Født alt for tidligt: Jeg troede, min datter var død

Jeg var kun 25 uger henne, da vandet gik, og jeg til min skræk kunne mærke hovedet på en af mine tvillingepiger. Josefine og Mathilde kom til verden 3,5 måneder for tidligt. Her starter historien om deres hårde kamp for livet.

Turen til Rigshospitalet føltes som evigheder. Jeg kunne høre ambulancens sirene, mens jeg stille sagde farvel til den ene af mine endnu ufødte tvillingepiger. Jeg var slet ikke i tvivl om, at Josefine var død.

Hovedet var på vej ud

En halv time før havde plukkeveerne var værre end nogensinde før. Jeg var kun i uge 25 + 5, men jeg havde allerede været sygemeldt længe. Jeg ringede til fødemodtagelsen i Herlev.

- Det mærkes lidt underligt dernede, sagde jeg til jordemoderen.

- Hvordan underligt?

Jeg mærkede efter igen. Det var blødt og rundt.

- Jeg tror, det er et hoved, sagde jeg nøgternt.

Jordemoderen blev pludselig ligeså stakåndet som mig.

- Læg dig ned. NU!

Jeg lagde mig på min hvide sofa. Og så kom presseveerne.

- Gisp, gisp, sagde damen i telefonen, men på fødselsforberedelseskurset havde de sagt, at vi først skulle lære det næste gang, så jeg anede ikke hvordan. Hun lærte mig det hurtigt.

Få minutter efter parkerede ambulancen foran hoveddøren, og det ringede på. I det øjeblik jeg låste dem ind, sagde det plask. Lige der midt i entreen blandt mine alt for mange sko lå fostervandet til den første og mindste af mine piger, Josefine.

Jeg skyndte mig tilbage på sofaen af frygt for, at barnet pludselig ville falde ud af mig.

Læs også: Jeg søger reservefamilie til mig og min datter

Ville på Rigshospitalet

Ambulancelægen tøvede med at flytte mig. Det var åbenbart mere risikabelt at føde i ambulancen midt på Frederikssundsvej i Københavns myldretid end hjemme på sofaen. De snakkede hen over hovedet på mig og overvejede at køre mig til Herlev Hospital, som kun ligger 1,5 km fra min lejlighed.

- Kør mig til Riget, ellers dør mine piger. Jeg går ud i ambulancen, vi kører nu, sagde jeg kommanderende.

De fem mænd i min alt for lille stue kiggede underligt på mig. Under ingen omstændigheder måtte jeg rejse mig. Men jeg fik min vilje, og så gik turen til Riget, som er et af kun tre hospitaler i Danmark, som kan behandle børn født før uge 28.

I ambulancen fortsatte presseveerne med et par minutters mellemrum. Mellem presseveerne opdaterede redderne mig om, hvor langt vi var nået.

- Fælledparken, så er vi der lige om lidt, sagde manden.

Læs også: Kristina blev gravid som 13-årig

Fødslen

Der stod et hav af mennesker på fødestuen. 10-15 stykker, tror jeg. Læger, sygeplejersker og jordemødre. En af dem havde kun til opgave at holde mig i hånden. Jeg ved ikke, hvad hun hedder, eller hvordan hun ser ud, men jeg er hende evig taknemmelig, for pigernes far var der ingen, der havde nået at ringe til.

Én presseve, så var Josefine ude. Det gjorde ondt i et splitsekund. Hun var lillebitte, kun 667 gram, og hun var helt mørk, næsten blå. Lægerne tog hende.

- Er hun død? spurgte jeg.

Jeg troede, jeg kendte svaret.

- Nej, svarede en eller anden.

Jeg var lettet og forvirret og forsøgte bare at fokusere på den næste presseve. Den kom ikke.

- Skal jeg have kejsersnit, spurgte jeg.

Jordemoderen rystede på hovedet.

Vandet gik igen.

- Pres, sagde hun.

Så kom Mathilde til verden. Hun var næsten lige så lille, kun 694 gram. Jeg kunne høre, hun var i live, men hun trak faktisk ikke vejret. Lægerne tog hende med det samme, lagde hende i respirator på stuen og forsvandt med hende.

Læs også om Michelle, der afviste lægernes råd om abort og valgte livet for sine tvillinger

Så blev der stille

50 minutter efter at jeg havde ringet til fødemodtagelsen, lå jeg alene på en helt stille fødestue, og alt i mit liv var kaos. Pigerne lå på neonatalafdelingen, begge i kuvøser og begge med en respirator. De kæmpede for deres liv, og jeg lå bare der i chok og kunne ikke bevæge mig.

Jeg havde hverken undertøj, bukser eller sko med, kun en trøje med blod på, min dyne og pude og min telefon.

Familien fik besked

Jeg ringede til pigernes far.

- Jeg har født, sagde jeg og brød sammen. Mere husker jeg ikke.

Mens jeg hulkede, fik jeg også ringet til min storesøster, som orienterede resten af familien, og jeg sendte sms’er til et par veninder og aflyst en middagsaftale.

Jeg skrev fuldstændig følelseskold og nøgternt:

”Tvillingerne blev født for en time siden på Riget. De har 50/50 chance for at overleve. De er selvfølgelig alt for små.”

En sygeplejerske kom med lidt tøj til mig, og en læge satte mig ind i situationen.

- I uge 26 er der 60 procent af børnene, som overlever. I uge 25 er det 50/50. De næste tre døgn er afgørende, sagde han.

Det blev starten på de hårdeste tre måneder af mit liv.

Følg Josefine og Mathildes kamp for livet i Ude og Hjemme fra uge 28 og 12 uger frem.

 

Joan Andersen er 40 år, bor i Herlev og er journalist på Ude og Hjemme. Hun blev mor til tvillingerne Josefine og Mathilde den 18. november 2013. De er født i uge 25 + 5, tre en halv måned for tidligt.

 

Følg tvillingernes kamp for livet i Ude og Hjemme