Soldaten Julie vender hjem til sin søn

Efter et halvt år som soldat i krigszonen i Afghanistan rejste Julie Ebak tilbage til familien Danmark. Hun var spændt på, om hendes søn Alexander på kun 21 måneder stadig kunne huske hende. Det kunne han - også i dén grad!

Julie Ebak var mørbanket af træthed, da flyet endelig landede i Karup Lufthavn. Bag hende lå et halvt år i Afghanistan og foran hende det vante og trygge familieliv. Det liv savnede hun.

Nu skulle hun genforenes med den søn, som nogen mente, hun svigtede, da hun valgte krigen i stedet for familien derhjemme.

Fulgte sine drømme

Julie har inviteret Ude og Hjemme indenfor i parcelhuset i Vodskov, hvor hun bor med sin mand René. Vi har fulgt den 32-årige kvinde, før hun tog af sted. Vi har fulgt hende nede i Afghanistan. Og nu også efter hendes krigsindsats i den livsfarlige Helmand-provins.

Hver gang har hun insisteret på, at det er forsvarligt at rejse fra et lille barn et halvt år for at følge sine drømme. At hun har svigtet sit barn og sit kald som mor, ryster hun på hovedet af.

- Folk må mene, hvad de vil. Men jeg ved, at Alexander har haft det godt, mens jeg har været væk. Han har været alene med sin far, der har taget sig godt af ham. Han har udviklet sig fint og ikke vist tegn på, at han manglede noget. Men selvfølgelig har jeg som mor været bekymret for, om han glemte mig eller savnede mig alt for meget, fortæller Julie.

LÆS OGSÅ: Julies svære farvel til Alexander

Huskede sin mor

Genforeningen hos Julies forældre i Randers forleden manede al uro i jorden. Alexander havde ikke glemt sin mor. Da Julie stod foran hoveddøren, kunne hun høre derindefra, at de voksne snakkede med Alexander om, at "nu var mor kommet hjem igen".

- Så kunne jeg jo høre ham siger "moar". Da jeg stod foran ham, var han først lidt tilbageholdende. Han skulle lige se mig an nogle få sekunder. Men så kom han op til mig og - ja, der har kørt fortrinligt lige siden, fortæller Julie.

Det kan René kun give sin kone ret i. For mens han har været omdrejningspunktet for deres søn liv det sidste halve år, er han nu med et blevet degraderet til en plads længere ned i familiebussen.

- Nu er det kun mor, der dur. Han kan slet ikke bruge mig til noget mere. Det har været lidt af et skifte. Jeg skulle lige vænne mig til, at det er mor, mor og mor hele tiden, fortæller René.

42 har mistet livet

Både René og Julie er premiereløjtnanter ved Trænregimentet på Aalborg Kaserne. René har tidligere været udsendt. Derfor havde han også fuld forståelse for, at Julie også skulle af sted. Også selvom Helmand-provinsen er et af de absolut farligste steder at være udsendt.

42 danske soldater har mistet livet i dette ekstreme ørkenland, hvor taleban er en konstant trussel.

Julies job som delingsfører for en reparationsdeling har dog holdt hende i en forholdsvis sikker position bag murene på Camp Bastion. Men rejserne til den nærliggende Camp Price har hver gang rummet risikoen for angreb fra taleban og for at ramme de frygtede vejsidebomber, der har kostet flest soldater livet.

LÆS OGSÅ: Julies liv i krigszonen

Lejren kom under angreb

- Men jeg har faktisk aldrig følt mig bange dernede. Jo, lige dengang Camp Bastion blev udsat for et angreb. Det var meget voldsomt og påvirkede mange af os. Men ellers har jeg følt mig tryg - også når jeg skulle ud til Camp Price, fortæller Julie.

Hvor mærkeligt det end kan lyde, så ender livet i en krigszone som Helmand med at blive fyldt med vaskeægte hverdagsrutine og hygge. Banko på KFUMs soldatercafé hver uge. Kortspil og filmaftener. Gåture og besøg i andre lejre. Og fælles løbeture. Og for Julie det helt specielle - at holde kontakten med sin lille søn over computer og telefon.

Var aldrig alene

- Det har fungereret fint. Nogle gange var jeg dog mere interessant at snakke med end andre. Men ofte kom Alexander med en bog eller noget legetøj, jeg lige skulle se. Så viste han det til computeren, fortæller Julie, der prioriterede denne ugentlige kontakt til sin dreng helt i top.

Soldaterlivet var dog også hårdt. Soldaterne er stort set aldrig alene. Sover i telte med masser af andre. Selv i badet er der et mylder af folk. Sådan er det hver dag måned efter måned.

- Man finder sin måde at overleve på. Jeg var meget ovre os amerikanerne, som var virkelig søde mennesker. Og der snakkede vi aldrig job, når vi havde fri, fortæller Julie.