Mai har aldrig kysset andre

Så længe 19-årige Mai kan huske tilbage, har hun været vild med David, men hun turde ikke drømme om, at de skulle blive et par, for han var 17 år ældre end hende, og han ville sikkert aldrig opdage, at hun kun havde øjne for ham.

Foto: Birger Vogelius

"Når min datter bliver 18 år, så vil jeg gerne have dig som svigersøn". Det drillede Mais mor Sussi ofte David med, mens Mai var mindre. Hun kunne ikke vide, at hun rent faktisk skulle få sin vilje, men bare meget tidligere.

Mai var kun 16 år, da de to fik øjne for hinanden og begyndte at være kærester i smug. Begge var de bange for, at folk ville se skævt til deres kærlighed på grund af den store aldersforskel. Men det skete ikke. Alle kunne jo se, at det, de havde, var ægte og fint.

I dag er Mai 19 år, og David er 36 år. De har boet sammen i to år i Davids lille ledvogterhus i Øster Toreby på Lolland, og de drømmer om snart at blive en rigtig familie med børn. Aldersforskellen tænker de ikke længere over. Mai læser til SOSU hjælper, og David arbejder som bager. Det har han gjort, siden Mai blev født.

Første kys
Hun har kendt David, siden hun som ni-årig kom med sin mor og stedfar i den motorcykelklub, som David også var medlem af. Klubben var ikke for bøller eller kriminelle. Den hedder "Running Free", og de kommer der begge stadig, men nu som par.

Selv om der selvfølgelig ikke var amoriner i luften dengang, kan Mai huske, at hun var meget glad for David og drømte om, at hun en dag kunne få en mand som ham.

Han var så omsorgsfuld og rar over for alle, og selv om han ikke gav Mai særlig opmærksomhed, var han også altid flink over for hende. Mais mor var så begejstret for David, at hun ofte jokede med at han skulle gifte sig med hendes datter, så han kunne være en del af familien.

Og det var da også Mais mor, som sagde ja til, at Mai måtte sove i Davids telt til et motorcykeltræf, mens David havde tjansen som barmand hele natten vel og mærke.

Da han endelig kunne lukke baren om morgenen sammen med Mais mor, sagde hun for sjov til ham: "Nu rører du hende ikke". Og det gjorde David heller ikke, men han gav Mai hendes første kys, da de mødtes uden for teltet. Et kys som ændrede deres liv og beseglede deres skæbne. Fra den dag var de to uadskillelige.

- Jeg kan huske vores første kys meget tydeligt. David spurgte ikke om lov. Lige pludselig kyssede han mig bare, og jeg blev så overrasket, at jeg fik sommerfugle i maven og hørte violiner, som i de der kærlighedsscener på film, fortæller Mai, der nogle dage efter fik den første sms fra David.

- En af vores fælles veninder havde fortalt mig, at Mai var ked af sin skole, og jeg ville gerne gøre hende glad, men turde ikke rigtig at skrive noget, som kunne opfattes som upassende, og derfor skrev jeg ikke om mine følelser for hende, fortæller David.

Men det var nok fuldkommen ligegyldigt, hvad David havde skrevet. Den morgen Mai modtog sms'en, var hun ikke til at skyde igennem. Hun fløj nærmest i skole, og ordlyden husker hun endnu, selv om den blot var en høflig opmuntring og en hilsen.

Bare det, at David havde skrevet til hende, fik hende til at glemme alle sine bekymringer i skolen, og som dagene gik, blev det til flere og flere beskeder pr. sms imellem dem.

Mai boede stadig hjemme, og det, som startede som et uskyldigt kys og et hemmeligt venskab, udviklede sig ganske langsomt til hemmelige møder og flere hundrede sms'er dagligt. David kunne finde på at komme forbi Mai i frokostpausen på skolen, og Mai besøgte David i weekenden.

- Den eneste, som vidste noget i starten, var Mais mor. Det var vigtigt for os, at hun kunne forstå os, og at hun syntes, at det var i orden. Jeg ville ikke have, at Mai skulle lyve for sin mor, fortæller David.

Familie
Han havde dog intet at frygte og ingen grund til at have dårlig samvittighed, for Mais mor havde gættet årsagen til, at Mai var begyndt at stråle af lykke, og hun vidste jo, at David var en god dreng. Den unge mand, som hun så ofte havde ønsket sig som svigersøn. Så David blev modtaget i Mais familie med åbne arme.

- Det var lidt sværere for mig at blive anerkendt i Davids familie. Jeg var meget genert som 16-årig, og jeg sagde næsten ingenting, når vi besøgte dem, men nu kender jeg dem, og jeg er ikke genert længere, så i dag har vi det helt fint sammen, fortæller Mai. Det var især Mais generthed, som havde fanget David. Han kunne kende den fra sig selv.

- Da jeg var på Mais alder, følte jeg mig tyk og grim. Jeg var kejtet og gik med briller, og der gik mange år, før jeg turde at tale med piger. Faktisk var jeg 27 år, da jeg kyssede en pige første gang, fortæller David. Så hvor han var sent ude, var Mai til gengæld tidligt på færde.

- Jeg har drømt om at skabe en familie med David, så længe jeg kan huske, griner Mai og smiler forelsket til sin forlovede. Han blev den første og eneste, hun nogensinde har kysset, hendes første kæreste, og hvis Mai må bestemme, så vil han altid være den eneste ene.

Læs også: Jeg følte mig aldrig god nok