Efter 25 blodpropper i hjernen frygtede Marias børn for hendes liv

Da Maria Schlosser fik en dato på, hvornår hun skulle have foretaget sin første, komplicerede hals- og hjerneoperation på et specialhospital i Berlin, lovede hun sig selv, at hun ville være stærk for sine tre små børns skyld. Maria vidste, at de var bekymrede og urolige, og hun havde længe forsøgt at skåne dem mest muligt.

Datoen for indgrebet fik Maria i februar 2018, og hendes børn Adam, Naja og Noah var dengang bare 5, 8 og 10 år. Børnene vidste, at deres mor var alvorligt syg, og hele Marias fokus og opmærksomhed var derfor rettet mod de tre guldklumper. Operationen skulle finde sted den 12. februar, og efter ikke færre end 25 blodpropper i hjernen var indgrebet livsnødvendigt.

Mor skal dø

Få dage før Maria skulle rejse til Tyskland for knapt et år siden, modtog hun et foto på mobiltelefonen fra sin ældste søn Noah. Maria og børnenes far er skilt, og drengen var dengang på besøg hos sin far, da han sendte et billede af en sofa på et værelse. I første omgang var Maria overrasket og forstod ikke meningen med sønnens besked. Da Noah kom hjem, spurgte Maria ham, hvorfor han havde sendt et billede af værelset hos sin far, og hun glemmer aldrig sønnens svar.

– Jeg er ved at indrette et nyt værelse hjemme hos far. Her skal jeg jo bo, når du er død. Så kan jeg ikke være hos dig.

– Da kunne jeg ikke længere holde tårerne tilbage, selv om jeg gerne ville for Noahs skyld. Jeg havde forsøgt at være stærk og holde masken. Men visheden om, at han troede, jeg skulle dø, blev for meget.

– Noah var helt sikker på, at mandag den 12. februar, da jeg skulle opereres i Berlin, ville blive min dødsdag. Da gik det op for mig, hvor mange triste tanker der gik igennem hovedet på min ældste søn. Det var svært for alle tre børn, men specielt for Noah. Han var stor nok til at forstå alvoren, fortæller Maria Schlosser.

Alt bliver godt igen

Adam, 6, Naja, 9, og Noah, 11, har stadig deres mor. Maria overlevede ikke kun den første komplicerede operation i Tyskland, men også den anden. Den fandt sted for et par måneder siden, nemlig fredag den 21. december 2018, og de tre børns bønner blev endnu en gang hørt. Igen og igen har Maria måttet forsikre de tre søskende om, at alt igen en dag ville blive godt, og at mor bliver rask, når de har sagt: ”Du må ikke dø, mor. Lover du det? Du må ikke dø”.

Maria Schlosser bærer på en utrolig sygehistorie. Det er næsten ubegribeligt, at hun selv er i stand til at fortælle den, men det gør hun. Endda indimellem med et skævt smil på læberne og et lunt glimt i øjnene.

Ingen kan være i tvivl om, at når det har set allermest sort og vanskeligt ud for den nu 33-årige kvinde, har tankerne om hendes børn givet hende fornyede kræfter og energi til at kæmpe. Adam, Naja og Noah skulle ikke miste deres mor på tidspunkter, hvor de som små børn havde mest brug for hende.

25 blodpropper i hjernen har Maria overlevet, og det har givet hende både psykiske og fysiske ar på sjæl og legeme. Men ikke ét øjeblik har hun overvejet at give op. Drømmen om at se sine børn vokse op har hele tiden været større end trangen til at give op. Maria er gjort af det stof, der skaber overlevere, og de tre søskende kan være stolte af deres ukuelige mor og hendes fighterhjerte.

Maria Schlosser er født og opvokset i Ringe, og indtil for få år siden levede hun et helt normalt liv. Hun fik tre sunde og raske børn, og livet tegnede lyst og lykkeligt.

Smerter i benene

Men juleaftensdag den 24. december 2016 fik hun det første varsel om, at ikke alt var som det skulle være.

– Jeg var ved at lave mad, da jeg pludselig fik voldsomt ondt i benene. Det blev værre og værre, og til sidst kunne jeg ikke stå op. Da de andre gik rundt om juletræet, sad jeg og tog billeder. Smerterne fortog sig ikke, og den 8. januar 2017 blev jeg sygemeldt fra mit arbejde i en børnehave, fortæller Maria.

På det tidspunkt havde den unge kvinde ingen anelse om det sygdomsmareridt, som smerterne i benene blev begyndelsen på. Maria havde aldrig før været nævneværdigt syg, men det var slut nu. Hendes hænder og fødder begyndte at hæve voldsomt, og hun blev anvist til undersøgelse på reumatologisk afdeling på Svendborg Sygehus.

