Markus fra Den store bagedyst: Vokset op med tæsk

Han blev landskendt som den nye dommer med den tyske accent i DR’s populære bageprogram, men bag det charmerende smil gemmer der sig en fortid, hvor tæsk og ydmygelser var en del af barndommen. Det gav ham drivkræften til opnå det liv, som han altid havde drømt om.

Pladsen var trang i det lille barndomshjem

Svedperlerne er allerede begyndt at vandre rundt på kroppen. På en række står Markus og hans søskende. Hovedet er bukket, for det borende blik fra deres far rammer lige så hårdt som næverne. De svedige hænder hænger langs siden af kroppen, som de er instrueret i. Uanset hvad skal de blive der. 

– Hvem har taget pengene? Faren kigger med det blik, der altid har fået Markus til at stivne. 

Stilheden er larmende. Det første slag rammer hans storebror, og da han når til Markus, får slaget fra den store hånd det til at ringe for ørerne. Da alle har røde mærker på kinderne, begynder han forfra. Markus ved, at slagene bliver ved, indtil en af dem tager skylden.  

– Han sagde engang til mig, at jeg opførte mig som en engel, og sådan var der jo ingen, der var. Og så blev jeg straffet, fortæller 48-årige Markus Grigo.

Læs også: Bagedyst- fadæse: Deltager glemte at tænde sin ovn 

Omdrejningspunktet for Markus’ opvækst var lejligheden i tyske Oberdreis, hvor han voksede op med sine fem søskende og sine forældre. Faren var en høj, flot mand med sort hår, der brugte de fleste vågne timer med at arbejde med skovbrug.  

Pladsen var trang med de mange børn, og aftensmaden skulle hurtigt på bordet og bestod ofte af friturestegte fiskefingre og schnitzel, så Markus Grigos gastronomiske talenter opstod ikke i barndomshjemmet. 

Til gengæld forsvandt Markus ind i sin egen verden, når et tysk madlavningsprogram rullede over skærmen. Her var fascinationen af de smukt anrettede portioner stor, og allerede som 7-årig var Markus fastbesluttet på, at han skulle være kok. 

Tæsk ud af det blå

Men drømmen om den høje, hvide kokkehue i en fashionabel restaurant stod i skærende kontrast til hverdagen, hvor utryghed og frygt prægede hans barndom. I skolen blev der ofte råbt øgenavne efter den lille, spinkle dreng, og slag og spark var ikke usædvanligt i skolegården. 

– Jeg kan huske en dag, hvor jeg blev passet op af en flok drenge. Den ene dreng var min nabo, og jeg betragtede ham som min ven, men det var han ikke den dag. En dreng i flokken slog mig, så jeg begyndte at græde. Ikke på grund af smerte, men fordi jeg blev så rasende. Jeg følte mig svigtet af min ven, og selv om det er mange år siden, har jeg ikke kunnet tilgive det, fortæller Markus, der ofte ikke vidste, hvad der ventede ham, når han åbnede døren til familiens lejlighed. 

– Tæskene var ikke kun, hvis min far mistænkte os for at have gjort noget galt. Det kunne sagtens komme ud af det blå. Min far var ikke alkoholiker, men når han drak snaps, så kom hans onde side virkelig frem. Han havde en pind, han altid slog med. Men det kunne også være med knytnæver, sko, og hvad der ellers var inde for rækkevidde, fortæller Markus, der også husker gode stunder med sin far. Når han tog sønnerne med ud og spille fodbold, og da han en dag marcherede op til Markus’ skole og gav en lærer en verbal lussing, fordi han havde givet sønnen en lussing i en time. 

Læs også: Annemettes lækre kager

Men hjemme i lejligheden var det svært at hamle op med den stærke far. Når slagene haglede ned over Markus og hans søskende, prøvede hans mor flere gange at stoppe volden. Markus kunne høre hendes desperate gråd, men hjemme var det faren, der bestemte, og frygten fulgte Markus som en sort skygge op igennem hans barndom. Når ferierne endelig kom, blev alle søskende sendt på feriekoloni i seks uger flere hundrede kilometer fra barndomshjemmet. Ofte havde de hjemve den første uge, men selv om der var et brændende ønske om at komme hjem, skete det ikke. Og derefter accepterede alle søskende deres betingelser og fik et tiltrængt frirum fra utrygheden derhjemme. 

Drømmmen om den hvide kokkehue holdt mig oppe

Drømmen om den hvide kokkehue holdt ham oppe, og mens volden fortsatte op gennem barndommen, så han frem til den dag, hvor han kunne forlade skolen og komme i lære. 

Det skete allerede som 15-årig, hvor skolebøgerne blev skiftet ud med en uddannelse som bager. Bagefter blev han uddannet kok, og lærepladsen blev en restaurant på en rasteplads, hvor arbejdsdagen bestod i at lave gullasch og vende bøffer. Så da han som 20-årig blev tilbudt en praktikplads på et hotel i London, slog han til. 

Læs også: Sukker og savl: Se Den store bagedyst med babyer

– Det var ikke en flugt væk fra min far. Jeg havde behov for at kigge fremad og lade fortiden være. Det var først senere, at jeg virkelig begyndte at reflektere over, hvad der egentlig var sket i min barndom, forklarer Markus, der oplevede et miljø i London, hvor han virkelig følte, at han passede ind. Ambitionerne var store, og Markus var fast besluttet på, at han ville være en af de bedste i sit fag. I London blomstrerede forelskelsen til en dansk kvinde, og sammen med hende flyttede han til Danmark. Men forholdet holdt ikke, og senere mødte han en anden dansk kvinde, han blev gift med.

De følgende år arbejdede Markus hårdt. Maden blev skiftet ud med kager, og han blev en af de første dessertkokke i Danmark. Men mens karrieren begyndte at tage fat, så smuldrede forholdet til hans kone, som han havde fået to børn sammen med. 

LÆS HELE HISTORIEN I UDE OG HJEMMME NR.1