Dot kæmper for sin hjerneskadede datter: Livet ændrede sig på et sekund

Første februar vågnede Dot Wessman tidligt ved siden af sin kæreste i deres lejlighed i Bruxelles. Hun rakte ud efter sin telefon, som havde været sat på lydløs natten over. På displayet var der 20 ubesvarede opkald. Fra det øjeblik var hendes liv ikke mere det samme.

Da Dot kort efter styrtede ud ad hoveddøren uden så meget som en pakket taske, kastede hun et hurtigt blik på den lejlighed, som havde været hendes andet hjem i de sidste seks år.

– Jeg havde en meget klar mavefornemmelse, der sagde: Her kommer jeg ikke tilbage til.

Dot har en spinkel talje. Men hendes mavefornemmelse er kraftig. Den slår sjældent fejl.

Dot Wessman kæmper for sin datter

Nægter at være et offer

I offentligheden er Dot bedst kendt som den karismatiske ejer af Bakkens Hvile, hvor hun sammen med de andre syngepiger går på scenen iført bredskyggede hatte med fjer, skræddersyede kjoler i pangfarver, glimt i øjet og vrik i hoften.

I de sidste otte år har hun måske været endnu mere kendt for at være kvinden bag Dansk Folkepartis stemmesluger, Morten Messerscmidt. Deres forhold ryddede forsider. Bakkesangerinden og den 23 år yngre politiker. Historien kunne ikke være meget bedre.

Men historien har taget et skarpt sving.

Læs også: Vivi forlod sin syge mand: Alle synes at jeg svigtede

Jeg møder Dot i hendes private bolig lige bag Bakkens Hviles vinterlukkede lokale. Hjemmet er så tæt på scenen, at hendes to døtre som børn altid kunne høre mor synge ”Køb blomster” og ”Skal vi sove eller hva’”, mens de sad hjemme i sofaen i nattøj.

Dot har altid haft sine to piger, Johanne og Josephine, tæt på. Det har hun stadig. Men for 22-årige Johanne er intet længere, som det var. For mindre end et år siden læste hun på CBS, arbejdede i Bakkens Hvile og var klar til at overtage mors forretning engang i fremtiden.

Det er for Johannes skyld, at Dot har valgt at give dette interview om den absolut sværeste tid i sit liv.

Inden stillede hun et krav: – Det kan godt være, jeg går rundt og tuder hele tiden. Men jeg vil ikke lave et tude-interview.

Dot nægter at være et offer. Hun vil bare vinde kampen om at få den bedste behandling til sin datter. Derfor hun stiller op.

Dot er vant til at kæmpe og knokle. Hun har gjort det hele sit liv som fjerde generation på Bakken.

– Jeg har aldrig stået foran spejlet med en tandbørste og leget, jeg var sangerinde, siger Dot, som i stedet valgte at læse jura.

Dot og Johanne inden ulykken.

Den unge politiker

Om aftenen trådte hun selvfølgelig til, hvis der manglede en tjener i Bakkens Hvile, og når en af sangerinderne på scenen ledte efter ordene midt i en sang, var hun hurtig som sufflør, mens hun skænkede fadøl. Sangteksterne sad godt fast i Dots hjerne.

Det var også derfor, hun en aften blev smidt op på scenen, da der manglede en pige. Hun svedte og vred sig i den lånte kjole, mens hun med bankende hjerte ventede på, at det blev hendes tur. Nogen stærk sanger var hun ikke.

– Men alle kan lære at synge, som hun siger.

Læs også: Kevin gav tre andre livet

Dot har lært sig meget. Da hun besøgte en fuldmægtig på et advokatkontor, behøvede hun ikke lytte ret længe til sin larmende mavefornemmelse, før hun vidste, at hun aldrig ville blive glad for at gå på arbejde der.

Derfor besluttede hun at følge blodet i sine årer og drive arven videre. Hun trådte ind i familiefirmaet, hvilket betød, at hun foruden Bakkens Hvile også drev radiobilerne og flere andre forlystelser og boder. Bakken blev hendes liv. Det var også her, hun stødte på sin mand, Tommy Wessman.

De blev et stærkt makkerpar. Professionelt drev de forretningen sammen, som helt unge rejste de verden rundt, og hjemme igen fik de deres to piger, Johanne og Josephine.

