Signe var ulykkelig: Jeg følte mig ensom

Signe kunne ikke sove om natten. Hun var trist og ville ikke i skole. Hendes mor kæmpede længe for, at hendes datter skulle blive glad, men til sidst indså hun, at hun ikke kunne klare det alene. Derfor bad hun om hjælp – og det var en rigtig god idé.

Signes mor havde håbet, at hendes datter slap fri. At Signe måtte få lov til at vokse op og være en glad og ubekymret pige. Signe var nemlig kun 4 år, da forældrene blev skilt, og hendes mor, Vibeke Pihl, håbede derfor, at hun var for lille til at have erindringer om alt det svære. Og også for lille til at savne sin far.

I flere år efter skilsmissen var Signe da også en glad og sprudlende pige. Men da hun blev omkring 9 år, forsvandt smilet. Det var, som om Signe skulle anstrenge sig for at være glad.

Vibeke kunne tydeligt se det om eftermiddagen, når Signe kom hjem fra skole med triste øjne. Eller om morgenen, når hun sagde, at hun følte sig sløj, så hun var nødt til at blive hjemme. Eller om natten, når hun ikke kunne sove og grædende vækkede sin mor.

– Signe var bare ikke den glade Signe, som hun havde været engang, husker Vibeke og tænker tilbage på en tid, hvor hun kæmpede med en hverdag med fire små børn, et haltende parforhold til sine to yngste børns far og oven i det hele også sygdommen fibromyalgi, som tappede hende for kræfter.

Blev drillet i skolen

Den mest ubærlige smerte var dog at se på sin datter, der tydeligvis var ulykkelig.

Signes tilstand skyldtes flere ting. For det første tog det hårdt på hende, at hun stort set ikke havde kontakt til sin far, og i skolen havde hun det svært med kammeraterne. Signe er ikke særlig høj, og det er jo også en måde at stikke ud på.

– Det var næsten ikke til at holde ud, at hun blev drillet i skolen oven i det andet, hun kæmpede med, siger Vibeke, som gjorde, hvad hun kunne, for igen at se sin datter komme glad ind ad døren i hjemmet i Ribe.

Hun holdt møder med lærere, meldte Signe til fritidsinteresser og fik hende i en sorggruppe med andre børn. Men nogle ting kan en mor ikke redde. Uanset hvor meget Vibeke kæmpede, kunne det ikke fjerne det, som fyldte mest hos Signe.

– Jeg følte mig ensom, siger Signe, som i dag er 14 år. 

Vi skal have hjælp

Det er ikke ligefrem den letteste alder, og Signe har da stadig sit at kæmpe med.

Men smilet er ikke længere anstrengt, for i de seneste fire år er der kommet et menneske ind i Signes liv, som hun kan dele sine inderste tanker med. Og som hun kan grine med højt og længe.

Det menneske hedder Kristina. Hun er i dag 23 år og har fået en kæmpe betydning i Signes liv.

Det var Vibeke, som for fire år siden indså, at hun ikke kunne klare sin datters problemer alene. Hun bad om hjælp.

Hjælpen fik familien gennem Red Barnet Ungdom, som sørgede for, at Signe blev skrevet op til at få en ”Barnets Ven”.

Projektets idé er at træde til og hjælpe børn som Signe, der har brug for tryghed og gode oplevelser. Det sker ved at skabe kontakt med et ungt menneske, som har overskud og vilje til frivilligt at spille en rolle i barnets liv.

Læs også: 6-årige Victoria har levet hele sit liv i isolation: Afskåret fra omverdenen

Anspændt stemning

Det havde Kristina Rasmussen fra Esbjerg, som netop var begyndt på socialrådgiveruddannelsen.

– Som barn havde jeg selv haft en ”Barnets Ven”, så jeg vidste, at det virkelig kunne betyde noget. Og jeg følte, at jeg havde noget at give, og jeg ville gerne hjælpe, siger Kristina, som tydeligt husker, da hun første gang blev kørt hjem til Signe af to medarbejdere fra Red Barnet Ungdom.

– Jeg var simpelthen så nervøs. Det var jo et andet menneskes liv, jeg skulle ind i. Hvordan var hun? Og hvordan skulle det gå?

Det gik godt. Men det gik også stille og roligt. En dyb og fortrolig relation mellem to mennesker kan man ikke bygge op i hast.

