Jeg skal se min datter igen

Efter sin datters selvmord kunne Sven-Olof ikke finde en mening med livet. Han overvejede at tage sit liv. I vrede mod Gud meldte han sig ud af folkekirken. Men da hans mor lå på dødslejet, fik han en unik oplevelse. Den overbeviste ham om, at han engang skal forenes med sin afdøde datter.

Sven-Olof Björkén havde netop som læge afsluttet en stuegang på sygehuset i Sundsvall i det nordlige Sverige, da hustruen Pia ringede fra parrets hjem i Luleå. Hun havde netop fået besked på, at Sven-Olofs 25-årige datter, Sara, havde taget sit liv. Ingen af de to ægtefæller aner i dag, syv år efter tragedien, hvordan ordene faldt i den korte telefonssamtale. Det er slettet af hukommelsen.

– Jeg husker ikke, hvad Pia sagde, bortset fra at Sara havde begået selvmord. Men jeg ved, at jeg skreg min smerte og afmagt ud i lokalet. Det har jeg fået fortalt, siger Sven-Olof Björkén.

Den dengang 56-årige familiefar husker heller ikke noget fra den seks timer lange køretur på næsten 600 kilometer hjem til Luleå fra Sundsval. Han befandt sig i en anden verden, mens han forsøgte at overbevise sig selv om, at det alt- sammen var et fiktivt mareridt.

Den midaldrende læge bildte sig ind, at hans elskede datter ventede lyslevende på ham i hendes studielejlighed midt i Luleå, og at han som sædvanlig ville få et stort knus.

Men Sara var død, og tragedien skulle få nogle konsekvenser for Sven-Olof Björkén, som han ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.

Billedet af den unge, blonde datter står på køkkenbordet i Pia og Sven-Olof Björkén hjem i Luleå. Her fortæller han sin utrolige historie om, hvordan Saras selvmord vendte op og ned på Sven-Olofs forestillinger om livet og døden.

Sara gik på universitetet i hjembyen, og hun havde i 2007 været hjemme for at fejre jul sammen med resten af familien, blandt andre sine to brødre. Men siden havde Pia og Sven-Olof ikke set noget til Sara, inden de i februar fik den frygtelige besked om hendes død.

– Jeg havde en svær tid efter hendes selvmord. Jeg græd og græd og kunne ikke passe mit job som læge. Jeg var vred på livet, på Gud og på alle andre, som jeg kunne give skylden for tragedien, inklusive mig selv, siger Sven-Olof.

Læs også: Fik varsel som 14-årig: Jeg skreg af rædsel

Overvejede selvmord

Han overvejede selvmord ligesom Sara i håb om at blive forenet med datteren, og i desperation opsøgte han som en sidste udvej en psykolog. Sven-Olof fik ordineret medicin, som tog de mørkeste tanker og den værste smerte.

Men kan kunne stadig ikke forlige sig med, at han aldrig skulle se Sara. Hans vrede mod Gud var så voldsom, at han meldte sig ud af den svenske folkekirke. Han ville ikke have noget at gøre med en Gud, der tillod noget så meningsløst og ondt.

Den vigtigste forandring i den svenske læges sorgarbejde kom paradoksalt nok, da han oplevede endnu et dødsfald, nemlig sin egen mors bortgang.

Hun døde tre år efter Saras selvmord, og Sven-Olof og hans søskende var hos moderen den sidste tid på sygehuset. Som læge er han vant til at se mennesker dø og ved derfor, at mange ændrer karakter og udtryk, kort før de udånder.

Sven-Olof sad alene med sin mor på et tidspunkt, da hans søskende var gået ud fra sygestuen for at spise.

– Jeg holdt mor i hånden og fortalte, at hun snart igen skulle møde Sara og vores far. Jeg sang alle de børnesange, som hun havde sunget for mig. Lige inden hun udåndede, spærrede mor øjnene op, og sendte mig et forvirret blik. Det har jeg set mange andre gøre, men pludselig skete der noget, siger Sven-Olof.

Mens hans dødende mors ansigt sænkede sig en sidste gang på puden, dukkede et ansigt frem på hendes kind. Fuldstændig tydeligt så Sven-Olof til sin forbløffelse et barneansigt, badet i et blåligt lys.

Læs også: 11-årig hjalp lillesøster til verden – og tog i skole

Så sin datter

Som læge er han videnskabeligt skolet, og af natur er han skeptisk. Men det, Sven-Olof så dukke frem på sin mors kind, kunne han ikke fornægte.

