Susanne voksede op som drengepige: I lære som kvinde

I skolen lagde Susanne arm med drengene og byttede bilkort. Hun gik til pistolskydning og drømte om at blive lastbilchauffør. Igennem hele sit liv har Susanne haft det bedst i arbejdstøj og værktøj i hånden. Men for et halvt år siden skete der noget, der fik Susanne til at ændre stil.

Susanne, der vil lære at være feminin

For tiden kæmper 50-årige Susanne Jensen med noget helt nyt ude i køkkenet i sit lille gule hus i Nakskov. Når hun skal tænde emhætten, kan hun ikke bare trykke på knappen, som hun plejer.

Hun må finde en teske, som hun kan bruge som forlænget finger. Skal hun åbne en dåse makrel, må hun også have fat i et hjælpemiddel i bestikskuffen, for hendes pegefinger kan ikke længere komme ind under den lille mentalåbner på låget.

Susanne har ikke fået en alvorlig sygdom. Susanne har fået lange, kunstige negle lakeret med sølv-glimmer. Der er selvfølgelig mange kvinder, der klarer sig fint i hverdagen med lange negle. Men det gør Susanne ikke, for hun har aldrig prøvet det før.

Hun har heller aldrig gået med smykker, og hendes nye armbånd generer hende forfærdeligt, hver gang hun sætter sig ved computeren.

Igennem hele sit liv har Susanne været en ægte drengepige. Sådan en, som havde det bedst iført arbejdstøj og med olie på hænderne. Og sådan en, der gik til pistolskydning, og som drømte om at køre lastbil.

– Min mor stoppede mig godt nok i fine hvide gamacher, da jeg var barn, men jeg gik direkte ud til æbletræet og klatrede rundt, så jeg kom hjem med forrevne og beskidte knæ, smiler Susanne.

Hun har inviteret mig indenfor, fordi hun gerne vil fortælle om den rejse, som hun har begivet sig ud på. En rejse, som er fuld af forhindringer, men som skal slutte med, at hun til sidst bliver en feminin kvinde både på det ydre og det indre.

Jeg vil gerne høre hendes historie, for sådan en rejse kender jeg ingen, der har taget før hende.

Læs også: Læge holdt svensk kvinde indespærret på ødegård

Skilte sig ud

Der findes ikke mange som Susanne. Allerede i skolen skilte hun sig ud.

– De andre i klasse syntes, jeg var mærkelig. Når pigerne stod ude på toilettet i frikvartererne og ordnede hår, sad jeg og lagde arm med drengene og byttede bilkort. Da vi skulle i praktik i 8. klasse, ville de andre piger til guldsmeden og damefrisøren. Jeg skulle til et dampskibsselskab og gå i kedeldragt, fortæller Susanne, som elskede at hjælpe sin far, når han lå derhjemme og svejsede biler, og da hun blev gammel nok, fik hun sin egen motorcykel.

Hun kunne ikke bare køre på den, hun kunne også reparere den, og når hun kørte på træf, fik hun anerkendende klap på skulderen af mændene.

Det kan godt være, de samtidig kiggede langt efter pigerne, der vimsede rundt i kjoler, men det var Susanne, de fagligt beundrede, og hun nød deres respekt, ligesom hun nød snakken med mændene.

– Jeg har altid haft flest mandlige venner, fordi mænd siger, hvad de mener. Det er ikke så kompliceret. Kvinder bliver mopsede og kører alle mulige spil. Jeg har svært ved at falde ind i en kvindegruppe, for jeg synes tit, det er nogle latterlige og overfladiske ting, de interesserer sig for. Jeg tror også, mange kvinder har været lidt bange for mig, fordi jeg sagde tingene ligeud.

Læs også: Kvinde finder sin mand efter 77 år

Jeg er til mænd

Susanne har derfor tilbragt rigtig meget tid med mænd, og da hun blev anlægsgartner, gik hun til jobbet på helt samme måde som sine mandlige kolleger. Hun havde ingen fine fornemmelser, hverken når hun skulle tisse bag en busk eller deltage i skurvognssnakken.

– Har du følt dig mere som en mand?

– Nej, det har jeg ikke. Jeg er en kvinde.

– Men har du så været tiltrukket af kvinder seksuelt?

– Overhovedet ikke. Jeg er til mænd, men jeg har nok taget initiativet lidt mere end de fleste andre kvinder, og det kan godt afskrække en del mænd. De vil jo gerne være dem, der bestemmer.

Susanne vil også gerne være den, der bestemmer, ligesom hun gerne vil være den, som får tingene gjort. Da hun stiftede familie, havde hun derfor travlt med både at passe de to børn, huset, jobbet og alt det praktiske, som når tagrenderne skulle renses, sommerdækkene skiftes og hækken klippes.

– De praktiske ting har altid interesseret mig, og jeg har altid været hurtig til at tage en beslutning og så handle på det. For mig har det været min identitet at udføre noget fysisk. Det var her, jeg fik min anerkendelse.

– Hvorfor har du været så maskulin?

