Jeg har jo det hele

Siden Christina så tv-lægen gå forbi receptionen i DR første gang for 13 år siden, vidste hun, at han ville blive en god far. I dag er de to bedste venner og forældre til lille Merle.

Foto: Gregers Overvad

For 13 år siden sad Christina Maria Jensen som ung nyansat receptionist i DR. Det var her, hun første gang lagde mærke til ham: manden med den gule taske, som hun døbte ham. Hun kiggede, hver gang han gik forbi med sin gule taske under armen, for han udstrålede en helt særlig ro, som gjorde indtryk.

At han også var vært i sit eget tv-program, "Lægens bord", anede hun ikke noget om, for Christina var optaget af sin zoneterapiuddannelse hver torsdag aften, når tv-lægen gik på skærmen. De to talte ikke sammen. Ikke før svingdøren på DR en eftermiddag blev ramt af et teknisk uheld.

Christina var netop spænet ud på gaden for at give en besked til Lars Daneskov i en taxa, og da hun gik ind i svingdøren igen, sad hun fast. Med Peter Qvortrup Geisling. De stod der flere minutter, før døren rullede igen, så de var nærmest tvunget til at føre en samtale. Det gjorde de så.

10 år senere sad de to sammen på en fødestue. Peter havde sin gule taske med. Og i Christinas arme lå deres smukke datter, Merle. I de mellemliggende år havde Christina og Peter haft en speciel historie sammen. Kort efter mødet i svingdøren blev de kærester, men efter to år gik forholdet i stykker.

- Når jeg nævnte noget om børn, kunne jeg mærke, at det ikke var noget, han havde lyst til. Arbejdet fyldte så meget i hans hoved, og jeg tror ikke, han kunne være den kæreste, han ønskede at være, fordi han havde så travlt, husker 36-årige Christina, som på trods af bruddet ikke mistede kontakten til Peter.

- Da vi gik fra hinanden, stod jeg i et dilemma. Skulle jeg beholde ham som ven, eller skulle han helt ud af mit liv? Men jeg besluttede, at han var så god en ven, at jeg ikke ville undvære ham. Jeg vil også sige, at vi er mere end venner. Soulmates er nok det rigtige ord, siger Christina, som møder Ude og Hjemme i sin lejlighed i København, hvor der står nuttede børnesko ved sofaen, en dukkevogn proppet med dukker i et hjørne, og hvor alle radiatorrørene er nøje pakket ind, så ingen børnefingre kommer for tæt på.

Den i dag 16 måneder gamle Merle fylder meget. Både i lejligheden og i sine forældres liv. Christina og Peter er stadig hverken gift eller kærester. De er venner og forældre. Alligevel er Merle ikke delebarn, og Christina ser heller ikke sig selv som alenemor. Faktisk er de så meget sammen alle tre, at Merle nærmest symbolsk lærte at sige mor og far på samme tid.

- Peter kommer her efter arbejde hver dag, så jeg tror faktisk Merle ser sin far mere end så mange andre, siger Christina, som nu har haft knap halvandet år til at vænne sig til sin alternative kernefamilie, der er bygget på et venskab.

Det var min ide
- Det er faktisk gået endnu bedre, end vi havde forventet. Merle er perfekt, og det er så dejligt, at hun ikke skal deles op. Jeg synes, vi er heldige. Peter og jeg er frie, og alligevel har vi alt.

Det var Christina, som for syv år siden første gang smed ideen på bordet. Hun og Peter var på ferie i Skagen, da hun pludselig sagde: Hvis ingen af os har kærester, når jeg er 34 år, skal vi så ikke få et barn?

- Dengang syntes Peter, det var noget mærkeligt noget. Det kunne man da ikke. I hans hoved skulle man have en kernefamilie, husker Christina, som også selv slog ideen helt ud af hovedet. Så meget at hun var ved at falde ned af stolen, da Peter tog ideen op igen flere år efter. Denne gang slog Christina det hen. Men langsomt begyndte de begge at vænne sig til tanken, og efter mange og lange samtaler om familiemønstret blev Christina gravid. Hun var 34 år. Præcis som hun havde forudsagt den dag i Skagen.

- Man skal passe på, hvad man siger, griner hun. Christina har aldrig fortrudt sine ord til Peter. Hun elsker at se far og datter sammen. Som når Peter giver Merle en af sine vilde svingture, som to gange er endt med, at han er blevet gylpet i munden. Eller da han øjeblikkeligt aflyste en af sine aftaler for at suse hen og se Merles første tand.

Og kærligheden er gengældt. Sidst Merle så sin far på skærmen, jublede og hvinede hun, mens hun slog sine små hænder sammen i begejstrede klapsalver. Som Christina siger: Hun var værre end en Justin Bieber-fan.

Den bedste far
- Jeg tror helt ærligt ikke, man kan finde en bedre far end Peter. Det har jeg nu altid vidst. Faktisk fra første gang, jeg så ham, siger Christina, som selv er forundret over, hvilke følelser der følger med rollen som mor.

- Det er helt utroligt at se sit barn udvikle sig. Jeg blev for eksempel helt høj, første gang hun kunne rulle. Og så er jeg overrasket over, hvor effektiv man bliver. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede inden. Nu kan jeg jo nå utrolig meget, og det har min chef da også bemærket, griner hun.

Der er dog ting, som hun ikke kan nå. Eller ikke vil nå. Vilde byture og et udfarende datingliv er ikke en del af Christinas liv. Faktisk har hun ikke gjort sig mange tanker om, hvad der vil ske med familielivet den dag, hun selv eller Peter får en kæreste.

For gode venner
- Jeg tænker ikke, at nu skal jeg ud og møde en, og det gør Peter heller ikke. Vi synes jo, vi har alt i vores liv. Men hvis man møder en, så møder man en. Så må vi se. Det er jo svært at spå om fremtiden.

Peter og Christina er sammen stort set hver aften. De holder ferier sammen. Bliver inviteret ud sammen. Og Christina bruger ordet "vi" mere end "jeg". Spørgsmålet er derfor oplagt. Hvorfor bliver I ikke bare kærester? Christina smiler.

- Det ved jeg egentlig ikke. Vi er nok blevet for gode venner. Vi kender hinanden for godt. Kan man ikke det? Christina og Peter er ikke alene venner og forældre. De er også kolleger. Christina arbejder til daglig i DR Medieforskning, og desuden laver de sammen Ude og Hjemmes "Ha' det godt"-sider.