Dorthes datter fik angst: Jeg følte mig magtesløs

Dorthe anede ikke sine levende råd, da hendes datter lå på badeværelsesgulvet og græd. Hvordan skulle hun hjælpe Amalie?

Dorthe anede ikke sine levende råd. Hvordan skulle hun hjælpe sin datter? Amalie lå på gulvet på badeværelset og græd. Hun nægtede at tage af sted til sin eksamen i mundtlig tysk. Dorthe forsøgte at argumentere. Sagde, at det var ok, at Amalie ikke gik til sin eksamen, men tilføjede også, at det ville betyde, at hun skulle gå niende klasse om.

Amalie gemte hovedet bag sit hår, og hun begyndte at ryste. For selv om hun nægtede at tage til eksamen, ville hun heller ikke gå niende klasse om. Det var håbløst. Tiden nærmede sig, til at hun skulle til sin første mundtlige eksamen.

Dorthe traf en beslutning. Hun tog et fast tag i sin datter, trak hende op at stå, fik hende ud ad døren og trak hende hele vejen hen til skolen. Foran eksamenslokalets døre lagde Amalie sig i fosterstilling. Hun var på ingen måder klar til at gå til eksamen. Alligevel bevægede hun sig ind i lokalet, hvor bordet med den grønne dug stod:

– Forløbet op til den tysk-eksamen er det frygteligste, jeg har oplevet i hele Amalies sygdomsforløb, fortæller 48-årige Dorthe Brandt Petersen fra Esbjerg.

Gemt bag sit hår

I lidt over et år havde Amalie haft depression og angst, og hun havde næsten ikke været i skole de sidste år af folkeskolen. Inden hun blev syg, var hun livsglad, brugte sin fritid sammen med sine veninder og var glad for at gå i skole, men i foråret i ottende klasse ændrede det sig.

– Først ville hun ikke deltage i idræt. Min mand og jeg talte om, at det måske var på grund af blufærdighed, eller fordi hun var utilfreds min sin krop, fortæller Dorthe.

– Det udviklede sig til, at hun bad om en dag hjemme en gang imellem, men dagene, hvor hun ikke ville i skole, blev flere og flere.

Amalie begyndte at få ondt i maven, så Dorthe og Amalies far, Kim, tog hende til lægen, men intet tydede på, at der var noget fysisk i vejen. Amalies manglende lyst til at gå i skole fortsatte i niende klasse, og da hun endnu en gang kom til lægen, var der ingen tvivl om, at der var noget helt galt.

Læs også: Fik angst som 8-årig: Nova var bange for at dø

Amalie brugte sit lange hår som et skjold, som hun gemte sig bag. Det viste sig, at hun havde udviklet depression og angst, og Amalie blev derfor henvist til børne- og ungepsykiatrien. Da hun var under 18 år, måtte hun ikke få stillet en diagnose, men børnepsykologen kunne alligevel konstatere, at Amalie havde træk af en såkaldt evasiv personlighedsforstyrrelse, hvor man fralægger sig ansvar og bortforklarer ting:

– Det var en dobbelt følelse, jeg sad tilbage med. Det var et slag at få at vide, at mit barn ikke havde det godt. At hun havde en alvorlig lidelse. På den anden side var det rart at få sat et navn på det, hun fejlede. Det gjorde det nemmere at forholde sig til, selv om det ramte mig at få at beskeden. For hvad indebar det, fortæller Dorthe.

Amalies far var mere bekymret for angsten.

– For angsten er diffus og svær at komme over, siger 53-årige Kim Petersen.

Selv om de nu havde fået en forklaring på, hvorfor deres ellers så glade datter tilbragte mere tid i sin seng end sammen med sine veninder, blev dagligdagen ikke nemmere.

– Det var hårdt at se Amalie sådan, og det var med ondt i maven hver morgen, fordi jeg tænkte: Hvilket barn vækker jeg i dag? Er det mon hende, der gerne vil i skole, eller er det hende, der græder og siger, at hun ikke vil af sted, siger Dorthe.

