Nu tør jeg leve livet

Siden sin barndom har Birgitte Andersen lidt af tvangshandlinger. Det blev kæresten Christian, der gav Birgitte modet til at slippe de indre dæmoner.

Gregers Kirdorf

Birgitte Andersen sidder mageligt tilbagelænet i sofaen med benene oppe under sig og smiler. Hun fortæller om sine drømme for fremtiden: Et godt arbejde, ægteskab og børn, eget hus og bil i garagen. Drømme som for mange af hendes jævnaldrende allerede er gået i opfyldelse, men som den kønne 26-årige pige fra Tvingstrup ved Horsens i Østjylland først det sidste års tid har turdet begynde at drømme om selv.

Læs også: Nu tør Heidi elske Claus

For i mange år blev Birgittes tilværelse overskygget af sygdommen OCD, der besatte hende med tvangstanker og -handlinger, og gjorde hendes liv til ét langt mareridt.
- Jeg opbyggede et hav af regler og ritualer. F.eks. vaskede jeg hænder så ofte, at de blev fyldt med sår, og jeg skulle sige de samme ting igen og igen, indtil de lød rigtigt for mig, fortæller Birgitte. Hun kunne drive både sig selv og sine omgivelser til vanvid, når hun stod og hev i sin hoveddør for 117. gang for låst eller stod som forstenet i en halv time og stirret på sit komfur
- For sæt det nu ikke var slukket.

Hårdt for Christian
Birgitte mener selv, at nogle oplevelser i hendes tidlige barndom kan have sat skub i tvangstankerne. - Da jeg var fire år, blev mine forældre skilt, og jeg flyttede sammen med min far. Jeg var hunderæd for at miste ham, så jeg lavede en aftale med mig selv om, at jeg skulle sige godnat, indtil det lød på den helt rigtige måde. Ofte kunne jeg sige det flere hundrede gange, inden det lykkedes mig at falde i søvn

Læs også: Talte aldrig om tvangstanker

Også Birgittes kæreste gennem de sidste syv år, Christian Vad Pedersen, 32, var dybt påvirket af Birgittes sygdom.
-Jeg fik ham en gang til at køre fra Juelsminde, hvor vi var i sommerhus, og til Hørning, hvor vi boede dengang, for at tjekke, at komfuret var slukket, selv om jeg selvfølgelig selv havde kontrolleret det mindst 117 gange, inden vi tog af sted, siger Birgitte. På grund af sin sygdom har Birgitte aldrig fået en uddannelse. Hun er til gengæld i tidens løb begyndt på utallige.

- Jeg begyndte som bygningsmaler, men måtte stoppe, fordi jeg fik en panisk angst for at få en nål i mig og få hiv, fortæller Birgitte, der også nåede at kaste sig ud i bager, slagter, catering og klinikassistentuddannelsen, inden hun opgav. Det østjyske par indrømmer, at det er et under, at de stadig er sammen.

Læs også: Endelig rask

Men kærligheden var stærkere og ville det anderledes. Det hele kulminerede i et angstanfald og en depression, hvor Birgitte bare græd og græd. - Jeg havde mest af alt lyst til at springe ud foran et tog og få det hele overstået. Havde Christian ikke været her, havde jeg været død nu, siger Birgitte.

Behandling hjalp
Hun lod sig endelig overtale til at henvende sig til lægen. Han gav hende noget beroligende medicin og henviste hende straks til et behandlingsforløb på Risskov Psykiatriske Hospital. Siden har Birgitte ikke mærket noget til sine indre dæmoner.. På rekordtid har hun efter endt behandling kunnet se sine drømme gå i opfyldelse.

Til juni er hun færdig med sin uddannelse i Matas i Odder, og her er hun lovet fast arbejde bagefter. I januar købte hun og Christian hus i Tvingstrup. Parret har i dag to biler i garagen, og for nogle måneder siden friede Christian til sin elskede. - Vi skal giftes den 1. maj, siger Birgitte og sender sin Christian et forelsket smil.
- Ja, nu mangler vi bare børnene, siger Christian. - De skal nok komme. Nu kan jeg klare alt, lover Birgitte.