– Jeg tror, det er, fordi jeg har oplevet så mange svage kvinder, der var underlagt deres mænd. Sådan en ville jeg ikke være. Jeg ville være handlekraftig, og jeg ville være stærk.

Kroppen sladrer

Susanne har været bomstærk, og egentligt havde hun det godt som drengepige. Eller mandekvinde. Men for et halvt år siden skete der noget mystisk. Susanne fik ondt i sin højre arm. Det blev værre og værre. Og til sidst kunne hun ikke engang løfte dynen om natten, og hun måtte løfte sin højre arm med den venstre.

– Jeg gik selvfølgelig til lægen, men der var ikke noget fysisk galt, siger Susanne, som altid har været et spirituelt menneske.

I de sidste 10 år har hun faktisk arbejdet som clairvoyant og healer i sin fritid, så hun begyndte derfor at lede efter en forklaring i den spirituelle verden. I dag er hun slet ikke i tvivl om, at hendes krop prøver at fortælle hende noget med den dårlige arm.

– Jeg tror på, at hvis vi får et fysisk symptom, så er det fordi vores krop prøver at fortælle os noget, siger Susanne og fremlægger sin teori om, at den venstre side er den feminine og den højre er den maskuline.

– Jeg har problemer med min højre arm, fordi jeg har overanstrengt min mandlige side. Derfor skal jeg nu udleve min feminine side, så der kan komme balance.

Læs også: Gravid kvinde stak kæresten ihjel

Svært at være sårbar

Susanne har nu kastet sig ud i en helt ny disciplin. Hun skal være en feminin kvinde, og det er ikke let.

– Alting tager jo tre gange så lang tid med de her negle, sukker Susanne og lader blikket glide ned ad den leopardplettede bluse, som hun har været ude og købe.

– Sådan en ville jeg aldrig have gået i før. Jeg har jo kun gået i sorte sweatshirts og arbejdsbukser.

Endnu er hun ikke kommet så langt, at hun er trukket i en kjole, men hun er begyndt at overveje at gå med dametaske i stedet for bare at proppe sine ting ned i bukselommerne.

– Jeg har nogle tasker, som jeg aldrig har brugt. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal bruge dem til, men jeg må jo finde et eller andet at putte ned i dem.

Det er ikke kun på det ydre, Susanne prøver at blive mere feminin. Hun øver sig også i at opføre sig og tænke som en kvinde, og det er næsten endnu sværere end de lange negle.

– Jeg tænker, det er feminint at være skrøbelig, men det har jeg det svært ved. Det er der jo ikke noget styrke i. Jeg har også svært ved at udtrykke mig som kvinde, siger Susanne, som dog oplever små feminine sejre undervejs.

Mændene kigger

For nylig måtte hun for eksempel lægge sig på sofaen, fordi hun havde feber. Imens klippede hendes kæreste hækken.

– Det ville jeg normalt selv have gjort, men det er jo feminint at tage imod og selv give slip. Nu gav jeg magten til ham, og det var stort, smiler Susanne, inden hun diskret tilføjer, at hun næste dag bemærkede, at hækken ikke ligefrem var snorlige, fordi kæresten havde klippet den i blæsevejr.

– Men jeg rettede ikke op på det.

Der er meget, som ikke er, som det plejer i Susannes liv lige nu. Selv når hun køber ind i Aldi, kan hun mærke, at noget er forandret. Hvor hun før ikke blev bemærket af mænd, når hun kom ind iført arbejdstøj og sikkerhedssko, kan hun se, at reaktionen er en anden, nu hvor hun træder ind med dinglende smykker og feminint tøj. Ikke mindst, da hun på et tidspunkt iførte sig en lidt nedringet skjorte.

– Jeg kan mærke, at mændene kigger, og den opmærksomhed er helt ny for mig. Men det er bestemt ikke derfor, jeg gør det, siger Susanne.

– Hvad siger din kæreste?

– Han synes det er noget pjat, for han kunne lide mig, som jeg var. Men jeg har selvfølgelig forklaret ham, hvorfor jeg gør det, og at det ikke handler om at få opmærksomhed fra andre mænd.

Susanne har givet sig selv lidt af en udfordring, men selv om hun har lyst til at flå plasticneglene af og iføre sig sit arbejdstøj, holder hun fast i den feminine stil.

– Jeg er nødt til det, for jeg kan allerede nu mærke, at det går lidt bedre med min arm. Men det er svært. For mig er det pinligt at være sårbar, og jeg føler også, jeg har afgivet noget magt.

Jeg har aldrig mødt en kvinde som Susanne. Hun skilte sig ud i skolen, og det gør hun stadig. Men jeg respekterer hende virkelig.

Susanne er nemlig en kvinde, som fikser ting i stedet for bare at lade stå til. Hun finder slagboremaskinen, når en hylde skal monteres på væggen, hun skifter dæk på bilen, og hun slår græsset. Men hun fikser også sit eget liv, når noget ikke er i balance.

Jeg ved ikke, om jeg er overbevist om, at hun har problemer med armen, fordi hun har overbelastet sin maskuline side. Men jeg tror på, at det er godt at tage ansvar og ændre sit liv, hvis noget går skævt. Også selv om det kan være svært.