Sådan fandt jeg min biologiske mor

I Ude og Hjemme nummer 33 kan du læse om Vibekes møde med sin biologiske mor. Her fortæller hun, hvordan hun fandt hende

- Mit navn er Vibeke. Jeg er født den 7. juli for 32 år siden. Så ved du nok, hvem jeg er. Sådan indledte 34årige Vibeke Lund fra Haderslev brevet til sin biologiske mor, da hun for to år siden endelig havde fundet hendes adresse.

Det viste sig slet ikke at være så svært at få oplyst sin biologiske mors cpr-nummer og nuværende adresse, som Vibeke i mange år havde troet. Vibeke vidste, hvilket sogn hun var født i, og hun skrev derfor til folkeregisteret der og vedlagde en kopi af sin egen navneattest.

Få dage efter fik hun tilsendt en kopi af den oprindelige navneattest og på den kunne Vibeke for første gang læse sin mors navn: Lillian Pedersen, samt hendes cpr.nummer. Med moderens cpr-nummer i hånden kunne hun nu gå ned på sit lokale folkeregister-kontor og få oplyst, hvor hendes biologiske mor nu boede.

- Det var en meget speciel dag. Jeg kan huske at det regnede, og at jeg sad i min bil efter jeg havde været på folkeregisteret, og min krop rystede. Så spændt var jeg. Nu havde jeg hendes adresse, og hun boede ikke mere end 45 minutters kørsel fra os.

Men jeg turde ikke at opsøge hende, eller ringe til hende, for tænk nu, hvis hun ikke ville vide af mig, og tænk nu, hvis jeg kom og ødelagde hendes liv, husker Vibeke, der derfor besluttede sig for at skrive til sin mor i stedet.

Jeg har allerede en familie

I brevet skrev hun lidt mere om sig selv, hendes gode barndom, hendes mand og hendes børn. For at hendes biologiske mor, ikke skulle føle sig alt for presset, når hun modtog brevet, sørgede Vibeke for at gøre det klart, at hun ikke ledte efter en ny familie.

- Jeg var jo glad for den familie, jeg allerede havde. Min adoptivfamilie er dejlige mennesker, som har givet mig den bedst tænkelige barndom, men jeg har altid båret rundt på en masse spørgsmål om, hvem jeg var. Det eneste, jeg ønskede og håbede på, var derfor, at min biologiske mor kunne hjælpe mig med nogle svar, fortæller Vibeke

Og brevet blev godt modtaget. Vibekes biologiske mor 52årige Lillian, måtte sætte sig ned, og som hun læste, faldt en stor sten fra hendes hjerte. Endelig. I 32 år havde hun ventet og håbet på at hendes lille pige skulle finde hende. Hun tudbrølede, men tårerne var glædestårer.

- Ikke en dag var gået, uden at jeg havde tænkt på min datter. Hvor var hun? Havde hun det mon godt? Hvordan så hun mon ud? Kunne jeg mon gå forbi hende på gaden? Men jeg kunne ikke dele mine tanker med nogen, for kun mine forældre vidste, at jeg havde endnu en datter, fortæller Lillian

Hun havde været ganske ung, da hun fik Vibeke, og hendes forældre havde presset hende til at bortadoptere sin datter. Siden havde hun ikke selv turdet at søge efter Vibeke, for hun vidste jo ikke, om Vibeke overhovedet var klar over, at hun var adopteret. Derfor kunne hun heller ikke fortælle nogen om sin hemmelighed. Hvis hun fortalte om Vibeke til de børn hun siden havde født, ville de jo bare ønske at finde deres søster.