I parterapi hos præsten

Sognepræst Frands Pedersen fra Hejnsvig i Vestjylland tilbyder alle sine brudepar et kursus i kunsten at leve sammen i lyst og nød - også efter den store dag. Blandt emnerne er forskellen på mand og kvinde, arbejdsfordeling, konfliktløsning og seksualitet.

Foto: Jesper Kristensen

De fleste vordende brudepar bliver noget forbløffede, når sognepræst Frands Pedersen tilbyder dem at deltage i et kursus, der kort og godt handler om sex og samliv. Men det er 45- årige Frands Pedersens erfaring, at langt de fleste tager positivt imod tilbuddet. Det gjorde Christina Laursen og Erik Boe fra Vorbasse også.

Parret skal giftes lørdag den 28. august og havde ikke lige forventet, at præsten også var leveringsdygtig i sådan et kursus. Men efter lidt betænkningstid fra især Eriks side blev de enige om at give det en chance.

Ville aldrig selv have opsøgt en parterapeut
-Vi ville jo aldrig selv have opsøgt en parterapeut. Vi har et godt forhold uden de store problemer. Og jeg indrømmer da også, at vi var lidt skeptiske, fordi det foregik i kirkeligt regi. Vi er ikke specielt religiøse, så det lå os faktisk fjernt at møde op til sådan et arrangement. Men vi blev meget positivt overraskede, siger Christina.

Inspiration fra Norge
Frands Pedersen, der har været sognepræst ved Hejnsvig Kirke i Syd-Vestjylland i 10 år, fik ideen til de såkaldte vielsesaftener fra Norge.

- Jeg havde længe tænkt over, om vi i kirkeligt regi kunne gøre noget mere for de par, vi vier. Derfor søgte jeg i 2005 orlov for at forsøge at udvikle de tanker, jeg havde omkring emnet, forklarer Frands Pedersen.

Orloven mundede ud i, at han siden 2007 har kunnet tilbyde alle sine vordende brudepar tre "vielsesaftener", hvor de udover at gennemgå de praktiske detaljer i selve vielsesritualet også møder to parterapeuter, der gennemgår så svære emner som arbejdsfordeling, konfliktløsning og seksualitet.

Bevar gnisten
- Det er jo ingen hemmelighed, at syv-årskrisen er rykket frem, så man nærmere kan tale om tre- eller fireårskrisen i danske ægteskaber. Skilsmisseprocenten er uhyggelig høj, og med mine vielsesaftener forsøger jeg at give parrene nogle redskaber til at bevare gnisten og lysten i deres parforhold, når hverdagen banker på.

Mange har jo allerede levet sammen i flere år, inden de bliver gift. Men et bryllup er alligevel en stor begivenhed, en milepæl i et forhold. Og der kan være ret dybt at falde, når den berusende lykkefølelse efter måske to år ikke længere er til stede, siger Frands Pedersen.

I den erkendelse udvidede han derfor sin service til også at omfatte en ægteskabslørdag for nygifte. Et tilbud, alle nygifte par i sognet får to gange i løbet af de første tre år af deres ægteskab. Her er også parterapeuter tilknyttet, og emnerne er: Hvorfor er det ikke så let som i forelskelsestiden? Hvordan lærer vi at være hinandens venner? Ægteskabets fremtid - og mange andre.


Nyeste skud på stammen
Nyeste skud på stammen i Frands Pedersens tilbudspakke er et egentligt par-kursus, der løber over otte aftener.

- Parkurset er åbent for alle, hvor vielsesaftenerne og ægteskabslørdagene kun er for par, der er eller skal vies her i Hejnsvig eller Vorbasse Sogne, forklarer Frands Pedersen. Han har hentet ideen til par-kurserne i England og kalder dem selv et "serviceeftersyn til parforholdet".

Serviceeftersyn til parforholdet
- Alle kan tilsyneladende forstå, at f.eks. en bil skal til eftersyn, når den har kørt 20.000 km. Men at noget så vigtigt som parforholdet også kan trænge til at blive kigget efter i sømmene, falder de færreste ind. Mange par synes jo, at de har det "godt nok". Men det er bare ikke altid, at "godt nok" rent faktisk er godt nok, og så bliver man utilfreds - og ender måske med at glide fra hinanden.
På parkurserne dyrker vi meget samtalen mellem ægtefællerne eller parterne, for man behøver såmænd ikke at være gift for at melde sig til kurset. Vi giver dem nogle oplæg til emner, de så selv skal diskutere bagefter. Det plejer at være nogle meget interessante og intense samtaler, der kommer ud af det, siger Frands Pedersen, der glæder sig til at vie Christina Laursen og Erike Boe, som han efterhånden kender temmelig godt.

Parret har kendt hinanden i 13 år og har boet sammen næsten lige så længe. Sammen har de sønnerne Christoffer, otte og Frederik, seks, og Christina har længe presset på for at få sin bedre halvdel ned på knæ.

Friede på hesteryg
- Til sidst begyndte drengene også at spørge, hvorfor mor og far ikke var gift, så jeg tænkte, at nu skulle det være, siger 40-årige Erik Boe, der på bedste romantiske vis klædte sig ud som prins og kom ridende på en - godt nok brun - hest en tidlig morgen i marts for at fri til sit hjertes udkårne.

- Det var nu mere sjovt end romantisk, lyder det tørt fra den kommende brud. Hun sagde dog ja, da hun rigtigt gerne vil giftes med sine børns far, og parret var også enige om, at det skulle være et kirkebryllup med det hele. Og de er glade for, at de takkede ja til præstens tilbud om et sex- og samlivskursus.

Klædt bedre på
- For det første er vi blevet bedre klædt på til selve brylluppet, for vi har fået ritualerne i kirken samt salmer, forslag til udsmykning og musik grundigt gennemgået. Derudover har vi fået nogle fantastiske redskaber til at løse konflikter og sætte fokus på nogle emner, man måske ellers fejer ind under gulvtæppet i sit parforhold, siger Erik, der faktisk en enkelt aften mødte op til vielsesaften alene, da Christina var forhindret. Parret er også enige om at tage imod tilbuddet til nygifte senere. Og måske også et par-kursus.

- Frands har åbnet vores øjne for, at lykken måske ikke altid kommer af sig selv. At man indmellem skal kæmpe for det, man har kært, og ikke tage hinanden for givet. Og nu ved vi også, at vi altid kan komme til Frands, hvis vi får problemer. Det er rart, at vi på denne måde har fået et helt andet forhold til vores kirke. At vi har fundet ud af, at vi faktisk kan bruge den til noget, siger Christina.

Se også på Q: Min kæreste flirter med sin veninde!