Marie og Maja fik mor gift

Lige siden de var små, havde søstrene Marie Og Maja drømt om at være en rigtig familie. De havde i årevis plaget Michael om at gifte sig med deres mor. Til sidst lagde pigerne en plan, og den lykkedes til fulde.

Foto: Jacob Ljørring

Med tusinder af vidner gik hun op ad kirkegulvet med sin far ved sin side den 9. december sidste år. Der manglede ingenting, og alt havde hendes mand sørget for. Det kunne TV 2-seere i går se i tv-programmet "Hva' bruden ikke ved".

Charlotte og Michael fik deres bryllup betalt af tv-stationen mod at gå med på programmets præmisser. Hun måtte lade sin kommende mand, Michael, arrangere deres bryllup. I de tre uger, forberedelserne stod på, måtte hun intet vide, og hun måtte ikke tale med Michael. Og så var det ikke engang Charlottes ønske at medvirke. Det var hendes store piger, der mente, at deres mor og Michael skulle giftes.

- Pigerne, især Marie, havde længe spurgt Michael, hvornår han ville gifte sig med mig. Hver gang fik de det samme svar: "Bare rolig! Det når vi nok." Men Michael nåede det ikke, før pigerne selv sørgede for, at det skulle ske, forklarer Charlotte, der arbejder i Lejerbo i Kolding. Hendes mand nikker og forsøger at forsvare sig med, at det for ham var en stor beslutning at blive gift.

- Jeg følte, at hvis vi først blev gift, så var det endeligt. Men vi har jo to piger, to biler og et hus sammen, så det var jo en fjollet tanke, erkender 45-årige Michael Damm, der arbejder som kædechef i Automester.

Han forsøger at forklare det manglende frieri med, at det der med ægteskab ikke betød så meget for ham. At det var mange penge at bruge, når man lige havde købt hus. Men den slags undskyldninger gad pigerne Marie på 13 år og Maja på 18 år ikke at høre på længere.

Deres mor og Michael havde dannet par, siden pigerne var henholdsvis fire og ti år. De så ikke mere deres biologiske far, så Michael kom ret hurtigt til at være som en far for dem. En forårsaften sidste år, mens familien sad omkring middagsbordet, luftede pigerne deres plan for Michael. Han havde endnu en gang bedt dem om at slappe af, da Marie spurgte til hans intentioner med deres mor.

Læs også: Ulykken på Præstø Fjord: Tak for livet, Cecilie

Udgav sig for mor
- Jeg følte bare, at vi først var en rigtig familie, når mor og Michael blev gift, siger Marie og forklarer det med, at hun var bange for, at Michael pludselig kunne finde på at flytte fra dem. Søstrene Marie og Maja havde længe talt om at melde deres mor og Michael til tv-programmet, og da Michael gav dem grønt lys under maden, gik de direkte op på deres værelser og forfattede en mail til TV 2.

I den udgav de sig for at være Charlotte, og de beskrev, hvordan hun og Michael var forskellige som nat og dag, men at de elskede hinanden højt. De skrev om Michaels dovenskab og om Charlottes flittige og ordentlige væsen. Men som ugerne gik, og de intet hørte, regnede pigerne med, at deres brev aldrig var blevet læst eller modtaget.

- Programmet blev jo ikke vist mere, og den mail-adresse, vi havde sendt mailen til, var lukket ned. TV 2 søgte ikke nogen kommende brudepar, så vi blev enige om, at det nok havde været spild af tid, husker Maja. Derfor havde hele familien glemt alt om pigernes plan, da de blev kontaktet et halvt år efter.

- Jeg blev ringet op, og først nægtede jeg at have kendskab til det hele. Jeg talte længe med damen fra TV 2, før det gik op for mig, at det var pigerne, som stod bag, men selvfølgelig sagde jeg ja til at deltage, fortæller Michael, som blev overrasket over sin egen reaktion, da han pludselig var tvunget ud i nogle situationer, hvor han skulle sætte ord på sine følelser.

Græd i kirken
- Det drama, som kameraholdet forsøgte at skabe ved at forsøge at få mig til at tage forkerte beslutninger, blev i stedet det drama, som jeg skabte med mine tårer. Jeg hylede jo hele tiden. Først hylede jeg, da jeg skulle fri. Så hylede jeg i kirken og stormede ud af den med hænderne for ansigtet, og til sidst hylede jeg, da jeg skulle holde en tale til Charlotte. Min stemme blev ved med at knække over, og jeg måtte holde pause, hver gang jeg kunne mærke tårerne, fortæller Michael.

Sådan havde Charlotte aldrig oplevet sin stolte og selvsikre Michael - den dovne charmør, som havde stjålet hendes hjerte for ni år siden, og som altid kunne tale sig ud af enhver knibe. Pludselig kunne han ikke sige et ord, og tårerne væltede ud af øjnene på ham.

Den perfekte dag
- Jeg synes, at det var dejligt at blive gift. Nu kan jeg kalde Michael min mand, og det gør mig både glad og stolt. Men det har også betydet, at Michael er blevet bedre til at vise sin kærlighed. Nu kan han finde på at sige: Jeg elsker dig, uden at jeg har opfordret ham til det, og det har han aldrig gjort før, forklarer Charlotte, som derfor føler, at de mange uger væk fra familien, mens planlægningen stod på, var det hele værd.

- Den dag var perfekt, men den var så hurtigt forbi. Til gengæld kan jeg stadig gå og komme i tanke om små detaljer, som imponerede mig og gjorde mig glad. Michael havde virkelig tænkt på alt, og det havde jeg slet ikke forestillet mig. Jeg ved, at han kan være flittig og god til at planlægge, når det gælder hans arbejde, men jeg har aldrig set den side af ham før, griner Charlotte, som klager over, at Michael stadig er lige så doven, som han var, da de mødtes. Så er det godt, at der er tre damer i huset, som ikke har noget imod det huslige arbejde, og som lader Michael slippe.