Kærlighed i frisørsalonen

Fire gange på en måned havde Jannie fingre i Nikolais hår, uden hun fattede hans bagtanker. - Jeg troede bare, han var meget forfængelig, griner Jannie.

Foto: Jesper Kristensen

Normalt belaster udgiften til frisøren ikke et budget i væsentlig grad. I hvert fald ikke, når man er en mand. Men for Nikolai Christensen, 31, forholdt det sig lidt anderledes.

I løbet af en måneds tid var han hos frisøren ikke mindre end fire gange, inden han opnåede det, han ville. Han havde nemlig forelsket sig i den smukke elev hos Hårdesign i Tønder, men hver gang, han ville invitere hende ud, svigtede modet ham.

- Jeg synes nu ikke selv, at hun kunne være i tvivl om, hvordan jeg havde det med hende. Jeg kom i hvert fald med en del hentydninger, som jeg ikke synes kunne misforstås, siger Nikolai og sender sin elskede Jannie et stort smil. Jannie, der dengang hed Poder Jensen til efternavn, benægter, at hun blot spillede kostbar.

- Det undrede mig godt nok, at Nikolai kom så tit i salonen, men jeg troede bare, at han var meget forfængelig. Jeg syntes, han var en flot og tiltalende fyr, men turde slet ikke håbe på, at han ville have mig, smiler den 28-årige frisør, der heller ikke fik færten af Nikolais planer, selv om det lykkedes ham at blive klippet af Jannie hver gang.
 

- Jeg troede bare, han var høflig, når han lod en anden komme før ham i køen, griner Jannie. Med nogle venners hjælp lykkedes det Nikolai at få arrangeret en fest, hvor også Jannie deltog, og her fortalte han for første gang åbent sin udkårne om sine følelser, der viste sig at være gengældte.

Det varede ikke længe, inden de to unge mennesker flyttede sammen for at planlægge deres fælles fremtid. I dag er parret flyttet til Ribe, hvor Jannie arbejder som frisør.

Detektivarbejde
Nikolai faldt pladask for Jannie, allerede første gang han fik øje på hende, en morgen hvor hun kom cyklende fra 4. Maj Kollegiet i Tønder og ind mod byen.

- Jeg kom kørende i min bil, da jeg så hende. Jeg kunne slet ikke få øjnene fra hende og besluttede mig for at finde ud af, hvem hun var. En morgen fulgte jeg efter hende og fandt ud af, hvor hun arbejdede, forklarer Nikolai, der er produktansvarlig i Ecco Sko.

Imellem ham og Jannie sidder parrets søn, Mads på to et halvt. Egentlig var det sønderjyske par klar til at gifte sig for tre år siden, men så kom Mads altså lidt i vejen for de planer. Lige indtil sidste år, da Nikolai besluttede sig for, at nu skulle det være.

Han inviterede sin elskede med på en firedages tur til New York. Med sig havde han en ring. Det endte med et romantisk frieri den 4. juli for foden af Frihedsgudinden med Mads som nærmeste tilskuer og med masser af fyrværkeri på himlen over Manhattan på grund af den amerikanske uafhængighedsdag.

- Det var meget romantisk og en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig glemmer, siger Jannie, der den 18. september kunne vandre ud af Ribe Domkirke som fru Christensen.

Peter og Christina: Kærester er forbudt