Drømte om at blive mætte

Lige siden Uliana og Stepan kom til verden, har de to søskende søgt trøst hos hinanden. Med tæsk og manglende skolegang tog deres liv en skræmmende retning. Men nu har de endelig fået en familie, der tager sig af dem.

– Min største drøm var at blive mæt, fortæller den 12-årige Uliana fra spisebordet hos sin plejefamilie i SOS Børnebyen.

Hun har netop fået skænket en kop dampende, varm te, og bordet bugner af kager på store fade. Ved siden af sidder hendes 9-årige lillebror Stepan.

 

Vold og kulde

– Jeg drømte om det samme, men det behøver jeg ikke mere. Så nu drømmer jeg om at komme til Paris, smiler den lille dreng med et kærligt blik til sine plejeforældre Nataliia og Andriy.

Begge børn modtager dagligt knus og kram. De får at vide, at de er elsket, og de kan trygt lægge sig til at sove om aftenen med en varm dyne og vågne op til morgenmad, der fylder deres små maver.

For de fleste børn er det en selvfølge. Men for Uliana og Stepan er det en luksus, som de har oplevet for første gang i deres liv.

LÆS OGSÅ: Døden førte os tættere sammen

For bare få år siden, troede de, at alle børn havde knurrende maver og kolde fødder, når de vågnede om morgenen. 

Uliana og Stepan havde været overladt til dem selv det meste af deres liv.  Efter at deres far døde tilbage i 2011, eskalerede morens alkoholmisbrug, og som årene gik, blev hverdagen mere og mere uoverskuelig for hende.

Totalt forsømte

Trods moderens manglende forældreevner, higede søskendeparret efter hendes kærlighed, men selv om de kæmpede om opmærksomheden, fik de den kun sjældent. I stedet blev der jævnligt uddelt slag og spark til børnene.

    Som årene gik, kom familien i de sociale myndigheders søgelys, da børnene sjældent kom i skole. Moren fik gentagne muligheder for at rette op på lejlighedens stand og børnenes velbefindende – uden at det skete. Derfor blev Uliana og Stepan fjernet fra hjemmet i 2016, hvorefter moren mistede forældremyndigheden.

– Uliana brød sig ikke om at blive rørt, da hun kom her, fortæller hendes plejemor Nataliia, mens hun skruer tiden tilbage til dengang, hun første gang mødte søskendeparret.

Masser af mad

Hun sørgede sammen med andre professionelle for, at børnene blev tilset. Derhjemme gav hun børnene så varieret mad som muligt. Uliana og Stepan havde aldrig fået mælkeprodukter, og de vidste ikke, hvad en appelsin var, da deres sparsomme måltider ofte havde bestået af pasta og kartofler. Derfor var øjnene store, da de første gang satte sig til bords i familien, hvor store fade bød på masser af mad.

LÆS OGSÅ: Johan mistede kæreste og ven i tragedie

– Det handlede for os om, at de skulle føle sig trygge. Samtidig var det vigtigt, at de blev integreret med de andre børn, så vi kunne fungere som en familie, forklarer Nataliia.

I starten så børnene hinanden an, men det viste sig hurtigt, at især Stepan havde et stort omsorgsgen, der rakte ud over sin storesøster. Han uddelte kærlige kram og en hjælpende hånd til de små børn i plejefamilien, der ud over Uliana og Stepan tæller fem andre børn i alderen fire til 14 år.

Knæk i selvtilliden

Da trygheden i hjemmet blev en realitet, ventede der en ny udfordring. Skolegangen havde været sparsom, og til trods for at de rykkede ned i klassetrin, havde de begge svært ved at følge med.

– Det har givet dem et stort knæk i selvtilliden, at de ikke kan det samme som andre børn på deres alder. Derfor har det været så vigtigt at fortælle dem, hvor seje og dygtige de er. For det er de virkelig, forklarer Nataliia, der sammen med sin mand har gjort det til deres livmission at give deres i alt syv plejebørn de bedste betingelser for et godt liv. Selv om der aldrig er ro i familiens hus, og der konstant er et barn, der har brug for hjælp eller opmærksomhed, så er de ikke et sekund i tvivl om, at de gør det helt rigtige.

Drømmen er en realitet

– Vi får så meget igen fra alle vores plejebørn. Når man er vidne til den positive udvikling, de gennemgår, kan man kunne være lykkelig – også selv om man er træt, griner Nataliia.

I familiens hus i SOS Børnebyen er alle børnene samlet i stuen. Fjernsynet er netop blevet tændt, og en tegnefilm på ukrainsk får de livlige barnestemmer til at forstumme. Uliana har puttet sig i sofaen med et tæppe sammen med den 5-årige Diana, der også er plejebarn. Stepan har i stedet søgt tryghed hos plejefar Andriy, som han kærligt læner sig op ad. Paraderne er for længst faldet. Trygheden har sejret, og i morgen venter endnu en dag, hvor hverken mad eller kærlighed er en mangelvare.