Men der var 25 ugers ventetid, og i stedet kom hun til Esbjerg. Her mente lægerne, at der måske var tale om en form for gigt.

Maria blev også undersøgt på Odense Universitets Hospital, og i sommeren 2017 kom hun i medicinsk behandling for leddegigt. Men det skulle vise, at hendes sygdom var langt mere alvorlig og livstruende, end hun selv og lægerne i første omgang troede.

Sygdomsmareridt

I løbet af sommeren blev Maria ramt af svimmelhed, og en aften lå hun i soveværelset sammen med datteren Naja, da hun pludselig blev følelsesløs i venstre side. Det var så slemt, at hun ikke selv var i stand til at stå eller gå eller løfte armen.

– For ikke at gøre Naja forskrækket begyndte jeg at grine lidt ad mig selv. Men der var absolut ikke noget at grine ad, siger Maria.

Nu begyndte anfaldene for alvor at ramme hende. I løbet af nogle få måneder fik hun omkring 15 tilfælde, hvor hun ikke kunne bruge hverken venstre ben eller arm.

Under en indlæggelse på Svendborg Sygehus i begyndelsen af august fik hun drænet lungerne, og lægerne mente, væsken i lungerne skyldtes lungebetændelse.

Men situationen blev forværret med blandt andet åndenød og lammelse omkring munden. Hun blev overflyttet til traumeafdelingen i Odense, og efter en kort undersøgelse blev det besluttet at overføre Maria akut med helikopter til Kommunehospitalet i Aarhus. Det viste sig, at hovedpulsåren aorta, der forsyner hjernen med ilt, var klappet sammen.

Kalder det møj-møj

– Lægerne konstaterede, at jeg havde haft 15 blodpropper i hjernen på grund af iltmangel. Jeg havde den sjældne og livstruende sygdom moyamoya-syndrom, som vi i familien har døbt møj-møj. Det er en kompliceret sygdom, og i Danmark findes der endnu ingen læger, der kan foretage operationen i halsen og hjernen. Hvis jeg skulle overleve, måtte jeg til udlandet, fortæller Maria.

I efteråret 2017 fik Maria meddelelse om, at hendes eneste mulighed for at overleve sygdommen, var at blive opereret af speciallæger på et hospital i Berlin. Indgrebet skulle finde sted i februar 2018, og ventetiden var både svær og smertefuld for Maria. Hun blev igen og igen ramt af lammelser, så hun ikke var i stand til at foretage sig andet end at tale i telefon.

– En dag talte jeg i telefon med en veninde, da jeg blev ramt af et anfald. Hun vidste, at jeg havde fået det skidt, og kørte hjem til mig. Men jeg havde låst døren, og hun kunne ikke komme ind til mig. Det var absurd at se hende stå ude på terrassen og kigge ind på mig, mens jeg magtesløs sad på en stol uden at kunne foretage mig noget, siger Maria med et skævt smil.

Selvfølgelig gik det ud over familielivet, at Maria var så syg. Hun var konstant træt, og usikkerheden om, hvornår det næste anfald kunne komme, var en stor belastning.

Inden operationen i Berlin opgjorde lægerne antallet af blodpropper i hendes hjerne til 25, og situationen blev mere og mere kritisk. Det kunne ikke undgås, at børnene var urolige ved udsigten til, hvad der skulle ske med deres mor. Men det var værst for Noah.

Vil holde sit løfte

Den første operation blev ifølge lægerne gennemført med et tilfredsstillende resultat. Men i løbet af året viste det sig, at Maria skulle gennem endnu en operation, som fandt sted den 21. december. Det har imidlertid vist sig, at der stadig ikke er det flow eller gennemløb i aorta, som lægerne havde håbet på. Derfor er Maria i medicinsk behandling, og om et halvt år skal hun gennem en ny, gennemgribende undersøgelse.

– Jeg har fået at vide, at jeg aldrig fysisk kommer til at fungere som et almindeligt menneske. Jeg er konstant træt, og hvis jeg en dag er så heldig at komme i arbejde igen, bliver det ikke mere end 15-18 timer om ugen. Men selvfølgelig er det vigtigste, at jeg passer på mig selv, så jeg kan være der for mine børn, fortæller Maria.

Efter at Maria uforstyrret har fortalt sin gribende og utrolige historie om at have overlevet 25 blodpropper i hjernen, kommer hendes tre guldklumper hjem fra skole. Det er helt åbenlyst, at de elsker og forguder deres mor. Men de har alle tre øjeblikke, hvor de er bange og frygter, at deres mor bliver taget fra dem.

Maria har gemt Noahs billede af sofaen på værelset hos hans far, fra dengang den lille dreng troede, at hans mor skulle dø. Værelset hos far har Noah stadig, men han har også et hos sin mor.

Maria har nemlig lovet, at hun ikke dør, og en mor holder som bekendt, hvad hun lover.