Dreng donerede julegave til ukendt pige – 14 år senere blev de gift

7-årige Tyrel Wolfe fra USA var både stolt og spændt, da han sammen med sin mor og far i år 2000 møjsommeligt pakkede en skotøjsæske - med legetøj, kristne brochurer og et lille billede af sig selv - ind i farvestrålende indpakningspapir.
Skotøjsæsken var en del af den kristne velgørenhedsorganisation Samaritan's Purses julegave-kampagne, Operation Christmas Child (Operation Julebarn, red.), hvor børn fra Canada, USA, Australien, New Zealand, Tyskland, Østrig, Finland, Spanien, Storbritannien, Japan og Spanien sender julegaver til fattige børn i andre dele af verden.
LÆS OGSÅ: En ukendt kvinde er din mor
Brevet nåede aldrig frem
Tyrels pakke endte i Filippinerne, i en forstad til hovedstaden Manila, hvor en lille pige ved navn Joana glædesstrålende pakkede den op.
Gaven gjorde indtryk - ikke blot på grund af legetøjet, men også fordi det kristne budskab ramte en nerve i pigens familie, og dét i en grad, så hendes far et par år senere endte med at blive præst!
Alt det ville Joana gerne takke for, og heldigvis havde hun gemt billedet af den lille blonde dreng, der havde sendt pakken, sammen med hans adresse.
Hun sendte brevet - men det nåede aldrig frem.
LÆS OGSÅ: Mødtes bag rattet - kærlighed i bussen
Huskede bjergene
Mange år senere, i 2011, kom Joana igen til at tænke på julegaven, der havde betydet så meget for hende og familien, og hun besluttede sig for at se, om hun måske kunne finde afsenderen via Facebook.
- Jeg ville bare gerne takke ham, fortæller Joana, som ikke længere havde drengens adresse - kun hans navn, og så kunne hun huske, at han på billedet havde cowboy-tøj på, og at han var fotograferet med nogle bjerge i baggrunden.
På Facebook fandt hun en hel stribe mænd med navnet Tyrel Wolfe - men kun én kom fra staten Idaho, og i den stat er der bjerge, vidste Joana, som derfor sendte Tyrel i Idaho en venskabsanmodning.
Et klik ændrede alt
Den 15. november 2011 vågnede Tyrel Wolfe i den lille by Midvale, hvor der kun bor 160 mennesker, og så, at han havde fået en besked fra en pige på Filippinerne. Nysgerrig klikkede han ja til hendes venskabsanmodning. Det klik skulle ændre hans liv.
LÆS OGSÅ: Brugte hvert minut på sit livs kærlighed
De to unge mennesker faldt nemlig hurtigt i hak og begyndte at skrive flittigt til hinanden. Og ja, han kunne sagtens huske julegaven, han havde sendt som dreng.
Det viste sig, at han og Joana havde en masse ting til fælles, for eksempel deres kærlighed til musik, og på trods af en tidsforskel på 15 timer endte de hurtigt med at sidde flere timer foran hver deres computer hver morgen og aften og skrive til hinanden.
Græd af glæde
I juni 2013 havde Tyrel sparret penge sammen, så han kunne hoppe på et fly til Manila for at møde Joana ansigt til ansigt.
Hun stod klar i lufthavnen med sine forældre for at byde velkommen.
- Da jeg så hans ansigt, fik jeg en helt utrolig følelse i kroppen. Jeg blev så glad, at jeg begyndte at græde, fortæller Joana.
Tyrel havde det på samme måde, og efter fem dage i det sydøstasiatiske land bad han Joanas far om tilladelse til at date hans datter - og fik lov.
- Jeg ønskede bare at tilbringe hvert minut sammen med Joana, for jeg vidste jo ikke, hvad der ville ske, når jeg skulle hjem igen. Jeg vidste bare, at Joana var den eneste ene for mig, forklarer Tyrel.
LÆS OGSÅ: Fandt kærlighed midt i sorgen
Bryllup på ranchen
Ikke så snart han var hjemme i Idaho igen, før han gik i gang med at spare penge sammen til endnu en tur til Filippinerne. Han ankom i julen og blev en hel måned og havde dermed god tid til at stive sig selv af, før han igen bad om en samtale med Joanas far - denne gang for at anmode om Joanas hånd. Også denne gang gav pastoren sin velvillige tilladelse.
Parret holdt efterfølgende en stor forlovelsesfest på Filippinerne.
I september i år flyttede Joana ind hos Tyrel i Midvale, og den 5. oktober blev de gift på Tyrels forældres 400 hektar store ranch. Alle Tyrels brødre var iklædt hvide skjorter, cowboybukser og cowboyhatte, men ikke Tyrel selv - han var iført en traditionel filippinsk brudgomsskjorte. Joana var klædt i en drøm af en hvid bryllupskjole.
Giver bryllupsgaverne væk
Lige nu glæder det nygifte par sig til at fejre julen sammen. Og de har allerede fundet på en juletradition, som de vil holde i hævd resten af deres liv; nemlig at donere en masse julegaver til Operation Christmas Child.
I første omgang er det bryllupsgaverne, der sendt afsted til Samaritan's Purse. Tyrel og Joana havde nemlig specifikt ønsket sig legetøj i skotøjsæsker, som de efterfølgende kunne donere.
LÆS OGSÅ: Kærestens behårde besked: Tab dig eller det er slut
- Faktisk var det min mor, der foreslog det. Operation Christmas Child var jo det, der bragte os sammen, så vi syntes, det var rigtigt at gøre det til en del af vores bryllup. Og når vi en dag får børn, vil vi involvere dem i det også. Jeg kan huske, hvor spændt jeg selv var ved tanken om, at mit legetøj ville bringe glæde til et eller andet barn ude i verden. Jeg havde dog aldrig drømt om, hvor megen glæde, det en dag ville bringe mig selv, lyder det lykkeligt fra Tyrel Wolfe.
