Gift med sin afdøde mands bror

Da Marishas mand blev dræbt i en motorcykelulykke, troede hun aldrig, hun skulle finde kærligheden igen. Men midt i sit livs mørkeste periode bliver hendes afdøde mands bror et lysglimt i mørket.

- Han er et af de hurtigst tænkende mennesker, jeg har kendt. Hvis man havde et problem, havde han løsningen, fortæller 30-årige Ronnye. Marisha nikker og kigger drømmende op i luften. Hun tager en dyb indånding, og med hånden plantet i Ronnyes skruer de tiden tilbage til den skæbnesvangre dag, hvor de begge mistede den mand, der for altid vil have en stor plads i deres hjerter.

En helt almindelig dag i efteråret 2007 siger Marisha farvel til Kenneth, der skal vise en motorcykel til en ven. Parret er stadig nyforelskede og med deres fælles barn Louiss på fire måneder er de godt i gang med at skabe deres egen familie. Men de par timer, Kenneth vil være væk, bliver til flere. Marisha begynder at undre sig, og da hendes telefon ringer, og Kenneths ven er i røret, får hun den besked, der med ét forandrer hendes liv for altid.

Læs også: Brudgommen kom aldrig

- Han var helt rolig i stemmen, da han sagde, at Kenneth var død. Jeg troede, at det var en dårlig joke, så da jeg lagde røret på, ringede jeg til politiet med det samme, forklarer 38-årige Marisha Louis Poulsen fra Vejle. Men da den nybagte mor får en betjent i røret, bliver den uhyggelige besked bekræftet, og kort tid efter står hun på hospitalet med hans familie.

Bare 26 år gammel mister den nybagte far livet, da han styrter på sin motorcykel i et sving og brækker nakken. - Han lignede jo bare en, der sov. Jeg græd ikke. Jeg tror ikke engang, at jeg forstod det, forklarer Marisha.

Finder hinanden i sorgen

Sorgen gør ondt, men med tre børn fra et tidligere forhold og den nyfødte Louiss er hun nødt til at få dagligdagen til at fungere. Kenneths lillebror, Ronnye, har også svært ved at vende tilbage hverdagen, og som sælger er det især på de lange, ensomme ture på landevejen, han tænker på sin storebror. Ofte er han at finde i Marishas hjem for at hjælpe med børnene, og langsomt begynder kærlige følelser at snige sig ind på dem.

Gift med sin afdøde mands bror
Ronnye med Kenneth og hans lille søn
Louiss, som Ronnye i dag har adopteret.

- Vi kunne ikke rigtig finde ud af, om det var kærlighed eller sorg, men vi vidste begge, at der var noget. Så vi besluttede at tilbringe mindre tid sammen for at finde ud af, hvad det handlede om, forklarer Marisha.

Som tiden går, forsvinder tvivlen. De mærker begge, at kærligheden mellem lillebror og enke er ægte. Af frygt for omverdenens reaktion vælger de at holde forholdet skjult i nogle måneder, men de ved også godt, at rygterne går, og en dag beslutter de sig for at offentliggøre det.

- Vi var begge lidt nervøse for, hvad folk ville sige til det. Kort forinden havde vi lagt alle kort på bordet over for hinanden. Vi fortalte alle vores hemmeligheder og alle de ting, vi ikke var stolte af. Det var vigtigt for os, så der ikke kom nogen overraskelser. Hvis der var nogen, der havde et problem med vores forhold, kunne de i det mindste ikke bruge det imod os, forklarer Ronnye.

Læs også: Han ventede på mig i 28 år

Mødt med forargelse

Selv om parret bliver mødt med forståelse, er der også en del, der har svært ved den. Nogle vil ikke snakke med dem, og de bliver konfronteret med både trusler og hånlige bemærkninger. Men det forelskede par står fast.

Kærligheden til en mor til fire betyder også, at Ronnye må lægge sit ungkarleliv på hylden. Hurtigt bliver de ugentlige byture skiftet ud med rollen som familiefar, der både indebærer madpakker og forældremøder.

De flytter sammen i et fælles hus i Vejle, og der går ikke lang tid, før Ronnye frier til den kvinde, som på kort tid er blevet den mest betydningsfulde i hans liv. Samtidig giver det ham muligheden for, at få et stort ønske opfyldt: at adoptere sin brors søn, Louiss.

Marisha kigger kærligt på den mand, der bar hende igennem sorgen, og som nu har valgt at sidde ved hendes side for altid. Og for det forelskede par har kærligheden måske været der hele tiden. De vidste det bare ikke.

Kærligheden styrket

- Kort tid før, at Kenneth døde, sagde han mange mærkelige ting og talte også om døden. Han sagde til mig, at hvis han døde, måtte jeg ikke være sammen med andre - kun hans bror. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var noget mærkeligt noget at sige, men han gentog det en dag, hvor Ronnye også var der.Når vi tænker på det i dag, kan man ikke lade være med at tænke, om han så noget dengang, som vi ikke så.

I huset i Vejle løber den nu seksårige Louiss rundt. Titlen som onkel Ronnye er skiftet ud med navnet far, og kærligheden mellem Ronnye og den søn, som hans bror bragte til verden, er ikke til at tage fejl af.

- Jeg ser så meget af min bror i ham, og selv om han kalder mig far, siger han nogle gange "min anden far sidder oppe i himlen". Han er faktisk lidt stolt af at have to fædre, smiler Ronnye.

Læs også: Frygtede vi var søskende

I dag er det seks år siden, at parret mistede den person, der betød så meget for dem begge. - Selv om vi har haft en masse modgang, er vores kærlighed kun blevet stærkere. Jeg havde aldrig troet, at jeg stadig kunne være forelsket efter så lang tid, men det er vi, siger Ronnye og kigger over på Marisha.

Hun siger ikke noget. Det behøver hun ikke, for smilet, der breder sig på hendes mund, fortæller det hele.