Genoplivet ved mors bryst

Signe var kun gravid i 24. uge, da Hasse blev født ved kejsersnit på grund af en uopdaget svangerskabsforgiftning. Længe så det ud til, at han ikke ville overleve, men så skete der noget utroligt.

Foto: Lars Horn

De kom ind med Hasse og lagde ham ved Signes bryst. Han var helt lille. På størrelse med en halv liter mælk. Nu lå han hos hende, så de kunne sige farvel.

Signe græd. Hun kunne ikke forstå, at hendes lille søn ikke måtte leve. Det hele var gået så stærkt. For få timer siden havde hun været frisk og glad. Nu lå hun pludselig på Skejby Sygehus. Langt fra hjemmet i Farsø ved Limfjorden i Nordjylland.

Hun havde kun været gravid i 24. uge, så Hasse skulle slet ikke have været der endnu. Og så skulle de pludselig sige farvel til hinanden, før det hele overhovedet var begyndt.

Signe Hejlesen, 23, og Mads Kolkjær Kornerup, 25, havde set frem til at blive forældre for første gang i deres liv, men det var slet, slet ikke gået, som de havde håbet.

Hun kunne mærke Hasses lille krop mod sit bryst. Han havde været nærmest lilla, da de lagde ham ned til hende. Mads stod ved siden af operationsbordet, hvor Hasse var kommet til verden ved kejsersnit. Han havde siddet ude på gangen og ventet, da jordemoderen kom ud og gav ham den triste besked.

- Du må hellere komme ind og sige farvel. Han overlever ikke. Mads var gået med jordemoderen. Inde på den anden side af døren på børnemodtagelsen lå Hasse. De havde kæmpet for at få liv i ham, men de kunne ikke få gang i den lille krop.

Han vejede kun 470 gram og målte 26 centimeter. Det var 200 gram mindre, end han burde være på det tidspunkt i graviditeten. Jordemoderen fortalte, at de havde haft svært ved at få ham til at trække vejret.

De kunne ikke ilte ham op, så nu ville de ikke gøre mere, sagde de. Da Mads skulle til at gå ind til Signe, gav Hasse pludselig et spjæt fra sig. Vi forsøger lige én gang til, havde de sagt. Da de lidt senere kom ind med Hasse, havde de forsøgt at genoplive ham tre gange.

- Nu har han været uden ordentlig ilt så længe, at det ikke vil være forsvarligt at forsøge længere, sagde de.

Miraklet
Hasse blev lagt hos Signe. Mads var afklaret med situationen. Han tænkte, at hvis det var sådan, det skulle være, så måtte de forsøge at acceptere det.

Men Signe ville ikke acceptere det. Hun ville ikke sige farvel. Så skete miraklet. Pludselig lød et vræl og et host fra den lille krop. Som om, den havde sparet energi sammen til at kunne råbe hele verden op. Lægen, der stod ved siden af, bad om et stetoskop. Hurtigt. Der blev stille, mens der blev lyttet til Hasse.

- Vi prøver sgu igen, lød det så. De tog Hasse med og forsvandt ind på børnemodtagelsen, hvor de havde stået og kæmpet, da Mads blev hentet ind fra gangen. Signe ville råbe nej, men havde ikke kræfter til det:

- Jeg lå bare og tudbrølede inde ved siden af. Hvis han skulle dø, skulle det være hos mig. Få minutter senere kom de ind til Signe og Mads igen. De havde fået liv i Hasse. Den lille knægt var stærk. Han havde ikke tænkt sig at sige farvel - i hvert fald ikke uden kamp.

Pludselig begyndte han at trække vejret med alle de kræfter, hans krop overhovedet kunne samle. I dag er det snart syv måneder siden, den dramatiske fødsel fandt sted på Skejby Sygehus ved Århus.

Hasse blev født den 30. april klokken 17.42 for at være helt præcis. Nu er han en stor, dejlig baby med et langt og spændende liv foran sig. Han vejer 4.500 gram - altså næsten 10 gange så meget som for syv måneder siden.

For Signe og Mads er det blevet vidunderligt at stå op hver morgen til en ny dag sammen med Hasse. Der er ikke noget bedre end alle hans små lyde, som kun bekræfter dem i én ting. Hasse lever.