Du brugte os som våben, mor

Da jeg blev skilt følte jeg mig så alene i verden og jeg brugte jer, mine elskede børn, som våben mod jeres far for at vinde ham tilbage. Gennem samtaler med jer forstår jeg, hvor stor skade jeg har forvoldt jer. Jeg håber I med tiden kan tilgive mig.

”Ring til jeres far, og sig, at I savner ham, og at han skal komme”. Gang på gang sagde jeg den slags til Anna og dig. Jeg brugte jer. Jeg vidste, at han ville komme, når det var jer, der bad ham om det. Jeg havde været sammen med jeres far, siden jeg var 17 år. Selv om vi skændtes meget, og forholdet blev mere og mere tyndslidt, var det alligevel et chok for mig, da han valgte at gå. Jeg havde det, som om gulvtæppet blev revet væk under mig. Der stod jeg pludselig alene med dig og Anna og havde aldrig boet alene før. Jeg fortryder inderligt, at jeg reagerede så egoistisk og umodent, at jeg handlede på en måde, som gav jer ar på sjælen. Jeg brugte jer som våben i min kamp for at vinde jeres far tilbage.

Jeg glemmer aldrig, da han fortalte, at han ville flytte fra os, og du stod ved siden af og græd. Jeg forstod det ikke. Men jeg begyndte at græde, fordi du græd. Det var først, da jeg stod i min fars nye hjem, at det for alvor gik op for mig, at vi ikke længere var en familie. Det var helt forkert. Jeg følte mig pludselig så alene i verden. Som den ældste var det mig, der måtte trøste Anna, når skænderierne udviklede sig imellem jer. Nogle gange kastede du med ting. Ofte lå vi bare og holdt os for ørerne og græd. Jeg har stadig svært ved at klare det, når folk skændes.

Jeg følte skyld efter skilsmissen. Jeg fortalte ikke til nogen, at I var gået fra hinanden. Faktisk troede jeg, at det var min skyld, at min familie var gået itu. Jeg vidste jo ikke bedre. Jeg havde ikke så meget overskud efter skilsmissen. Det gik hurtigt op for dig og Anna, at det var meget nemmere at få mig til at købe legetøj end tidligere. Ja, jeg købte jer. Ikke sådan forstået, at I ikke fik kærlighed, for det har I altid fået. Men jeg magtede ikke at sige nej til jer, når I bad om noget. Far og jeg havde svært ved at kommunikere på en ordentlig måde i begyndelsen, hvilket mest er min skyld. Jeg sendte ham en masse frustrerede sms’er. Det gad han jo ikke, så i starten talte vi nærmest kun sammen igennem jer.

Ja, vi var dine små brevduer. Det var først, da jeg sagde stop, at I blev bedre til at tale direkte sammen igen. Det var også svært, da du fik en ny kæreste. Kan du huske, hvordan jeg altid kom og masede mig ned i sofaen imellem jer? Jeg hadede, da du blev gravid igen og skulle have Emma. Hun stjal jo al din tid. I starten syntes jeg bestemt ikke, det var sjovt. Nu var der endnu en, jeg skulle kæmpe med om din opmærksomhed. Da vi flyttede fra det hus, hvor vi boede sammen med far, var det også hårdt. Jeg skulle jo sige farvel til mange minder og drømmen om, at det måske igen kunne blive, som det var engang.  Jeg tror ikke længere på ægteskabet. Hvorfor gifte sig, når det alligevel går i stykker?

Det gør ondt at høre dig sige sådan. Jeg vil så gerne en dag se dig stå hvid brud, og jeg har dårlig samvittighed over, at jeg har været med til at knuse den drøm for dig.

De her samtaler hjælper mig meget. Det gør det nemmere at lægge det hele bag mig, når jeg taler med dig og far om det. Jeg har lært, at det er bedre med to gode hjem end ét dårligt.

Se også: Min fars død gjorde mig rask