Drabet vi aldrig glemmer: Mordet på Stine Geisler

Hun er blevet dræbt natten før, midt under pinsekarnevallet. Lige om hjørnet fra opgangen, hvor hun bor med sin mor, far og bror. I hjertet af Pisserenden, Københavns bohemekvarter, der tiltrækker kunstnere, journalister og intellektuelle. Den myrdede pige, Stine Geisler, kendte flere af dem fra sin stamcafé, Sabines Cafeteria – og hun kendte dem også bedre, end hendes familie og vennerne fra gymnasiet vidste.

Læs også: Ung mor frikendt for mord på datter

Sort ledning om håndtaget

Teglkroen, 16 timer efter drabet Uret i baren viser kvart i syv, da den unge, kvindelige kok med et hårdt ryk åbner døren til bagtrappen inde fra køkkenet. Med højre hånd trækker hun nøglen ud af låsen, mens hun med højre fod skubber ølkassen ind foran døren, så den ikke smækker i igen. Med lette skridt går hun ned ad de smalle trappetrin. Ned i kælderen, som det populære spisested i Teglgårdsstræde deler med hjørneejendommen på Nørre Voldgade.

Det er den midaldrende Britta Wahlberg, der ejer Teglkroen. Hun står som regel også selv ved komfuret, men Britta møder først, lige inden de tidligste gæster ankommer, så det er restaurantens yngre kok, der skal gøre køkkenet klar.

”Der kommer mange de næste dage på grund af karnevallet og pinsen. Der har været gæster i byen hele weekenden,” har Britta sagt.

Den unge kok skal ned og hente noget kød, der skal nå at tø op til dagen efter.
Nede i kælderen stopper hun op foran døren ind til Teglkroens lagerrum. Det er her, restaurantens store kummefryser står, og her, personalet klæder om. Men kokken kan ikke komme ind. Nogen har viklet noget sort ledning rundt om håndtaget på den ellers ulåste dør, så den hænger fast i karmen.
Det må være en af de håndværkere, der har været i kælderen, der har bastet døren til. Britta plejer at være ligeglad med, at den er ulåst. Der er jo alligevel aldrig nogen, der har stjålet noget.
Kokken bander lidt for sig selv og begynder at vikle ledningen af.

Kvinden i kælderen

Teglkroen i Teglgårdsstræde i København er fra 1939. I de første årtier var den et traditionelt værtshus, hvor de lokale kom og drak øl og brændevin. Stedet blev populært og overlevede, ikke mindst fordi kvarterets prostituerede var forment adgang. Ja, alle enlige kvinder var faktisk bandlyst. Til gengæld kiggede ordensmagten så heller aldrig forbi.
Nu har Britta Wahlberg overtaget kroen og udviklet den til en regulær restaurant. Om aftenen spiser par og familier god dansk mad her, mens frokostbordene optages af de mange kreative typer, der arbejder i kvarteret.
Britta er lidt småtosset, siger de, når hun ikke hører det, og hun har da også selv indset, at hun ikke gør sig bedst inde blandt gæsterne, men ude i køkkenet. Der er hun til gengæld også god. Så god, at Teglkroen kort inden har fået fem kokkehuer i dagbladet Politiken.
Kokken smider den sorte ledning på et gammelt træbord og skubber den slidte dør til lageret op. Hun tænder lyset, træder et skridt ind, men stopper så.
Noget er ikke, som det plejer at være.
Der ligger nogen på gulvet.
Mellem hylderne med viskestykker og opvaskemiddel, mellem de stablede stole og øl- og sodavandskasser ser hun to ben stikke frem. Hun træder nogle skridt længere ind, først langsomt, så lidt hurtigere. Hun klemmer øjnene sammen for at fokusere i den svage belysning.

– Britta! udbryder hun.

Den unge kok kan mærke varmen stige op i kinderne og kulden løbe ned ad ryggen. Det er en kvinde, der ligger på stengulvet. Hun ligger på maven, iført frakke og nederdel. Hendes hænder er bundet på ryggen. Med den samme slags sorte ledning, som er brugt på døren. Ledningen er viklet om kvindens hænder og derefter ført op omkring hendes hals.
Billedet brænder sig for evigt fast i den unge koks erindring.

– Britta, fremstammer hun igen, men denne gang kommer der knap nok en lyd over hendes læber.

Det er også ligegyldigt, for kvinden på kældergulvet, som kokken tror er hendes chef, er tydeligvis død.