For Signe og Kristina begyndte det med et forsigtigt ”hej” første gang, de stod over for hinanden. Så satte de sig ved spisebordet og kiggede smilende på hinanden hen over kaffen, saftevandet og småkagerne, mens medarbejderne fra Red Barnet Ungdom hjalp med at holde samtalen i gang.

– Det hele var lidt akavet. Signe og jeg vidste jo, at vi begge skulle sige: Ja, jeg vil gerne være en del af dit liv, smiler Kristina.

Dårlige kagebagere

Næste gang Signe og Kristina mødtes, var det uden ledsagere. Og den akavede stemning var også væk. Den forsvandt i hvert fald hurtigt, da de to sammen gik i køkkenet og bagte en chokoladekage. Især da de tog kagen ud af ovnen og i samme øjeblik fik noget at grine af.

Signe smiler stadig ved tanken.

– Den var ikke for køn. Og den smagte heller ikke særlig godt. Det skulle ellers forestille at være en nem kage. Men den var åbenbart ikke nem nok til os, som hun siger.

Humoren har de to unge tydeligvis tilfælles. De har også meget andet tilfælles. Kristina har selv haft sit at kæmpe med i barndommen, og samtidig kan hun udmærket huske, hvordan det var at være på Signes alder.

Men der gik alligevel noget tid, inden de begyndte at tale om det, der kan holde én vågen om natten. I begyndelsen nød de bare hinandens selskab, når de for eksempel lavede slim af barberskum, eller når de gik i biografen med fyldte slikposer.

– Der gik nok et halvt år, før Signe rigtig begyndte at åbne op. Jeg kan godt forstå, det tog noget tid, for hun havde jo været ude for svigt før, siger Kristina, som også har delt sine egne tanker og følelser med Signe. I hendes øjne skal fortrolighed gå begge veje.

Titlen forpligter

Der er ingen tvivl om, at det har været sundt for Signe at lette sit hjerte for Kristina. Man kan næsten se lettelsen på hende, når hun fortæller om det.

– Kristina er så god at snakke med, fordi hun er så rolig, og fordi hun kan vende rundt på tingene og gøre dem sjove. Jeg føler, at jeg kan dele næsten alt med hende, smiler Signe, som kalder Kristina sin storesøster, når nogen spørger, hvem hun er. For det er sådan, hun selv ser hende.

Kristina er godt klar over, at storesøster-titlen forpligter.

– Jeg skal ikke bare komme og være en del af hendes liv og så forsvinde igen, fordi jeg ikke lige har tid. Signe betyder rigtig meget for mig. Jeg ser bestemt ikke mig selv i det her projekt som en, der er hellig og gør en god gerning. Jeg gør det af ren og skær lyst, og jeg har ikke tænkt mig, at det skal stoppe, selv om der nok ikke var nogen af os, der havde regnet med, at det ville vare fire år, siger Kristina, som også har et rigtig godt forhold til resten af familien.

– Kristina er bare så supersød og let at have på besøg. Det har virkelig været godt for vores familie. Jeg er jo alene med fire børn, og så kan det være svært at give tid nok til alle. Kristina har gjort meget af det, som jeg selv gerne ville, men som jeg ikke havde muligheden for, siger Vibeke.

Et større menneske

Hun er taknemmelig over, at Red Barnet så hurtigt sørgede for en kontakt, da hun bad om hjælpen dengang for fire år siden.

– Jeg havde længe prøvet at klare det selv, men da jeg indså, at det her var mere, end jeg kunne klare, var det rart, at der blev taget hånd om tingene hurtigt. Jeg var virkelig presset til mit yderste.

I dag er presset lettet lidt. Vibeke er ved at lande igen efter en turbulent tid, men hun vil nødigt sige farvel til Kristina. Som mor har hun nemlig siddet på første række som tilskuer til den udvikling, Signe er gået igennem. Og hun har tydeligt set, hvordan Signe er vokset, selv om hun stadig er en lille pige rent fysisk.

– Hun er helt klart blevet større som menneske, og hun er altid glad, når hun har været sammen med Kristina.

Kristina er også vokset. Især midt på maven. Omkring nytår skal Kristina nemlig selv være mor, men det kommer ikke til at skubbe Signe ud. Man holder jo ikke op med at være storesøster, selv om man får en baby.