Døende mors rørende afskedsbrev

Det var nu, livet for alvor skulle nydes for Claire Wood. Hun havde fundet manden i sit liv, Barry, og sammen fik de for tre år siden - året efter deres bryllup - datteren Jessica. Livet tegnede godt for familien, der bor i kystbyen Southend-on-Sea i det sydlige England.

LÆS OGSÅ: Rørende brev fra donors familie

Men ak. For to år siden drev mørke skyer ind over Claires tilværelse, da hun fik stillet diagnosen brystkræft.

Ukuelig livsglæde

- Jeg var lige holdt op med at give min datter bryst, da jeg en dag opdagede, at der var noget galt. Mit højre bryst fik hurtigt sin normale størrelse igen, men mit venstre forblev dobbelt så stort. Min læge opdagede en knude under min ene arm, og tre uger senere afslørede en mammografi, at den var en del af en tumor, som stort set fyldte hele mit venstre bryst, skriver Claire i et åbent brev, som avisen Daily Mail netop har bragt.

Brevet er Claires hyldest til sin familie men også til de venner, der har støttet hende - og fortsat gør det - selv om både hun og de ved, at der ikke længere er noget håb for den 38-årige mor.

Brevet, som vi i denne artikel bringer uddrag fra, har vakt opsigt i England, fordi Claire med sin barske historie og sin ukuelige livsglæde og taknemmelighed virkelig får en til at værdsætte sit eget liv, uanset hvilke problemer man måtte have.

LÆS OGSÅ: En mors gribende brev om myrdet datter

Fik frosset sine æg ned

I første omgang håbede Claire naturligvis, at hun kunne kureres for sygdommen.

- Da min læge sagde til mig, at det var kræft, blev jeg nærmest fornærmet og svarede vantro: "Men jeg har jo en 11 måneder gammel datter". Som om det ville få ham til at sige, at ok, så var jeg ikke syg alligevel, skriver Claire og fortsætter:

- Da sandheden sank ind, havde jeg det som om, jeg skulle kvæles.

Claire gennemgik en barsk kemo- og strålebehandling og fik desuden fjernet sit ene bryst. Inden sørgede hun for at få frosset nogle af sine æg ned - fordi behandlingen risikerede at gøre hende ufrugtbar.

Kræften vendte tilbage

- Da min behandling var overstået, troede jeg, at mit liv ville vende tilbage til normalt. Men det gjorde det selvfølgelig ikke. I december 2013, da jeg skulle til et møde med plastikkirurgen for at planlægge genskabelsen af mit bryst, besluttede han sig for at tage en biopsi. Prognosen var så skrækkelig, at jeg var ved at besvime. Canceren var tilbage, og den var uhelbredelig. Min læge behøvede ikke engang sige ordene: Jeg vidste, jeg skulle dø, skriver Claire i sit brev.

LÆS OGSÅ: Disse ord glemmer du aldrig - fars brev til sin datter

- Der var ikke noget, jeg ønskede at få gjort. Jeg ville ikke hoppe i faldskærm eller svømme med delfiner. Jeg ville bare fortsætte med at være mig, Claire, Jessicas mor, Barrys kone, en god veninde.

Dyrebare venner

- Til at begynde med var Barry og jeg ødelagte af chok og sorg. Vi kunne simpelthen ikke kapere det. Men selv om hans kærlighed og støtte har været konstant - jeg ved, at jeg kan stole på, at han altid vil sørge for Jessica - er jeg klar over, at han har det svært med følelser, og at hans rolle er anderledes end mine venners. Med mine veninder kan jeg græde og grine og dele mine tanker og min frygt. Det er en sjælden gave. Når jeg er sammen med Alison, Sandra og Jo, mine ældste og bedste veninder, kan jeg give slip, de kan håndtere mig.

- Jeg er velsignet ved, at min Jessica har deres døtre, Madison og Darcy, begge 4 år, at vokse op med. Det er en grund til at glædes, og jeg ønsker bare, at de alle smiler sammen med mig.

Ufattelig kærlighed

- Siden min diagnose har jeg lært meget. Hvordan selv hverdagsting kan være en helt særlig glæde, når man ved, at man ikke har langt igen. Følelsen af, hvordan ens hjerte fyldes med stolthed og kærlighed, når man ser sin lille datter løbe en i møde i vuggestuen. Det utrolige held at have en mand, som er så stabil, konstant og solid. Og den ufattelige kærlighed, jeg har fået af mine venner.

- Måske kræver det en krise for helt at indse, hvor meget ens venner og familie betyder for en. Men det er ikke for meget at sige, at de har hjulpet mig gennem mine mørkeste timer. Som tiden går, er jeg dog blevet mere og mere bekymret over, om deres sorg vil blive en byrde for dem. Måske er den det allerede.

LÆS OGSÅ: Mors smukke brev til sin dreng

- Jeg føler et stort ansvar for at have været årsag til tristhed og bekymring blandt mine venner. Jeg ønsker, at de frem for at sørge i stedet accepterer min taknemmelighed, min kærlighed og mine håb for deres fremtid.

Hver dag er en gave

- Jeg er ikke bekymret for mig selv, jeg er bekymret for dem og deres sorg. Jeg ønsker kun, at de skal vide, hvor meget de hver i sær har beriget mine 38 år og gjort dem bedre, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig, skriver Claire blandt andet i sit brev, som hun afslutter med disse rørende ord:

- Jeg vil have, at I skal vide, hvor meget hvert nyt minde betyder for mig. At selv de allermest normale dage føles vidunderlige og levende for mig. Sådan er det, når man ved, at man ikke har langt igen - så har man ikke længere råd til den luksus bare at smide minder væk, fordi de er for banale. Hver dag er en gave som skal værdsættes.

- De dage jeg har tilbage bliver færre og færre - jeg ved ikke, hvor længe jeg vil leve endnu. Men jeg ved, at jeg aldrig vil se min elskede Jessica gå på universitetet. Jeg vil ikke være der og tørre tårer væk fra min kind på hendes bryllupsdag. Jeg kommer aldrig til at se mine børnebørn.

Husk det gode

- Når jeg er væk, vil mine venners liv fortsætte, og de har alle fortalt mig, at de vil savne mig. Men jeg vil gerne sige til dem, at de altså ikke må fokusere på det triste - tænk på de gode tider. I skal vide, at når jeg skriver dette, har jeg endnu ikke smerter. Jeg har så mange grunde til at være taknemmelig: Jeg har jer her ved min side.

LÆS OGSÅ: Fred skrev kærlighedssang, da konen døde

- Jeg elsker livet med en intensitet og en passion, som er skærpet af visheden om, at livet rinder ud - som sand mellem mine fingre. Hvis jeg skulle give mine venner et råd, her på tærsklen til at forlade livet, vil jeg sige, at de skal lære at nyde hver dag som den sidste. Sådan som jeg gør det nu - med deres dyrebare hjælp.

Claire Wood bruger noget af sin sidste tid på at samle penge ind til et hospice ved navn The J's Hospice. De kan læse mere om hendes indsamling ved at klikke her.