Vi er taknemmelige, Danmark

Ude og Hjemme har mødt Grand Prix-vinderne ”A Friend in London, der fortæller om glædesrus på scenen, kys fra både mor og far og en urokkelig tro på, at Danmark vinder det europæiske Grand Prix.

Foto: Michael Bang/StarPress og Scanpix

"Og vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2011 er…" Det er lørdag aften. Klokken nærmer sig 22.45 og årets grand prix er meget tæt på kulminationen.

På scenen i Ballerup Super Arena er værterne Felix Smidt og Lise Rønne i fuld gang med at trække spændingen, inden de få sekunder senere, med ordene "Sang nummer 10", udløser den højdramatiske stemning - og med ét slag gør de fire drenge i "A Friend in London" til verdensstjerner i Danmark.

- Det var simpelthen så nervepirrende lige dér - lige inden vi fik at vide, at vi havde vundet. Jeg kan huske, at jeg samlede al den energi, jeg overhovedet havde i kroppen, mens jeg stod og trak vejret helt langsomt, knugede min lykkeamulet og bare håbede over alt på jorden, at det var vores navn, der blev råbt op., fortæller forsanger Tim Schou, da Ude og Hjemme møder fire meget trætte Melodi Grand Prixvindere dagen derpå.

Det var deres navn, der blev råbt op. Og selvom det var det, de havde håbet på - ja, de fire knægte siger gerne, at det alene var for at vinde, at de stillede op - så var det faktum, at de rent faktisk havde vundet, en noget overvældende oplevelse.

- Det er en hel vild fed fornemmelse. Men vi kunne næsten heller ikke rumme mere i kroppen. Det var blevet kørt helt vildt op og vi var blevet udråbt som favoritter. At vi så vinder, det er det bedste, man overhovedet kan forestille sig. Den naturlige glæde fik virkeligt frit løb. Jeg havde slet ikke kontrol over det, der skete i det sekund, at vi vandt. Det var en helt vild følelse, vi havde kroppen. Det var det vildeste kick, fortæller trommeslager Esben Svane, om det sekund hvor alle fire springer rundt på scenen i en ukontrolleret glædesrus.

Semifinalen var værst
Han fortæller, at det, på trods af glædesrusen, faktisk ikke var i finalen, de havde været mest nervøse. Det var semifinalen, hvor de stod overfor gruppen Le Freak, der sang nummeret "25 Hours a Day".

- Jeg tænkte, at hvis vi kunne tage dem, så vidste jeg godt, at vi ville vinde. Men det var sindssyg nervepirrende. Jeg turde sgu ikke kigge op, da det skulle afgøres hvem af os, der var gået i finalen. Det var den sang, der mindede mest om vores, samtidig med, at vi begge blevet udråbt som favoritter til at vinde.

De fire drenge er fulde af selvtillid. De er ikke bange for at sige, at deres mål er hele verden. De har allerede skabt sig et rimeligt solidt navn i Canada, som de på tirsdag rejser til for fjerde gang - blandt andet for anden gang at spille live i "Breakfast TV" - deres svar på "Go' Morgen Danmark".

- Vi har altid haft store armbevægelser og store mål. Derfor har vi også været lidt nervøse for at skulle stille op i Melodi Grand Prix. Vi har en bevidsthed om, at der er nogle mål, vi gerne vil nå, og det kan man kun nå på en måde. Hårdt arbejde og ved at tro på sig selv, siger Tim.

- Men vi er stadigvæk total nede på jorden. Det er ikke sådan, at vi tror, at vi er verdens største, fordi vi har vundet Melodi Grand Prix, siger han inden, Esben supplerer.

- Nej, vi er utrolig taknemmelig for den tiltro, som Danmark har vist os. Vi var lidt i tvivl om, om vi kunne tage den hjem. I Canada er de ret glade for os, fordi vi er et nicheband. Det vidste vi ikke om Danmark kunne se, fordi, vi ikke rigtigt er nået så bredt ud kommercielt, som vi gerne ville. Derfor er det også vildt fedt, at danskerne giver os den tillid, at vi får lov til at tage sangen til Düsseldorf. Det betyder virkelig meget for os, at vores hjemland tror på os.