– Jeg gjorde mig især tanker om, hvordan hendes fremtid ville se ud. For hvilke konsekvenser ville depressionen og angsten få på hendes fremtidige liv, husker Kim.

Amalies afvigende adfærd havde allerede vist sig i 7. klasse, da hun skulle konfirmeres. Hun havde bestemt, hvordan festen skulle være, men alligevel var den unge konfirmand utilfreds med, hvordan dagen var gået. Dengang tænkte Dorthe, at Amalie havde været utaknemmelig, men set i bakspejlet var det allerede et tidligt tegn på hendes depression.

Ville gøre alt

Skoleåret for niende klasse var allerede i gang, da Amalie begyndte i behandling hos børnepsykologen. I stedet for at tage i skole lå hun fra morgen til aften inde på sit værelse, og sollyset fik sjældent lov til at trænge ind gennem teenageværelsets vinduer:

– Det var en virkelig hård periode. Jeg foreslog hende alt muligt, men hun afviste det hele. Jeg fik en følelse af at handle i blinde, for jeg følte, at jeg skulle løse et problem, jeg i virkeligheden ikke vidste, hvad var, fortæller Dorthe.

Da Amalies værelse og sind var domineret af en ligegyldighed, gjorde Dorthe alt, hvad hun kunne, i håbet om at hendes datter fik det bedre:

– Jeg var klar til at gå på hænder til månen, hvis det kunne få hende til at stå op. Men uanset hvad vi sagde, eller hvad vi spurgte hende om, sagde hun, at hun var ligeglad, siger Dorthe og fortsætter:

– Det gjorde mig selvfølgelig ked af det, og i starten græd jeg, imens jeg stod inde hos hende, men det brød hun sig ikke om. Så jeg måtte holde tårerne tilbage, indtil jeg var for mig selv. Følelsen af magtesløshed og frustration over, at jeg ikke kunne gøre noget for hende, fyldte utrolig meget. 

Læs også: Vi var fængslet til vores hjem

Hun og Kim havde forskellige tanker om, hvordan de hjalp Amalie bedst. Dorthe mente, at det var bedst, hvis de fik hende til at lave noget, mens Kim var mere tilbøjelig til at give efter for, hvad datteren gerne ville:

– Men selv om vi handlede forskelligt, stod jeg aldrig alene. Hvis jeg foreslog Kim, at vi skulle prøve noget nyt, følte jeg altid, at jeg havde hans opbakning, siger Dorthe.

Farvel til folkeskolen

Foran eksamenslokalet, hvor Amalie netop var trådt ind, stod Dorthe og ventede spændt på sin datter, og efter 10 minutter åbnede de tunge eksamensdøre sig:

– Hendes lærer kom ud og sagde, at hun fik karakteren 00, for hun havde ikke sagt et ord på tysk derinde, men hvis hun skulle have givet en karakter for Amalies viljestyrke, ville hun givekarakteren 12, fortæller Dorthe og fortsætter:

– Det var især efter hendes tysk-eksamen, at jeg fik en følelse af, at jeg gjorde det rigtige som mor. Hvor hårdt det end var at se hende sådan, var det faktisk rigtigt at holde fast i at presse hende af sted.

Det var Dorthes fortjeneste, at Amalie mødte op til alle sine eksamener, så hun til sidst kunne få sit afgangsbevis fra folkeskolen.

– Jeg tænker, at vi er kommet godt igennem det, og jeg kan se, at jeg valgte de rigtige løsninger i forhold til Amalie. Jeg føler, jeg er blevet stærkere efter Amalies sygdomsforløb, og jeg har fået en god ballast i at stå ved de ting, jeg føler er rigtigt. 

Efter de hårde måneder, hvor Amalie blev i sin seng, kom hun i behandling hos en børnepsykolog. Da forårsblomsterne så småt tittede frem, begyndte også Amalie at vise tegn på, at hun langsomt fik det bedre.

I dag har depressionen sluppet sit tag i hende. Angsten lurer stadig, men hun har lært at leve med den. Lige nu drømmer hun om at arbejde i udlandet, og derfor søger hun ind på hf efter sommerferien, så hun bagefter kan gå efter en engelsksproget kommunikationsuddannelse.