Omgivelserne forstod ikke Tina: Jeg forelskede mig i hans gode hjerte

43-årige Tina passede bare sit arbejde på et genoptræningscenter, da hun mødte Richardt. En 15 år ældre mand, som havde været hjemløs det meste af sit liv. Og som nu manglede et ben. I begyndelsen hjalp hun ham bare med piller og forbindinger. Men da de senere mødtes, fandt hun ud af, at han havde et helt særligt hjerte og en helt utrolig historie.

Tina nærmest kastede bilen ind på den første ledige plads. Parkeringen var hverken særlig elegant eller lovlig, men hun skulle bare ind på Rigshospitalet hurtigst muligt. Ind til Richardt. Han havde ringet og bedt hende komme og være med til en lægesamtale, som han netop var blevet indkaldt til.

Tina frygtede det værste, da hun med bankende hjerte trykkede på knappen til elevatoren. I de sidste par måneder havde Richardt haft det ekstremt dårligt, efter han også havde fået amputeret sit andet ben.

En aften havde hun virkelig frygtet at miste ham. Og hvis der var noget, som 43-årige Tina Broholm ikke kunne klare, så var det at miste Richardt. Ikke nu, hvor hun endelig havde fundet kærligheden efter seks år som enlig mor.

En overraskelse

Da Tina stakåndet åbnede døren til Richardts stue, blev hun mere overrasket end chokeret. I sengen sad 58-årige Richardt i sit pæneste tøj, og hele rummet var nydeligt ryddet op. Tina var forvirret. Og hun blev ikke mindre forvirret, da Richardt straks efter beklagede sig over, at han havde ondt i maven og ringede efter hjælp for at komme over i sin bækkenstol. Normalt klarede han den slags selv, men nu marcherede intet mindre end fire sygeplejersker ind på stuen for at hejse ham op i liften.

Tina, som selv er social- og sundhedsassistent, kiggede mistænksomt på de fire sygeplejersker, som vimsede så underligt rundt.

– Jeg tænkte: De har jo slet ikke styr på det. Skal jeg mon hjælpe dem, siger Tina, som blev kommanderet hen på en stol i hjørnet.

Her sad hun og kiggede uforstående ned på gulvet, da en sygeplejerske med en hurtig bevægelse smed en dyne for hendes fødder.

Så skete det: Richardt blev sænket ned på dynen.

– Vil du gifte dig med mig?

Tina var ikke målløs. Tværtimod.

– Så hold dog op, din idiot, var de første ord, der kom ud af hendes mund.

Et bevægende øjeblik

Men så kom tårerne. Var der noget, Tina virkelig var med på, så var det at blive Richardts kone. Hun havde bare aldrig troet, det ville ske, for hun havde altid sagt: Hvis du vil giftes, skal du ned på knæ. Af gode grunde var det jo en position, som ikke længere var mulig for Richardt. Men er man forelsket nok, er alt som bekendt muligt.

I flere dage havde Richardt nøje planlagt frieriet i tæt samarbejde med sygeplejerskerne. De havde sørget for både kage og blomster, og nogle af dem havde ligefrem taget champagneglas og oldemors dækkeservietter med hjemmefra. Nu sørgede de også for tårer, mens Richardt nede fra dynen kiggede op på Tina.

Det var et bevægende øjeblik, da Tina sagde ja til Richardt. Deres historie er nemlig beviset på, at det aldrig er for sent at få et lykkeligt liv. Selv når alt håb tilsyneladende er ude, kan kærligheden ændre alt.

Taget ved næsen

Kun et halvt år inden var Richardt godt i gang med at ramme bunden og miste modet. Det var, mens han var indlagt på et genoptræningscenter i København, efter han havde fået amputeret sit ene ben på grund af diabetes.

– På det tidspunkt havde jeg fuldstændig opgivet at møde en kvinde. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at nogen gad de rester, der var tilbage af mig, husker Richardt, som også tydeligt husker, hvordan en ny social- og sundhedsassistent-elev på afdelingen blev sendt ned til ham en dag.

Inderst inde vidste han nok godt, hvorfor det lige var eleven, der skulle ind til ham: De andre kunne ikke holde ham ud.

Det var sandt nok. Og det var der ikke noget at sige til. Richardt, som havde været hjemløs det meste af sit liv, var både grov og sarkastisk i sin mund. Hans humor var kulsort. Og hans humør havde samme farve i den periode.

Det var Tina, der var eleven. Og hende, der forsigtigt vovede sig ind til Richardt. Han levede med det samme op til sit sarkastiske ry, da han bildte hende ind, at han kun kunne sluge piller sammen med smuldret rugbrød. Først da Tina sirligt havde smuldret rugbrødet i en skål, mens Richardt grinede hæst, forstod hun, at hun var blevet taget ved næsen.

Livet på landevejene

Men Tina begyndte også at forstå noget andet. Hun begyndte at forstå Richardt.

– En dag viste han mig et digt, han havde skrevet om sit liv. Det betød så meget, at han viste mig den tillid, siger Tina, som læste hvert et ord i det lange digt, som både handlede om Richardts barske barndom og hans hårde liv på landevejen.