– Jeg blev opstemt af en oplevelse, som jeg ikke kunne eller turde tale med nogen om. Men jeg er sikker på, at ansigtet på mors kind var Sara. Det gav mig et vidnesbyrd om, at hun havde det godt, og at der findes et liv efter døden, siger Sven-Olof.

Dagen efter meldte han sig igen ind i den svenske folkekirke. Da han senere gennemgik sin mors personlige sager, fandt han et fotoalbum, som han aldrig havde set før. I albummet fandt han det billede, som han havde set på sin døende mors kind. Det var et foto af hans mor som helt lille, men det kunne lige så godt have været Sara. De to lignede hinanden på en prik.

– Jeg var sikker på, at jeg havde fået en hilsen fra min datter på den anden side af livet. Det forandrede mit syn på livet og døden, siger Sven-Olof.

I dag er han en flittig kirkegænger, og er næsten til højmesse hver søndag. Han tænder altid et lys for Sara og sine forældre. Døden skræmmer ham ikke mere. Det har han tre gange fået håndgribelige beviser på, når han selv har stirret døden i øjnene uden at gå i panik.

Tre gange er Sven-Olof Björkén nemlig gået igennem isen og har været tæt på at miste livet. Alle tre gange er han mirakuløst blevet reddet, og han har ingen psykiske mén efter dramaerne. Han hviler trygt i sig selv i vished om, at når livet er slut, venter både hans forældre og Sara på den anden side af døden.

  

Det gamle foto af Sven-Olofs mor som lille pige. Hun lignede Sara som lille på en prik.

Gik gennem isen

Første gang, Sven-Olof gik gennem isen, stod han på ski på en frosset sø. Selv om søen var 6-7 meter dyb, lykkedesdet hamat fåkæmpet sig i sikkerhed ved egen hjælp.

Anden gang cyklede han på en elv uden for Luleå. Forhjulet gik gennem isen, og lægen fulgte efter. Heldigvis så to andre mennesker uheldet og fik Sven-Olof bjærget. Han blev i ambulance kørt på hospitalet, men kunne udskrives samme dag.

Læs også: Højgravid på første date

Den tredje og mest alvorlige ulykke kom Sven-Olof ud for i marts 2014. Han havde været på fisketur og var på ski på vej hjem over isen. Da han ville skyde genvej, brast isen under ham. Han havde ikke set ét menneske hele dagen under fisketuren, og ingen kunne tilsyneladende høre hans desperate råb om hjælp.

– Skiene blev taget af strømmen, og jeg blev ført ind under isen. Desuden blev min rygsæk fyldt med vand og trak mig ned under vandet. Jeg var overbevist om, at jeg denne tredje gang ikke ville slippe med livet i behold. ”Nu drukner du, Sven-Olof”, tænkte jeg.

Men han ville ikke dø uden kamp – og kæmpede i det iskolde vand for livet. Men Sven-Olof var ensom i mørket og så langt under vand, at han konstant fik vand i munden. Han vendte blikket mod himlen og sagde inde i sig selv til sine forældre og datteren Sara: ”Det her klarer jeg ikke, nu ses vi snart”. Han var ikke bange, men derimod ulykkelig over, at han ikke ville få sine børnebørn at se igen.

Tre gange er Sven-Olof gået igennem isen og har set døden i øjnene.

Reddet i sidste øjeblik

– Pludselig hørte jeg en stemme sige ”jeg kommer”. Da var mine kræfter sluppet op. Jeg husker ikke mere, før jeg lå i en ambulance, siger Sven-Olof. Kropstemperaturen var på 32 grader, og den midaldrende læge blev reddet i sidste øjeblik. Normalt overlever man ikke mere end højst fem minutter i iskoldt vand. Sven-Olof havde kæmpet for sit liv i det iskolde vand i næsten 20 minutter.

Hustruen Pia Björken, 61, troede næsten ikke sine egne ører, da hun for tredje gang blev ringet op og fik at vide, at hendes mand havde overlevet en tur igennem isen.

Alle Sven-Olofs ulykker og livskriser har gjort ham til et mere empatisk og omsorgsfuldt menneske og læge. Tit indstiller hans patienter ham til ros og anerkendelse for hans evner til at forholde sig til livet og døden i svære situationer. Han er god til at berolige folk, fordi han har en mental bagage, som de færreste har oplevet at få.

– Jeg har ofte siddet med døende medmennesker i hånden og set dem sove ind med et smil på læberne. Døden er ikke grusom eller farlig, og den er ikke et vidnesbyrd om, at alt er slut. Jeg er overbevist om, at der venter noget på den anden side af livet. Jeg ved, at jeg får både Sara og mine forældre
at se igen, siger Sven-Olof Björkén.