Pisserenden

Gerningsstedet Teglgårdsstræde, 17 timer efter drabet Teglgårdsstræde ligger i det indre København. En lille, smal gade med gamle, bevaringsværdige ejendomme, der løber fra Nørre Voldgade ved Ørstedsparken, krydser Sankt Peder Stræde og bliver til Larsbjørnsstræde, inden den rammer Strøget lidt længere nede. Selve Teglgårdsstræde er ikke meget mere end 100 meter lang, men gaden er velkendt i den københavnske byhistorie. På Christian 4.’s tid lå her cirka 50 små bryggerier og næsten lige så mange af de små brændevinsgårde, der købte deres gær hos bryggerierne. Øllet og brændevinen fulgtes altid ad, fra brygningen til bardisken. Det var lige heromkring, oppe ved de gamle volde, brygger Jacobsen bryggede sin første lagerøl i 1846, og det var her, mænd i gamle dage gik hen, når de skulle have stillet deres behov for druk og løse damebekendtskaber.

Læs også: Sygeplejerske anklaget for mord: Nu har hun fået sin dom

I 1800-tallets første halvdel bugnede kvarteret af gæstgiverier, hvor folk kunne overnatte, når torvepladsen skulle sikres næste morgen. Eller hvis de bare ikke var nået hjem til forstæderne, inden byportene lukkede. Senere blev gæstgiverierne til små restaurationer og værtshuse.
Indtil 1910 fandt Københavns prostituerede især deres kunder omkring springvandet ved Vandkunsten på den anden side af Strøget. Men da det område blev saneret, trak også de op til værtshusmiljøet i Teglgårdsstræde.
Latinerkvarteret blev området kaldt, på grund af Københavns Universitets bygninger i Studiestræde ud mod Bispetorvet. Her havde unge med akademiske ambitioner i århundreder læst jura og teologi. På latin.
Pisserenden, kaldtes området også i folkemunde. For når en mand skulle, så skulle han, og både rufferiforretninger og toiletbesøg blev som det mest naturlige ordnet i gadernes porte og døre.
Mandagen efter en heftig weekend kan man stadig lugte, hvor navnet stammer fra.

Bagbundet og tæsk

Sådan en mandag er det netop, da Ove Dahl parkerer sin Mazda 323 i Teglgårdsstræde. Han trækker håndbremsen ud for nummer 13. Teglkroen ligger i nummer 17, i hjørneejendommen op mod Nørre Voldgade og deler gård og kælder med Nørre Voldgade 20.
Det her er ellers den pæne ende af kvarteret, tænker vicekriminalkommissæren, mens han sparker noget affald væk fra fortovet.
Ove Dahl ser, at to af hans uniformerede kolleger allerede har spærret vejen af med den letgenkendelige røde og hvide politistrimmel. Selv er han som efterforsker altid i civil, medmindre der er tale om særlige begivenheder.
Inden han kørte hjemmefra, har Ove Dahl ringet til fire kriminalassistenter. Men de bor længere væk fra København end han selv, og ingen af dem er tilsyneladende ankommet endnu.
Til gengæld genkender han hurtigt Volmer Petersen, der står inde i porten bag den åbne grønne portdør. Som altid ulasteligt klædt i lang frakke, uanset den efterhånden lumre årstid. Bag drabschefens majestætiske skikkelse er en schæferhund og en betjent ved at gennemsøge baggården.

Ove Dahl kanter sig under afspærringen, giver hånd til Volmer Petersen og kaster et blik hen over de afskallede, gule mure, cyklerne i stativet og kælderhalsen i den anden ende af den trange gård.

– Der er to teknikere dernede nu. Det ser ikke godt ud, Ove. Hun er bagbundet og har fået frygtelig mange tæsk, siger Volmer Petersen.

Måske en luder

Som øverstkommanderende i Afdeling A er det Volmer Petersens opgave at bevare overblikket over en efterforskning.
Han gør en dyd ud af altid selv at møde op på gerningsstederne, hvor han holder kontakten med teknikerne og retsmedicinerne og tager sig af de journalister, der altid dukker op.
Det gør de også i dag. Der er trods alt ikke mange hundrede meter ned til Politikens og Ekstra Bladets redaktioner på Rådhuspladsen.
Ove Dahl holder på sin side styr på de kriminalassistenter, der lige om lidt kommer dryssende. Volmer Petersen udnævner ham på stedet til efterforskningsleder.
Hans blot tredje drabssag nogensinde.
Det er nu Ove Dahls ansvar at fordele opgaverne, efterhånden som han og Volmer Petersen danner sig et billede af situationen.
I gården bag Teglkroen opridser drabschefen, hvad han ved indtil videre:

– Det er en midaldrende kvinde. Måske en luder. Hun blev fundet af en kok inde fra Teglkroen, der skulle møde ved fem- eller halv seks-tiden. Hun gik ned i kælderen, hvor hun skulle klæde om eller hente kød, tror jeg, og inde i deres lagerrum finder hun den dræbte. Hun sidder oppe i kroen nu, siger han.

