Søndag d. 3. februar 2013 - af Søren Johannesen, Foto: Polfoto
Min kidnappede datter kom hjem
Tårerne flød, da 32-årige Gemma fra England kort før nytår blev genforenet med sin seksårige datter, Atiya. I tre lange år var Atiya som sunket i jorden. Hun blev kidnappet af sin pakistanske far på sin tre-års fødselsdag.

Uvisheden brændte som syre i hendes hjerte. I tre modbydelige år anede Gemma Wilkinson ikke, om hendes elskede lille datter var død eller levende. Den lille pige med de kønne brune øjne var som sunket i jorden, efter hendes far den 7. november 2009 tog af sted med hende på hendes tre-års fødselsdag. Det skulle have været en udflugt i nogle timer. Men lille Atiya kom aldrig hjem den dag.
Faderen fængslet
Da det gik op for Gemma, at Atiya var blevet fløjet ud af landet, blev hun rædselsslagen. Hun ringede til Razwan, som lovede hende, at der blot var tale om en lille ferie, og at Atiya ville komme tilbage til England sammen med sin bedstemor den 16. november. Da bedstemoderen ankom som planlagt, havde hun dog ikke Atiya med.
LÆS OGSÅ: Charlottes mand forsvandt sporløst
Så lovede Razwan, at han selv ville tage Atiya med hjem, men heller ikke han havde pigen med, da han landede i Manchester den 20. november. Nu påstod han pludselig, at pigen var blevet overladt til en mystisk Mr. Khan, som imidlertid hurtigt viste sig slet ikke at eksistere.
Kontaktede myndighederne
Ude af sig selv af frygt kontaktede Gemma politiet, og Razwan blev arresteret. I juni 2010 blev han idømt fængsel for at nægte at afsløre, hvad han havde gjort ved Atiya. Fængselsstraffen blev senere forlænget fire gange - og Razwan sidder således fortsat fængslet i England, indtil videre til april i år.
I mellemtiden gjorde Gemma alt for selv at lokalisere sin datter. De pakistanske myndigheder, som arbejdede tæt sammen med deres britiske kolleger, offentliggjorde billedet, og så kom der pludselig et gennembrud.
Skjult i landsby
En af Atiyas onkler i Pakistan fik dårlig samvittighed, og mod familiens vilje gik han til myndighederne med sin viden. Det viste sig, at Atiya blev holdt skjult hos nogle af Razwans slægtninge i landsbyen Daska i Punjab-provinsen i det østlige Pakistan. Politiet satte huset under bevogtning, og da familien indså, at spillet var ude, valgte de at samarbejde.
Juledag blev Atiya overgivet til de pakistanske myndigheder, som straks fotograferede hende og sendte billederne til Gemma.
- Jeg kan slet ikke beskrive mine følelser, da jeg så billederne. Det var den største julegave, jeg nogensinde har fået, fortæller Gemma.
LÆS OGSÅ: Hannah får sin datter hjem