Selv da kærligheden gik i stykker mellem dem, fortsatte deres gode forhold både som partnere i samme firma og som forældre.

Dot var singlemor til to teenagepiger, da hun for godt otte år siden tog i Grøften i Tivoli med nogle venner. Ved et andet bord sad Morten Messerschmidt.

– Jeg vidste ikke, hvem han var, siger Dot, som ikke kunne undgå at bemærke ham, da han kom over til hendes bord, hvor han kendte flere i selskabet.

– Han var sjov og kendte sit eget værd, siger Dot, som efterfølgende ikke tænkte mere på den unge politiker. Men et par uger efter dukkede han op igen. Denne gang på en avisforside, hvor han blev anklaget for en række usande påstande.

Det hele skulle være foregået den aften i Grøften, hvor Dot faktisk havde været et af de nærmeste vidner. Da hun læste artiklerne og hørte folks forargelse, rev det i hendes retfærdighedssans.

– Jeg vidste, at det ikke var sandt, og jeg kan ikke klare, når noget er forkert.

Uden bagtanke ringede hun til Morten Messerschmidt og sagde nøjagtigt, hvad der faldt hende ind.

– Jeg er ked af alt det, de skriver om dig. Jeg ved, det ikke er sandt.

Læs også: Lægerne forventede, Stine og Janus ville dø: Kæmpede sig tilbage til livet

Hendes støtte ikke bare lettede Messerschmidt. Han havde også brug for, at hun sagde det offentligt.

Dot overvejede et stykke tid. Det var et stort skridt at blande sig i debatten, og det ville være lettere at lade være. Alligevel rømmede hun sig og gik ud med sit budskab.

Som tak for hendes ord inviterede den 23 år yngre Morten Messerschmidt hende på middag. I løbet af den aften blev aldersforskellen pludselig så lille, at den ikke betød noget.

De forelskede sig, og som par blev Messerschmidt en naturlig del af Dots familieliv med alt, hvad det indebar af madlavning og hjælp med pigernes skoleopgaver.

Selv støttede Dot sin kæreste i hans politiske karriere. Også selv om de blev mødt med langt værre fordomme end aldersforskellen. Som da de stod ved en fodgængerovergang, hvor en cyklist pludselig stoppede og skreg ”nazist-svin.” Eller da Dots 15-årige datter glad tog til en privatfest. Hun nåede kun til døren. Forældrene kom ud og forbød hende at komme ind i deres hjem, fordi hendes mor var kæreste med Messerschmidt.

– Det var en meget hård pris at betale. Folk kunne ikke forstå, jeg var sammen med ham. Jeg kunne godt klare det, men det var synd for mine børn, som tit måtte forsvare sig i klassen, siger Dot.

Dot stod ved siden af Messerschmidt gennem mange sejre. Under deres forhold voksede hans popularitet, og Dansk Folkeparti blev landets næststørste parti. Sammen levede de et spændende liv, hvor de halvdelen af tiden boede i Danmark og halvdelen af tiden i deres lejlighed i Bruxelles. Alt gik godt.

Men som bekendt er det i modgang, at man for alvor beviser, hvad man er lavet af. Modgangen kom bragende den morgen i februar, da Dot så de 20 ubesvarede opkald på sin telefon.

Johanne var hjerneskadet

Datteren Johanne var kørt galt på vej til en ven i Helsingør. Hun var hverken påvirket eller havde kørt for stærk. En pletvis glat vej havde fået hende til at miste herredømmet over sin lille Fiat, og da hun ramte to træer, slog alle airbags ud. Udenpå havde Johanne ikke fået så meget som en rift. Men hendes hjerne havde taget svært skade.

Da Dot ankom til Rigshospitalet, lå Johanne med sit lange, mørke hår på puden og lignede en, der bare sov. Men hun var i dyb koma.

– Vi ved ikke, om hun vågner igen, sagde lægerne.

Dot sad ved hende hele tiden. Selv når personalet opfodrede hende til at gå hjem og få søvn, blev hun siddende og broderede korssting. Hun kunne ikke forlade sin datter, og for det meste sad hun der med datteren Josephine og pigernes far.

I dag har Dot fortrængt meget af den brutale virkelighed på hospitalsstuen. Efter fem dage hævede Johannes hjerne, og lægerne opererede hendes ene hjerneplade ud for at skabe plads.

