Prinsens hest var ikke hvid

Hestepigen Majken annoncerede efter en privat ridelærer. Og selv om det ikke var kærlighed ved første blik, viste Niels sig at være prinsen. Hesten var bare ikke hvid.

Foto: Jesper Christensen

Majken Borgstrøm Fix annoncerede i sommeren 2001 sammen med en veninde efter en privat ridelærer. De to veninder fra Esbjerg havde begge egen hest og ville gerne have noget professionel undervisning.

- Vores heste stod i en privat stald, så vi kunne ikke bare melde os på et hold, ligesom på en rideskole. Derfor blev vi enige om at købe os til en undervisningstime hver uge, forklarer Majken. En annonce blev forfattet og lagt ud på internet-sitet Hestenettet - og den så Niels Mundt-Petersen.

Den tidligere staldmester, rideskoleleder og berider arbejdede nu som lokomotivfører. Men helt kunne han ikke slippe hestene - og blandt andet tog han stadig rundt og underviste som privatlærer. Altså svarede han på Majkens og venindens annonce.

- Der var helt ærligt ikke noget med, at vi faldt for hinanden med et brag. Det var ikke kærlighed ved første blik, siger Majken og kigger på Niels med et glimt i øjet.

Ret lækker fyr
Parret er dog enige om, at der hele tiden var en "rigtig god kemi".

- Niels underviste mig og min veninde én gang om ugen i halvandet år, uden at der skete noget. Og da jeg flyttede min hest, Kassandra, til et sted, der lå længere væk, kunne Niels ikke længere undervise mig, siger Majken, 31.

Hun opdagede, at den flotte ridelærer ofte spøgte i hendes tanker, og hun ringede ofte til ham med mere eller mindre relevante spørgsmål omkring ridningens kunst.

- Jeg indrømmede det ikke en gang over for mig selv. Men jo, det var vel nok fordi, jeg gerne ville holde kontakten ved lige, siger Majken og griner.

- Desuden vidste jeg, at Niels selv havde tre heste og havde haft med heste at gøre, siden han var 18 år, så jeg stolede på ham, siger Majken. Da hun senere valgte at flytte sin hest til Tjæreborg, der ligger i tilpas nærhed af Niels' hjem i udkanten af Ribe, indvilgede han i at begynde at undervise hende igen.

- Der var stadig ikke noget "futtelihut" mellem os. Vi havde begge to andre kærester - og man skal jo opføre sig ordentligt, siger Niels, 41. Der kom dog et vendepunkt, hvor de begge to måtte indse, at der måske var en grund til, at de ikke havde kunnet slippe kontakten i de tre år, der var gået, siden de mødte hinaden første gang.

- Jeg skulle have Kassandras føl til følskue, og jeg måtte ikke selv køre med hestetrailer. Derfor spurgte jeg Niels, om han ville være min chauffør, siger Majken. Det ville Niels hellere end gerne - og på turen fra Tjæreborg til Fredericia skete det endelig.

- Jamen det er svært at forklare. Pludselig så jeg på ham med helt nye øjne. Jeg havde hele tiden syntes, at Niels er et rigtig rart og behageligt menneske. Nu kunne jeg pludselig også se, at han er en ret lækker fyr, siger Majken med et smil. Niels havde det på nøjagtigt samme måde.

- Jeg havde ikke før været opmærksom på, hvor dejligt et smil, Majken har, hvor tit hun griner, og hvor blå hendes øjne er. Jeg blev kort sagt bare smaskforelsket den dag, siger Niels.

Akavet kys
Trods erkendelsen af den spirende forelskelse kastede parret sig ikke i hinandens favn.

- Jeg boede faktisk sammen med en anden pige på det tidspunkt. Selv om forholdet længe havde været på vej ud i sandet, var der lige nogle ting, der skulle afklares. Desuden tog Majken på ferie i USA i 14 dage lige efter følskuet, siger Niels.

Han måtte vente med det første kys, til Majken kom hjem fra ferien. Men så mindede han hende også om, at hun skyldte ham et kys for turen til Fredericia.

- Det var midt i en undervisningstime, og jeg sad oppe på hesten. Heldigvis var vi alene i hallen. Det blev lidt akavet, da hesten begyndte at gå midt i kysset. Men fra den dag var vi kærester, siger Majken. Hun fl yttede først ind hos Niels i februar 2005.

Sine to heste havde hun dog allerede installeret sammen med hans tre - og parret havde såmænd også købt et par heste sammen.

Den 1. april 2006 blev Majken og Niels gift, i juni 2008 kom Sebastian til verden, og i april i år fødte Majken lillesøster Klara. I mellemtiden har hun taget en uddannelse til ergoterapeut, mens han stadig arbejder som lokomotivfører for Arriva.

Kærligheden til hestene er også intakt. I parrets stald står der lige nu 10 fl otte eksemplarer af racen Dansk Oldenborg.

- Det var hestene, der bragte os sammen, og vi bruger stadig rigtig meget tid på dem. Vi avler og sælger - og rider, når vi har tid, siger Majken.