De to begyndte at tale godt sammen på Tinas vagter. Jo mere, hun lyttede, jo mere forstod hun, hvor meget Richardt havde været igennem. Han fortalte hende det hele: Hvordan han var flygtet fra sin far som barn. Og hvordan han som voksen var stukket af fra sine egne to børn og deres mor, fordi han var bange for selv at svigte som far.

Han fortalte også om det frie liv på landevejene, hvor han sov ude både sommer og vinter. Og om hvordan han om vinteren kom igennem nætterne ved at varme en sten på primussen, pakke den ind i et par håndklæder for at lægge den i sin sovepose. Historierne væltede ud af Richardt, og samtidig lyttede han til Tina, som ingen mand havde gjort før.

– Jeg fik virkelig øjnene op for Richardts gode hjerte. Det kunne godt være, han manglede et ben, men han havde noget, som ingen andre mænd havde. Og så havde han den fedeste humor, smiler Tina, som selvfølgelig sørgede for at holde ham lidt på afstand.

Man tager ikke beboerne helt ind, når man er social- og sundhedsassistent. Og man forelsker sig da slet ikke i dem.

Ser lyst på fremtiden

Det var først, efter Richardt var blevet udskrevet, og hun selv var stoppet i praktik, at hun godkendte den venneanmodning, han sendte hende på Facebook. Hun gik også med til at mødes med ham og nogle venner en aften.

Tina og Richardts samtaler blev bare bedre og bedre, og da de udvekslede deres første kys, kunne Tina godt mærke det: Hun var ramt.

Godt nok forsøgte hun at ryste Richardt af sig i begyndelsen. Hendes omgangskreds var chokeret over, at hun var blevet kæreste med en tidligere hjemløs, der ovenikøbet manglede et ben, og Tina tænkte en tid, at de nok havde ret: Det var nok bedst at gøre det forbi.

– Jeg tænkte: Hvad er det, jeg går ind til? Han er jo en syg, ældre mand. Hvordan skal vores fremtid se ud? Så jeg stak af. Men kun indtil næste dag. Jeg elskede ham jo, siger Tina, som ser lyst på fremtiden med Richardt, selv om han har diabetes, nyresvigt og er bypass-opereret. Og selv om han for et par måneder siden fik sat sit andet ben af.

Stegeben i gryden

Men kærligheden sidder ikke i benene. Og sygdommene holder ikke parret tilbage.

Tina nød hvert øjeblik, da Richardt i sommer tog hende med ud på Amager Fælled, hvor de tændte et bål og tilberedte stegeben i en stor gryde med masser af grøntsager og et skvæt øl.

– Jeg kiggede ned i gryden og tænkte: ”Det der er ikke lige mig”. Men det smagte fantastisk. Hvis der er noget, Richardt kan, er det at lave mad i naturen. Og når der kom folk forbi, inviterede ham dem over, og så fik de også lige en smagsprøve. Så sad vi der og snakkede. Det var simpelthen så hyggeligt, siger Tina, som to gange også har været med Richardt ude med avisen Hus Forbi, der især bliver solgt af hjemløse.

For første gang i sit liv prøvede hun at være et af de mennesker på gaden, som de fleste bare går forbi. Oplevelsen satte sig dybt i hende.

– Der var ikke mange, der kiggede mig i øjnene. For de fleste var jeg usynlig, og det kunne jeg ikke lide. Alle burde prøve det en dag. Hvordan det er at være den laveste i samfundet, siger Tina, mens Richardt retter sig op i stolen og rømmer sig:

– Jeg er stolt af at stå og sælge Hus Forbi. Jeg lægger slet ikke mærke til, at folk kigger den anden vej. Jeg elsker bare at komme ud og møde nye mennesker, smiler han.

Først nu elsker jeg

At være på gaden er Richardts hjemmebane. Da han for halvandet år siden fik sin egen lejlighed, styrtede han ud, så snart han åbnede øjnene om morgenen. Og han kom først hjem, når han var træt nok til at sove.

– Det var så klaustrofobisk for mig at være indenfor, siger Richardt, som dog har fået en anden opfattelse af ordet hjem, efter han har mødt Tina.

De to er netop ved at skabe et hjem sammen i en handicapvenlig bolig i Tårnby. Selv om ingen af dem ejede ret mange møbler, og de ikke havde penge til en tur i Ikea, er der allerede rart og hyggeligt. Hvis der er noget, de to er gode til sammen, så er det at få meget ud af lidt. De har byttet sig til flere ting på en genbrugscentral, sofaen har de fået af noget familie, og sofabordet har de arvet fra en overbo.

Og Richardt nyder faktisk at sidde på sofaen ved sofabordet. For første gang i sit liv har han ikke lyst til at stikke af.

– Det er Tinas skyld. Uden tvivl. Hun er simpelthen så fantastisk og så god mod alle mennesker. I min barndom lærte jeg aldrig, hvad kærlighed er, og i hele mit liv har jeg haft et hav af kvinder. Men jeg har nok ikke elsket før nu.

I dag arbejder Tina i hjemmeplejen på Amager, og Richardt planlægger snart at være på gaden igen for at sælge Hus Forbi.