Sultan er vores helt

De troede han var lidt af en tøsedreng. Det var han ikke. Hunden Sultan reddede hele familien.

Foto: Jesper Kristensen

Gadekrydset Sultan har fået Ude og Hjemmes heltemedalje, fordi han mandag den 2. august tidligt om morgenen forhindrede en tragedie. Hele hans familien lå og sov trygt i deres hjem i landsbyen Vilstrup i Sønderjylland, og ingen anede uråd, før fem-årige Sultan fik vækket Birgitte Ottow. Hun opdagede hurtigt, at der var udbrudt brand på husets førstesal. Både Birgitte, hendes mand, Henrik, og parrets to børn, Josefine, ni, og Benjamin, 13, nåede uskadte ud. De fik også med brandfolkenes hjælp reddet det meste af deres indbo, men huset var ubeboeligt efter den voldsomme brand. En del af taget var væk, og hele første sal var udbrændt. Resten af huste var sod- og vandskadet.

Læs også: Danmarks sødeste hund

Kunne være indebrændt
- Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det kunne være gået, hvis Sultan ikke havde vækket mig. I værste fald var vi vel indebrændt, siger Birgitte.
Hun havde ellers for nylig tjekket alle røgalarmer, men de blev ikke aktiveret, fordi røgen steg opad.
I dag er familien genhuset og venter på, at deres eget hjem igen bliver beboeligt.
- Vi bor til leje, men regner bestemt med, at ejeren vil sætte huset i stand. Vi har boet her i ni år og er meget glade for stedet, siger Birgitte.

Læs også: Reddede Nicolai fra isflage

En tøsedreng
Hun er stolt over Sultan, der er en blanding mellem en australsk dingo og en dansk rottweiler, for han er ellers lidt af en tøsedreng.
- Den morgen sprang han ud som vaskeægte helt, så han fortjener virkelig Ude og Hjemmes heltemedalje, siger Birgitte og lover at købe et stort kødben til familiens firbenede medlem for nogle af de 1.000 kr., der følger med medaljen.