Fredag, 23. december 2022 - 12:00 - Af redaktionen. Foto: Privat.
Stor nisse-finale afgjort: Sofus er årets nisse
I syv uger har jeres søde nisse-billeder spredt glæde i Ude og Hjemme. Nu er konkurrencen slut, og årets nisse vinder 3.000 kr.

Den store nisse-finale er afgjort
Julen står for døren, og det vrimler med søde, forventningsfulde nisser rundt omkring i det ganske land. I syv uger har læsernes egne nisser spredt glæde både her i Ude og Hjemme og forhåbentlig også ude i stuerne hos læserne.
Få Ude og Hjemme leveret i postkassenLæs mere her
Nu er konkurrencen slut. Årets nisse er fundet, og vinderen er… lille Sofus!
Det er Simone Larsen fra Odense, der har sendt vinderbilledet ind, og som derved vinder hovedpræmien på 3.000 kr., som nok også kommer Sofus til gode.
Til lykke – og tak til alle I andre, der deltog i konkurrencen!

På billedet har lille Sofus fået lov at låne sin storebrors Tinka-nissehue, da familien var et smut forbi mormor og morfar. Sofus er en pilfinger, og et Ude og Hjemme er rigtig godt at pille i.
Herunder kan i se nogle af de andre kandidater, der var med i opløbet.
Galleri: Stor nisse-finale afgjort: Sofus er årets nisse


Vores lille nissepige Esther på 11 måneder oplever sin første jul i år. Da Esther blev født 10 uger før termin, vejede hun det samme som en liter sødmælk. Vores datter elsker duften af risengrød! Mon ikke at hun bliver lige så glad for at læse i Ude og Hjemme, som sin mor, mormor og oldemor? Den glædeligste jul til alle.
Indsendt af Esther, Lasse og Trine fra Nørre Alslev.


Julenissen David elsker hvid jul og har allerede fået sne, han kan lege i. Her gemmer han sig for nissehunden Molly.
Indsendt af Helle Juul Sørensen fra Sindal.


Nisserne Noam og Vega hygger med Gaio og Ude og Hjemme.
Indsendt af Alice Jacobsen fra Aalborg.


Til juleklippedag den 1. december i 6.a blev de søde nissebørn Daniel og Celina foreviget. De arbejder i den gode sags tjeneste med salg af julelodder for Børnehjælpsdagen. Forleden var de to også på Onsild Messe Julegavemarked og solgte 107 lodder.
Indsendt af Dorte Rask Laursen fra Hobro.


Nissehunden Aisja på tre et halvt år, læser om tip til at holde sig sund hen over julen i Ude og Hjemme.
Indsendt af Sara Lehmann Kubiak fra Odense.
Relaterede artikler