Elisabeths sorg: Farvel mor

For et års tid siden mistede 22-årige Elisabeth sin mor efter et langt kræftforløb. Hun oplevede, at folk undlod at spørge ind til det. Men at tale åbent var netop det, som hjalp Elisabeth med at bearbejde sorgen.

Elisabeth husker tydeligt cykelturen ud til Skejby Sygehus. Den var længere, end den plejede at være, og bakken mere stejl. Der skulle bruges flere kræfter og mere vægt for at træde pedalerne rundt. Det regnede ovenikøbet, hvilket skjulte de tårer, der løb ned ad kinderne. Alt var på det tidspunkt helt ligegyldigt. 

Hun havde et par timer forinden fået beskeden om, at hendes mor var blevet indlagt igen. I første omgang skubbede hun det til side, for det var sket så mange gange før. Dårlige nyheder var efterhånden blevet en hverdagsting. Hvorfor skulle hendes mor ikke få det bedre denne gang også? Men beskeden var anderledes og ramte på en helt anden måde.

– Lægerne har sagt, at vi måske skal forvente det værste.

Læs også: Caroline mistede sin mor som 16-årig

Elisabeths mor fik konstateret kronisk brystkræft tilbage i januar 2016. Kræftcellerne havde allerede spredt sig, og i efteråret 2019 ramte den hjernehinden. Det blev det sidste stadie for hende. 

Nu er det over et år siden, Elisabeth Løfting mistede sin mor til en lang og hård kamp mod brystkræft – dengang var hun blot 21 år gammel.

I tiden efter fyldte sorgen meget, og det var svært for hende at tænke på sin mor uden at blive ked af det. Men når Elisabeth i dag præsenterer sig for nye mennesker, er hun ikke bange for at fortælle om det, hun har været igennem. Faktisk har det hjulpet hende med at komme videre at tale om sorgen, de dårlige dage og dét, der ellers kommer med at miste en, man elsker. 

– Det er jo ikke meningen, man skal sidde der som 21-årig og holde sin mor i hånden, mens hun dør, og så sige til hende, at nu skal du give slip. 

Svære dage

Da Elisabeth nåede frem til Skejby på cyklen, så hun sin mor langsomt visne i hospitalssengen på Skejby Sygehus. Lægerne var i tvivl, om hun nogensinde ville vågne op igen.

– Det bliver lige pludselig meget tydeligt, at min mor er syg og ikke længere er den der stærke, raske person. Det bliver sværere at forestille sig, at det nogensinde kunne blive bedre.

Aldrig havde hendes mor set svagere ud. Hun var tynd og bleg og lignede ikke mor, som hun plejede at se ud. Det stod klart nu for Elisabeth, at hendes mor ikke havde lang tid tilbage. 

– Jeg græd rigtig meget på hospitalet. Men man når også til et punkt, hvor man tænker: ’sker det ikke snart?’ Jeg kunne ikke holde ud at være i det mere. Hun var der jo, men hun var der ikke. Det var, som om jeg gik og ventede på noget, der allerede var sket.

For Elisabeth føltes de sidste dage på hospitalet lange, nærmest uendelige. Timerne trak ud, men på den anden side var de ikke lange nok til at sige ordentligt farvel. De dage gjorde så ondt, at det næsten føltes som en forløsning, da farvellet blev endeligt.

– Jeg tror, mange glemmer, hvor hårdt det kan være med så mange dage på et hospital og det at prøve at acceptere noget, man virkelig ikke har lyst til at acceptere. Det, vil jeg sige, er værre end selve det øjeblik, da hun døde.

Læs også: Kræftrame Mie: Min søn skal kende min historie

Alarmklokker ringede

5. november sent om aftenen fik Elisabeth en særlig fornemmelse i kroppen. Det var, som om alarmklokker ringede inden i hende. Hun fik alle pårørende ind på stuen. Hun satte sig ved siden af sin mor og holdt sig tæt ind til hende. Hendes mors vejrtrækning havde ændret sig. Hendes åndedræt lød tungt og besværligt. Det viste sig, at øjeblikket var kommet. 

– Jeg kan ikke huske, om jeg har min hånd eller mit øre på hendes hjerte, men jeg kan mærke, at det nogle gange stopper og går i gang igen.

Sygeplejersken fortalte hende, at det tit sker, når man er ved at dø, fordi kroppen er ved at give slip, men sindet utrolig gerne vil blive. Det endte med, at Elisabeth og hendes papfar talte til hendes mor. De sagde til hende, at det var okay, hvis hun gav slip nu – de skulle nok passe på hinanden.

Mistede sit ståsted

Efter moderens død oplevede Elisabeth en følelse af at have mistet sit ståsted. Hendes mor havde altid været den trygge base, som hun vidste, at hun kunne komme til. Nu stod Elisabeth i en helt ny og fremmed situation efter afskeden, hvor verden så grå ud. Dagene på hospitalet med døden til følge var særligt traumatiske for Elisabeth. De optog så megen plads i hendes hoved, at hun havde svært ved at tænke tilbage på sin mor og sortere sygdommen fra.

– I starten kunne jeg ikke tænke på hende uden at blive ked af det. Jeg fyldte mig selv med tanker fra hospitalet og synet af hende være så syg. Jeg havde svært ved at se hende for mig som min raske, dejlige mor.

Lige efter sin mors død havde hun svært ved at huske ting fra nogle af de øjeblikke, som har gjort særligt ondt. Hun fik derfor en del detaljer genfortalt. Selv om hun ikke kunne tale om dem dengang, kan hun det i dag. Hun er nu i stand til at tænke tilbage på alle de positive oplevelser, hun har haft med sin mor – og det gør hun hver dag. Sygdommen er ikke længere det, der fylder. En stor grund til, at hun er kommet ovenpå, tror hun skyldes det, at hun har været åben om sin sorg og alt det, hun har været igennem.

– Død og sygdom er et sygt tabubelagt emne. Der er ingen, der kan lide at snakke om det, og folk tør ikke at spørge ind. Men vi kommer alle sammen til at stifte bekendtskab med det på et eller andet tidspunkt i livet, så vi skal jo lære at snakke om det før eller siden. Det hjælper mig at snakke om det, og at folk ved, hvad jeg har været igennem.

Læs også: Caroline er enlig mor og kræftramt

Snak om det, der gør ondt

Elisabeth har aldrig syntes, at det har været grænseoverskridende, hvis nogen har spurgt ind til hendes mors død. Hun er blevet bedre til at håndtere det at tale om sorg, jo mere hun har gjort det. Hun fortæller, at sorgen efter hendes mors død var så stor en del af hendes liv, at det ville være unaturligt ikke at tale om den.

– Når jeg fortæller folk, at min mor er død, er der ikke en forkert måde at reagere på. Vi er som mennesker nysgerrige af natur. Jeg tænker, at folk holder sig tilbage for at spørge ind til sorg, fordi de ikke ønsker at gøre mig ked af det –men det gør det ikke.

Elisabeth fandt ud af, at man får en følelse af ikke at være alene, når man taler om sorg. Når man har været i en dyb sorg, kan det være svært at åbne op for samtalen. Lige netop her har man brug for, at folk spørger uden opfordring. Man kan altid sige, hvis der er noget, man ikke har lyst til at tale om.

– Pårørende til pårørende skal helt sikkert turde at spørge ind, for nogle gange har man brug for at snakke – også om det, der gør ondt. Man skal klart snakke om sorg, hvis man kan. Og så hellere spørge en gang for meget end en gang for lidt.

Læs også: Læge til terminalt syge Betina: Nyd din sidste tid