidsel og Christians familie ser de dog lidt mere til hinanden, fordi de jo bor på den samme gård. Og mandag, torsdag og søndag spiser hele familien sammen. 
Svigerinde Linda hjælper Sidsel og Christian med at stå op til tiden om morgenen, at huske at få et bad og at komme godt afsted til Paletten. Hun mærker, at Christian og Sidsel med tiden er blevet stadig mere selvstændige, og at de har godt styr på hverdagens praktiske gøremål.

– De har et rigtig godt liv, fordi de har en stor familie, som kan støtte op om dem. De kan ringe til os, hvis de står et sted og ikke kan komme hjem, fordi der ingen busser kommer, siger hun. 

Allerede syv år før brylluppet skulle stå, blev datoen fastsat, og den 22. april 2017 klokken 14 gav Sidsel og Christian hinanden et ja. De holdt festen i et stort telt i haven, og den oplevelse blev for ægteparret en af de største og mest lykkefulde i deres liv. 

Læs også: Maya har downs: Hun er et ønskebarn

Deres etårs bryllupsdag fejrede de i New York, hvor de blev hentet af en limousine, fik champagne, hang ud i Central Park og drak kaffe på 86. etage. Og Sidsel og Christian er sikre på, at de skal have flere store oplevelser sammen. For eksempel vil de holde endnu en bryllupsfest.

– Vi vil fejre brylluppet igen om 10 år, siger Sidsel, der tænker på brylluppet hver eneste dag.

Midt i soveværelset står bryllupskjolen, der er inspireret af Disneys Askepot, og som Sidsel selv har tegnet, og den minder dem om bryllupsfesten, de gode følelser og ikke mindst kærligheden.

– Vi vil elske hinanden for evigt, siger Christian.