Dinna er kommet stærkt igen: Lå 200 døgn i koma

Det er juleaften 2016. Dinna har det som om, hun har fået tæv. Hovedet dunker, og appetitten er væk. Influenza havde vagtlægen sagt. Glimt af gavepapir, duften af and og glade stemmer flyder sammen i en grumset tåge. Det eneste, energien rækker til, er at krybe sammen og håbe, at feberen snart letter.

Men Dinna har ikke influenza. Det er værre. En sjælden sygdom er langsomt ved at tage livet af hende.

– Jeg var sjældent syg, så jeg vidste ikke, hvordan det føltes. Når lægen sagde, at det var influenza, troede vi på ham, fortæller 20-årige Dinna Jensen.

På bordet i lejligheden i Varde ligger eyeliner og lipgloss ved siden af mobilen, og det eneste, der afslører, at Dinna adskiller sig fra sine jævnaldrende, er et ar ved struben, hvor respiratoren trak vejret for hende i 200 dage, hvor ingen vidste, om hun igen ville slå øjnene op.

Alt var godt

Ungdomslivet havde givet Dinna en del udfordringer, og følelsen af at være uden for fællesskabet, da hun gik i folkeskole, fik hende til at flytte til en efterskole.

Den unge pige blomstrede op, venner blev en del af hverdagen, og da hun begyndte på uddannelsen til social- og sundhedsassistent og flyttede sammen med kæresten, følte hun, at livet viste sig fra sin bedste side.

Men i december 2016 begyndte klassiske influenzasymptomer at tvinge Dinna i knæ. Hun prøvede at finde energi til de mange julearrangementer, men feberen hærgede i kroppen. Det meste af julen lå Dinna på sofaen, og da 2016 blev til 2017, havde hun ikke fået det bedre. Da de opsøgte vagtlægen 1. januar og blev sendt til Esbjerg Sygehus, begyndte Dinnas mor at blive bekymret.

– På vej til hospitalet begyndte hun at opføre sig psykotisk. Hun var hysterisk og vidste ikke, hvor hun var, husker Marit Johannesen.

Lignede influenza

Marit var med, da datteren blev overført til Odense Universitetshospital dagen efter, men adskillige blodprøver kunne ikke afsløre, hvad Dinna fejlede. Hun fik det stadig dårligere, og da Marit efter søvnløse dage måtte hvile sig, gik der ikke lang tid, før hun blev vækket med en besked, hun aldrig vil glemme. Dinna var gået i koma.

– Jeg tænkte det værste, for på det tidspunkt anede de jo ikke, hvad hun fejlede, fortæller Marit.

Flere gange prøvede lægerne at vække Dinna, hver gang fik hun voldsomme trækninger, der mindede om et epileptisk anfald.

De første dage studerede Marit lægernes ansigtsudtryk, når de havde undersøgt Dinna. Frygten for, at hendes datter ikke ville vågne igen, var konstant, og det eneste, hun kunne gøre, var at være ved Dinnas side og holde håbet ved lige.

– Jeg følte mig magtesløs, for ingen kunne sige noget om hendes tilstand, fortæller Marit, der sygemeldte sig fra sit arbejde.

Et liv på standby

De første uger boede familien på det dyre patienthotel på hospitalet. Men pengene var små, så Marit og hendes mand måtte derefter køre hjem sent om aften og stå tidligt op for igen at tage turen til Odense. Livet var sat på standby. Hver dag sad Marit ved Dinnas side, masserede hendes fødder, holdt hende i hånden og fortalte hende om, hvad der skete i løbet af dagen.

– Jeg fortalte hende, hvis solen havde skinnet. Hvad vi havde fået at spise, og hvem der havde været og besøge hende. Jeg kunne mærke og se, at hun blev rolig, når hun hørte min stemme, fortæller Marit.

Efter lange dage med flere prøver og scanninger fik de endelig svar. Dinna var ramt af en sjælden sygdom, der betød, at hendes immunforsvar angreb hendes hjerne, hvilket havde givet hende hjernebetændelse. Trods den voldsomme besked bredte der sig alligevel en vis lettelse hos Marit og familien. Men om Dinna igen ville slå øjnene op, kunne ingen sige.

Hjertet stoppede

Vinteren skiftede over til forår, og da sommerens lunere temperaturer kunne mærkes, var der stadig ingen forandring hos Dinna. Omkring hende fortsatte livet. Hendes svigerinde blev gravid, og hendes anden svigerinde fødte, mens Dinna lå uvidende.

Flere gange var Marit vidne til, at hendes datters hjerte holdt op med at slå. Hun stod ved siden af, når mennesker i hvide kitler kom løbende ind på stuen og gav den unge pige hjertemassage.

– Min krop var i alarmberedskab hele tiden, for vi vidste aldrig, hvornår det blev kritisk, forklarer Marit, der sjældent forlod hospitalet. Tanken om, at der skete noget, mens hun var væk, kunne hun ikke bære.

Mens sommeren gik på hæld, begyndte Dinna at være stabil, og da lægerne atter ville vække hende, var det med svedige håndflader, at Marit fulgte med på sidelinjen. Langsomt skruede de ned for medicinen, og efter et stykke tid så Marit det, hun havde drømt om. Dinnas øjenlåg begyndte at tvinge sig selv fra hinanden.

Slog øjnene op

– Det var den vildeste oplevelse. Det var så lang tid siden, at vi havde set hendes øjne. I starten var det jo bare en lille sprække, der hurtigt lukkede sig igen, men det var fremskridt. Samtidig var vi bekymrede for, om hun ville være sig selv. Lægerne vidste på det tidspunkt ikke, om hun havde fået en skade på hjernen, fortæller Marit.

Den dag Dinna slog øjnene op, kunne hun hverken tale eller gå. Hun prøvede at bevæge sine læber. Først kom der ingen ord, men da de stillede hende nogle simple spørgsmål, kunne hun svare rigtigt. Hver dag trænede hun, og efter tre måneder blev hun endelig overflyttet til Hammel Neurocenter, hvor hun fortsatte kampen for at komme tilbage.

Et år efter de første symptomer kunne Dinna gå rundt om juletræet sammen med sin familie. Kørestolen stod i hjørnet, men den unge pige var fast besluttet på, at hun kunne gå selv.

– Hvis fysioterapeuten sagde, jeg skulle tage to skridt, tog jeg fem. Jeg prøvede bare at være i nuet, presse mig selv og lade være med at tænke for meget på fremtiden. For jeg anede jo ikke, hvor langt jeg kunne komme, fortæller Dinna.

Et mirakel

Selv om vejrtrækningen stadig er udfordret, fungerer hun i dag næsten som enhver anden ung pige. De mange, lange dage på hospitalet og på Hammel Neurocenter har bragt mor og datter endnu tættere sammen. Udfordringen er nu, at de skal lære at være adskilt.

– Jeg har det ikke så godt med at være alene, så min mor kommer her hver dag efter arbejde. Det skal nok ikke blive ved på den måde, men lige nu er det rart, fortæller Dinna, der godt kan få det dårligt, når hun tænker på, hvad hendes mor og resten af familien har været igennem.

– Hun har sat sit eget liv på standby for at være der for mig, og det er jeg taknemmelig for, siger Dinna, mens hendes mor ryster på hovedet.

– Det skal du ikke tænke på. Man vil gøre alt for sit barn, og jeg er så hamrende stolt af Dinna. Hun er jo et mirakel.