Sabrina er rugemor: Fødte naboens datter

Selv om Sabrina havde født to børn, var det en sorg for hende aldrig mere at skulle opleve en svulmende mave, for familien ville ikke have flere børn. Så da hun en dag talte med en nabo, der overvejede en rugemor, tøvede Sabrina ikke. Hun ville føde naboens barn.

– Vil du amme? spørger den aldrende jordemoder uden at kigge op fra computeren, hvor vandrejournalen skal udfyldes.

Sabrina sidder på Amager Hospital, som hun har gjort det to gange før, da hun var gravid med sine børn, men denne gang er det anderledes. Trods et spirende liv i maven er det ikke hendes mand, hun har ved sin side. Det er hendes kvindelige nabo.

– Nej, svarer Sabrina, mens hendes nabo tager over.

– Det vil jeg gerne, svarer naboen, mens øjnene på en jordmoderstuderende, der også er til stede, vokser.

– Hvad er farens cpr-nummer, spørger jordemoderen igen uden at kigge op.

– Det ved jeg faktisk ikke, siger Sabrina, mens hun kigger på sin nabo.

– Det er min mand, siger hun og giver hende de 10 cifre, mens den jordmoderstuderende nu ligner en, der har set et spøgelse.

Jordemoderen fortrækker ikke en mine over den tydeligvis specielle graviditet, men selv om det bliver mere og mere tydeligt, at Sabrina bærer sin nabos barn, bliver det på intet tidspunkt nævnt.

– Selv om det ikke var ulovligt, at jeg var rugemor for min nabo, så havde vi fået at vide, at sundhedsvæsnet ikke ville vide noget om det. De vidste simpelthen ikke, hvordan de skulle forholde sig til, at jeg fødte min nabos barn, fortæller 42-årige Sabrina Koch fra familiens hus på Amager i København.

Magisk graviditet

Med to børn havde Sabrina og hendes mand fået den familie, som de altid havde ønsket. Børnene var begyndt at blive store, og lettelsen over, at hverdagen ikke længere var fyldt med babygylp, søvnløse nætter og bleskift, var stor. Alligevel var det en sorg for Sabrina, at hun ikke længere skulle mærke følelsen af liv i sin mave.

– Jeg har altid elsket at være gravid. Jeg synes simpelthen, at det er magisk, men når man ikke skal have flere børn, så kan man jo heller ikke være gravid. Sådan tænkte jeg i hvert fald, fortæller Sabrina, der en aften sad sammen med nogle naboer og spiste.

Kvinderne rykkede sig sammen i løbet af aftenen og åbnede op for mere private emner, og Sabrina lyttede intenst, da en af naboerne fortalte, at de havde overvejet at tage til USA for at få en rugemor til at føde et barn til dem.

– Hvorfor bruger I ikke bare Sabrina? udbrød en af de andre kvinder.

En gevinst for begge parter

På få sekunder kunne Sabrina mærke det i maven. Det udefinerbare i, at noget føles rigtig, og da hun uden tøven sagde ja, kunne hun se tårer i naboens øjne.

– Egentlig var jeg slet ikke i tvivl. Her havde jeg muligheden for en sidste gang at være gravid samtidig med, at jeg kunne hjælpe et par med at få den familie, de gerne ville have. Der var jo en stor gevinst for os begge.

Sabrina snakkede det igennem med sin mand, der støttede hende, og 14 dage senere sad de over for nabo-parret og blev enige om, at det skulle blive en realitet.

Men hvad Sabrina troede ville gå hurtigt, viste sig at være en langsommelig proces. Det var ulovligt i Danmark at blive befrugtet som rugemor, så de valgte at tage til Grækenland.

Alverdens procedurer, retsgodkendelse og blanketter skulle udfyldes, og først et år senere kunne Sabrina og naboen endelig tage ned og blive insemineret. Sæden kom fra naboens mand, og ægget kom fra en donor. Men om det ville lykkedes første gang, var der ingen, der vidste.

Spillede med

Men allerede dagen efter var noget forandret. Da Sabrina skulle gå de få minutter hen til klinikken, føltes hendes krop tung som beton, og da hun var hjemme i Danmark igen, gik der ikke mange dage, før hun under et møde på sit arbejde måtte løbe ud til toilettet, da en galoperende kvalme ramte hende.

Kort tid efter fik hun svar på det, hun vidste i forvejen. Hun var gravid.

