Peters jul med Merle

Peter Qvortrup Geisling glæder sig til første jul med datteren Merle.

For første gang skal Peter Qvortrup Geisling og veninden Christina Maria Jensen holde jul sammen, og parret glæder sig. For det er også første jul sammen med deres lille datter Merle, der kom til verden den 19. oktober i år.

- Det bliver en fuldstændig fantastisk jul i år. Alle de rigtige mennesker er samlet, fastslår Ude og Hjemmes brevkasseredaktør, hvis højeste juleønske er at give sin datter en tryg aften.
- Merle skal have en stille og rolig aften med masser af tryghed og en duft af jul. Og så skal de voksne hygge sig sammen med god mad, siger Peter Qvortrup Geisling, der også skal være sammen med sin søster, hendes mand og niecen Liva.

Christinas forældre kommer også til København i år for at fejre juleaftenen med parret og barnebarnet, og det samme gør Christinas mormor, der står for desserten.
- Min mormor laver verdens bedste risalamande - og Peters søster kommer også med en skål, som garanteret er tæt på at være lige så god som min mormors, fortæller Christina.

Tidligere har Peter og Christina haft den tradition, at de købte mandelgaven til hinandens familier, så ingen vidste, hvad der gemte sig i den. Men i år køber Christina mandelgaven til sin veninde Sarahs familie - og hun køber så en til dem.

- I år bliver der sikkert rigtig mange gaver. Men selv om det er børnenes jul, så mon ikke også, at der sniger sig et par gaver ind til de voksne, siger Christina med et smil.

Læs også: Søster redder min jul