Læs også: Nina & Frederik - fra verdensstjerner til svindel og mord

Kort efter sender Ove Dahl to af sine kriminalassistenter ind for at snakke nærmere med kokken. Selv om hvert femte drab i Danmark er begået af den, der anmelder forbrydelsen, så er han ikke i tvivl om, at kvinden ikke skal behandles som en mistænkt. Hun er simpelthen for synligt rystet.

Afspændingsmiddel

Den ene kriminalassistent vender tilbage og fortæller, at den unge kok siger, hun først ikke kunne komme ind i lagerrummet, fordi nogen havde viklet noget ledning om håndtaget.
Ove Dahl går gennem de skråtstillede døre i kælderhalsen, ned ad et par trin og ind ad endnu en dør. Han spekulerer over, hvordan den dræbte og gerningsmanden har taget samme tur. Han aner ledningen ligge i halvmørket på et bord inde i kælderen.
Lysforholdene er dårlige, bemærker han.
Det lugter indelukket. Af kalk og kloak.
Nogle afskallede vandrør løber hen under det lave loft, og på betongulvet ved siden af døren ind til lagerrummet står en gammel træstige og en stor kaffedåse, der nok bliver brugt som skraldespand eller askebæger.
Ove Dahl går videre ind i selve lagerrummet, der er fyldt med ølkasser, gamle stole og reoler med viskestykker, håndklæder og sæbe. På afstand kan han se den dræbte kvinde ligge på maven, måske halvvejs på siden, med ryggen mod ham. Hun er rødhåret og iført en cognacfarvet skindfrakke med bælte, en meget kort, beigefarvet nederdel, gule strømpebukser og bordeauxfarvede sko med kraftige hæle.
Hvis gerningsmanden har haft til hensigt at voldtage kvinden, er det enten mislykkedes, eller også har han klædt hende på igen bagefter, tænker Ove Dahl.
Den døde kvindes hænder er bundet på ryggen med en sort ledning, der også er ført op om halsen. Som en skruestik, designet til at stramme om hendes hals, hver gang hun bevæger armene.
Hendes ryg og arme er smurt ind i en ubestemmelig, fedtet masse.
Da en kriminaltekniker i blå kedeldragt giver tegn til, at han må komme tættere på, kan Ove Dahl se, at den dræbtes ansigt er voldsomt forslået. Hun har også fået stoppet noget, der ligner en klud, i munden. Ved siden af hende ligger et nøglebundt. Der ligger også en dametaske og en væltet dunk med påskriften “afspændingsmiddel”.

Drabskufferten

Ove Dahl kan se en sort, aflang kuffert stå på gulvet. Det er den såkaldte drabskuffert, som en af efterforskerne altid har med ud på et gerningssted. Kufferten indeholder alt det, politiet kan få brug for i den indledende undersøgelse. Overtræk til fødderne, remedier til at sikre fingeraftryk og endda en højrød bordtelefon af den slags med drejeskive i bunden. Den kan efterforskerne sætte i det nærmeste telefonstik, hvis de er nødt til at ringe, men ikke vil røre stedets egen telefon.
Det er også fra drabskufferten, de første efterforskere på stedet har hevet rullen med brunt papir frem og rullet et stykke ud ved siden af den døde kvinde for ikke at træde på eventuelle spor. Og det er herfra, en betjent rækker Ove Dahl de latexhandsker, han nu tager på.
En tekniker fotograferer liget af kvinden med et polaroidkamera. Bagefter går Volmer Petersen og Ove Dahl flere gange rundt om den døde kvinde.

Had, hævn og begær

Volmer Petersen er først sikker på, at der er tale om en prostitueret, og det giver Ove Dahl ham ret i.
Kvindens nederdel er meget kort, bemærker begge mænd.
Desuden ved de, at Pisserenden i snart 80 år har været kendt som jagtmark for byens prostituerede, og selv om mange af dem efterhånden er trukket til Istedgade og Halmtorvet på Vesterbro, så er der stadig en del tilbage.
Men det er ikke en prostitueret, der ligger i kælderen under Teglkroen. Det er heller ikke Teglkroens indehaver, Britta, som den unge kok ellers troede. Det afslører indholdet af den dametaske, der ligger ved siden af liget. I den er der blandt andet en pung med et sygesikringsbevis. Det tilhører en kvinde, født den 4. marts 1972, med adresse på Nørre Voldgade 20, 1358 København K.
Anne Stine Geisler hedder hun.
Som nyansat i drabsafdelingen på Politigården står vicekriminalkommisær Ove Dahl med sin hidtil sværeste sag. På gerninsgstedet peger sporene både på had, hævn og begær som mulige motiver, og i en hemmelig dagbog dukker ukendte sider af Stine Geislers liv op.
I dag er der gået 29 år, siden Stine Geisler blev myrdet på grusom vis, og sagen er fortsat uopklaret.

Læs også: Den sag glemmer jeg aldrig: Banal bilulykke blev til mord