– Jeg var sindssygt glad på deres vegne. Det havde været en langsommelig proces, og jeg tror faktisk ikke, at jeg kunne gå igennem det hele igen, hvis det ikke var lykkedes første gang, forklarer Sabrina, der endnu en gang bragte tårer frem i naboparrets øjne, da hun gav dem den gode nyhed.

Som tiden gik, voksede Sabrinas mave. Folk ønskede hende tillykke med familieforøgelsen, og ofte snakkede hun folk efter munden.

– Vi havde aftalt, at folk, som vi skulle se efter graviditeten, skulle have at vide, hvordan tingene hang sammen, men ellers spillede jeg bare med på, at jeg var en vordende mor, smiler Sabrina, der gang på gang fik stillet det samme spørgsmål: Var hun nu sikker på, at hun ikke fik moderlige følelser for barnet?

Vil ikke vide noget

– Det er et naturligt og relevant spørgsmål, men jeg har hele tiden betragtet mig selv som en slags ovn, og selv om det kan være svært at vide, hvordan man reagerer, så var jeg overbevist om, at det ikke ville blive anderledes, fortæller Sabrina, der dog gruede for mødet med det danske sundhedsvæsen.

Da hun første gang gik ind ad døren hos sin læge, var det med uro i maven, men frygten forsvandt hurtigt. Lægen var begejstret for hendes medmenneskelighed, men da hun ringede til hospitalet for at høre, hvordan de forholdt sig til en rugemor, var svaret klart: Det ville de ikke vide noget om.

– Jeg synes bare, at det var mærkeligt, at det skulle ignoreres. Vi gjorde ikke noget forkert, men alligevel var det bedst, at vi ikke snakkede højt om det. Så vi følte hele tiden, at vi var en gråzone mellem at være kriminelle og lovlydige, forklarer Sabrina, der flere gange sad sammen med sin nabo til undersøgelser. De sagde ikke noget, og der blev ikke spurgt ind.

– Jeg tænker, at de bare troede, at vi var lesbiske, griner Sabrina, der endte med at være hovedperson, da rygtet om den særprægede graviditet blev spredt.

Et tæt forhold

På arbejdet fik hun fuld opbakning, og da hendes barsel var en realitet, brugte hun den sidste tid på at indstille sig på at føde.

– Min nabo og jeg gik nogle ture, sad på café og snakkede. Vi havde kun kendt hinanden perifært, da jeg sagde ja til at være rugemor, men vi endte med at lære hinanden rigtig godt at kende, fortæller Sabrina, der hver aften den sidste tid inden fødslen afspillede en lydfil med de vordende forældres stemmer for sin mave.

Den 5. marts 2018 gik Sabrina ind på hospitalet til sit planlagte kejsersnit med naboparret og sin mand ved sin side.

Spændingen i rummet var ikke til at tage fejl af, og da bedøvelsen begyndte at summe i Sabrinas krop, gik der ikke lang tid, før de hørte den lyd, som de havde ventet på i ni måneder. En gråd, der fik tårerne til at trille.

– Jeg havde på fornemmelsen, at jeg kunne høre hende græde, før hun kom ud af mig, fortæller Sabrina, der fødte en sund og rask pige.

Sabrinas nabo havde revet sin grønne dragt i stykker, og Agnes, som den lille pige blev kaldt, blev lagt på hendes bryst. Hun havde i tre uger forinden gået til akupunktur for at få mælkeproduktionen i gang, og da hun lagde det nyfødte barn til sit bryst, løb mælken til. 

Skubbe til loven

Det er snart et år siden, at Sabrina afleverede en lille pige til sine lykkelige naboer.

De to familier, der i begyndelsen kun kendte hinanden perifært, har igennem de mange måneder knyttet et stærkt bånd og deler både familiemiddage og større begivenheder med hinanden.  Sabrina har ikke et sekund fortrudt, at hun blev rugemor, men hun undrer sig over, at det ikke er muligt at blive befrugtet i Danmark.

– Det var ubehageligt, at man ikke kunne snakke højt om det. Før jeg blev gravid, kontaktede vi endda en advokat, der rådede os til at lade være med at nævne det. Men hvorfor? spørger Sabrina, der håber, at hun med sin historie kan være med til at skubbe til, at lovgivningen bliver lavet om.

I mellemtiden glæder hun sig over, at hun har været med til at give en familie en kæmpe gave.

– Agnes er en fantastisk sød pige, og når jeg ser på familien, er jeg så glad for, at jeg kunne være med til at fuldende den.

Naboparret vil ikke medvirke i artiklen og ønsker at være anonyme.