Vi har aldrig fortrudt William

Rikke Poulin glædede sig til at blive mor for anden gang til en sund og rask dreng. I stedet for fik hun et barn med Downs syndrom, som hun på ingen måde ønskede at få med sig hjem. Det tog tid, før Rikke ærligt kunne svare,at hun elsker sin søn.

Vi bortadopterer ham, og så begynder jeg på arbejde på mandag.
35-årige Rikke Poulin fra Kolding er bundærlig, når hun fortæller om det følelsesmæssige kaos, hun helt uventet befandt sig i, da hun blev mor for anden gang.
- William var bare ikke det barn, jeg havde forventet, forklarer hun.

Læs også: Maria har Downs Syndrom

Kom i kuvøse

Sønnen William blev født 11 dage før termin. Fødslen gik hurtig og var en voldsom oplevelse. Han blev straks taget fra sin mor og lagt i en kuvøse på neonatal-afdelingen for at få ilt. Han vejede blot 2.410 gram. Selv fik Rikke det skidt kort efter fødslen, og der gik fem timer, før mor og baby blev forenet.

- Jeg husker, at jeg blev forskrækket over at se ham ligge i en kuvøse. Han var meget lille. Men jeg tænkte også, at vi var på et sygehus, så der var styr på det, fortæller Rikke, der fik lov til at få ham i sin favn, så hun kunne amme ham.

Læs også: Storm blev født med hjertefejl

Mistanke om Down Syndrom

- Da han lå i mine arme, tænkte jeg, at det hele nok skulle gå, fortæller hun. Kort efter krakelerede den tro. For en børnelæge, der rutinemæssigt skulle undersøge William, var mere end blot omhyggelig. Han var bekymret. Lægen fortalte, at han havde en mistanke om, at William måske havde Downs syndrom. En blodprøve ville give dem et endeligt svar.

- Jeg har været til nakkefoldsscanning under graviditeten, og alt så fint ud. Det kan bare ikke passe. Jeg skal ikke have et barn, der er mongol, udbrød Rikke chokeret, hvortil lægen blot konstaterede, at også kvinder, der er blevet screenet, får brystkræft.
- Som om det skulle være en trøst, siger Rikke i dag og ryster på hovedet.

Læs også: Fireårig uhelbredeligt syg

Følte sig alene

I det hele taget følte hun, at hun var ret alene om de følelser, der pludselig blussede op i hende. Familie og venner kom på barselsbesøg og så begejstret på den lille dreng, men Rikke var dybt ulykkelig og kunne slet ikke se det, de så. Hun syntes derimod, at deres bamser og lyseblåt babytøj var spild af penge - for hun ville ikke have sin søn med hjem. Rikkes mand, Steen, var lige så ked af det, men han accepterede alligevel hurtigere, at det var sådan, det var.

- Da jeg sagde til Steen, at jeg ønskede at bortadoptere vores dreng, afviste han det med det samme. Han ville have svært ved ikke at være en del af sit barns liv. Jeg kunne ikke forstå, at vi ikke var enige om det. Inden scanningen havde vi været enige om, at vi ikke ville have barnet, hvis der var noget galt, siger Rikke, der selv ikke kunne holde ud af være i nærheden af William.
 

Korps af eksperter

Efter 14 dages mere eller mindre isolation på sygehuset, blev de nybagte forældre sendt hjem. Steen var hjemme de første 14 dage, inden han skulle begynde på sit arbejde igen - og så blev Rikke alene om hverdagen, der blandt andet bestod af træning. Et korps af eksperter - blandt andre en fysioterapeut, en ergoterapeut og en småbørnskonsulent - forklarede og viste Rikke, hvordan hun skulle sørge for at lave øvelser med William på grund af hans mobile led.

- Når jeg ammede ham, trillede tårerne bare ned ad mine kinder. Han var en baby lige som alle andre babyer. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke længere frem - hvad når han er fire år, og hvad når han skal i skole? Kan vi blive i vores hus? Jeg kunne ikke bare tage en dag af gangen, fortæller Rikke.

Ville ikke vise ham frem

Hun havde heller ikke lyst til at gå tur med barnevognen og vise ham frem - men indvilgede, når Williams stolte storebror, Benjamin, gerne ville vise sin skønne lillebror frem.
- Jeg brød mig virkelig ikke om det. Hvis folk smilede til mig, tænkte jeg: "Ja, du skulle bare vide. Jeg har et barn, der er handikappet her nede i barnevognen", siger Rikke, der på et tidspunkt selv valgte at opsøge en psykolog, fordi hun havde det så svært.

I begyndelsen af hver eneste konsultation spurgte psykologen Rikke, om hun elskede William. De første gange kviede Rikke sig ved at indrømme, at hun ikke følte, at hun elskede William. Men hun vidste også, at det ikke nyttede at lyve.Langsomt fik Rikke rykket sig, så hun under de sidste besøg hos psykologen ærligt kunne svare: "Ja, nu elsker jeg William."

Manglende moderkærlighed

- En ubeskrivelig lettelse, kalder Rikke det, fordi hun konstant havde haft dårlig samvittighed over sin manglende moderkærlighed.

- Det var heller ikke fair over for William. Han havde ligesom nok at skulle kæmpe med. Men i dag elsker jeg jo William overalt på jorden. Han er så livsbekræftende, fordi han bare smiler og er en glad dreng. Jeg må altid sætte ekstra tid af, hvis jeg har William med ude at handle. For han kommer i snak med alle, smiler Rikke.

Mere rummelig

Hun kan mærke, at hun har udviklet sig, og at familien er blevet mere rummelig.
- Vi nyder livet mere nu, fastslår Rikke. Noget, Steen med et smil kun kan bekræfte. Han tvivlede aldrig på, at Rikke ville komme til at elske sit barn.
- Da jeg så, hvordan hun omsorgsfuldt lagde dynen over William og puttede ham på sygehuset, vidste jeg, at det hele nok skulle gå, siger han.