– De spurgte mig, om de måtte gør det. Men de var jo nødt til det. Ellers ville hun dø.

Efter en lille måned ville de forsøge at vække Johanne. Og langsomt vågnede hun faktisk. En ny kamp kunne gå i gang.

Læs også: Jeg troede, min datter var død

I dag er der gået otte måneder, og Johanne kan stadig hverken sidde, gå eller stå selv, men hun får mere og mere styrke, så hun ved hjælp af de rigtige remedier kan sidde rank i sin kørestol og stå 10 minutter i træk i et såkaldt ståstøttebord.

Dot lyser op i et næsten ufatteligt smil, når hun taler om fremskridtene. Godt nok skal hun stadig skære sin datters æggemad i mundrette stykker og made hende. Men Johanne har faktisk fået så meget sprog, at hun selv kan bede om æggemaden. Og selv tykke den.

– Jeg gør meget ud af at træne med hende, og så er det vigtigt for mig at få hende til at grine hver dag. Det udløser et vigtigt kemisk stof i hjernen, siger Dot, som understreger, at Johannes fremgang især skyldes, at hun er endt i hænderne på de bedste behandlere.

I dag opholder hun sig på et behandlingssted i Sydsjælland, hvor personalet er eksperter i at behandle patienter som Johanne. Desværre er også det blevet en kamp. Stedet koster 250.000 kroner om måneden, og nu skal Johannes hjemkommune, Gentofte, vurdere, om det nu også er pengene værd. Eller om hun kan nøjes med en plads på et billigere tilbud uden så mange faciliteter.

Læger har anbefalet, at Johanne bliver på behandlingsstedet i seks måneder. Men Gentofte Kommune vil højst give en måned eller to ad gangen, og frustrationen fylder Dot dag og nat.

Forstår ham

Hun kan godt klare modgang. Men hun kan ikke klare tilbagegang. Ikke når det handler om Johanne. Derfor har hun brugt utallige aftener på at skrive til socialdirektøren, tale med pressen og forberede møder.

Otte år med Messerschmidt har lært hende det politiske spil.

De otte år er slut. Johanne og sygdom fyldte for meget.

Hvordan kan man gå fra et andet menneske i den situation?

– Jamen, et eller andet sted kan jeg godt forstå det. Han kunne jo gå ind ad den ene dør i Bruxelles, hvor solen skinnede, hvor han var med i alting, og hvor der skete en masse. Og så kunne han gå ind ad den anden dør her, hvor der var sorg. Det er let at falde ind i solen, siger Dot med et overbærende smil.

Kan du virkelig forstå ham?

– Jeg forstår måske ikke, at man tør vælge sig selv på den måde. Han kunne jo risikere, at jeg var gået helt ned og ikke kunne tage mig af Johanne.

Johannes udvikling er kommet i ryk. Et af stadierne varede to uger. Hver eneste dag stillede hun sin mor de samme tre spørgsmål.

Hvor er jeg?

Hvad er der sket med mig?

Hvor længe har jeg været her?

Dot forklarede det hele. Hver dag.

Læs også: Anne har HIV, men smitter ikke

– Det var hårdt, siger hun. Et udtryk, som hun kun meget sjældent bruger, selv om det godt kunne bruges løbende om hendes sidste år.

Men Dot vil ikke klage. Især ikke over bruddet med Messerschmidt.

– Skilsmisser er selvfølgelig hårde. Nogle går helt ned. Men i forhold til alt det andet, jeg går igennem, er det altså ikke det værste.

Man kan næsten fysisk mærke sorgen, når man er sammen med Dot. Den ligger lige under huden. Alligevel sidder hun smilende og rank og fortæller sin historie. Hun har optrådt hele sommeren på Bakkens Hvile i glimmer og fjer på trods af situationen. Hun har vasket radiobiler og kørt op til Johanne hver dag og lavet sjov, så hun fik bare et lille grin. Hjemme har hun delt to boliger efter skilsmissen.

Hvordan kan du det?

– Jamen, jeg har ikke noget valg. Der er jo ikke noget af det her, jeg kunne sige nej til. Og jeg har hele tiden valgt at bevare troen på, at det nok skal gå godt. Johanne bliver nok aldrig den samme, men min mavefornemmelse siger mig, at hun nok skal få et dejligt liv.

Johanne, som hun ser ud i dag efter ulykken