Emilia blev solgt som barn
Emilia var bare tre år gammel, da hendes biologiske forældre kørte galt på motorcykel på den spanske ø Mallorca. Hendes far kom sig hurtigt, mens hendes mor blev hjerneskadet og ikke kunne passe sine børn, der udover Emilia talte hendes bror og storesøster.
Broren kom i pleje hos nabofamilien, mens 3-årige Emilia og hendes 7-årige søster kom på et børnehjem, drevet af katolske nonner.
Læs også: 23-årig kvinde skrev sos-brev: Blev holdt fanget og udsultet
Flere tusind kilometer væk i den nordsjællandske by Hellerup sad det ulykkelige par, Jørgen og Lise Lund, der forgæves havde prøvet at få børn. Lises far var den stenrige Theodor Hald, direktør for De Forenede Jernstøberier, og han var lige så fast besluttet på, at slægten skulle føres videre, som sin datter. Men Lises mand, Jørgen, led af en kronisk sygdom, og derfor fik de afslag på adoption.
Købte et barn
Det afholdt dog ikke den magtfulde jerndirektør fra at hjælpe sin datter – på en måde, der var dybt ulovlig og risikabel. Familien havde ofte holdt ferie på Mallorca, og her fik de kontakt til en lokal familie, der for en sum penge var villige til at give afkald på en af deres piger, som alligevel var sendt på børnehjem.
Der blev med passende bestikkelser til lokale nøglepersoner fremstillet en falsk dåbsattest, hvor jerndirektørens svigersøn Jørgen Lund stod anført som far, og hokuspokus kunne den lille pige forlade børnehjemmet sammen med sin ”far” og senere blive adopteret af sin nye mor, Lise Lund.
Som 5-årig landede den mørklødede Emilia i Kastrup Lufthavn til et fuldstændig forandret liv. Emilia husker det store hus. De glinsende biler og de mange kjoler, som strammede de forkerte steder. Hun blev sendt på den bedste skole, og den yndige pige blev vist frem for venner og familie, der talte det bedre borgerskab i Nordsjælland. Alligevel kunne de mange nye indtryk ikke slette de minder, der konstant hjemsøgte Emilias hukommelse.
LÆS OGSÅ: Janne overlevede mirakuløst
– I starten benægtede min mor, at jeg var adopteret. Men det var jo så tydeligt, at jeg ikke lignede dem, så til sidst sagde hun, at jeg var adopteret fra Spanien, fordi mine forældre ikke ville have noget med mig at gøre. Når jeg spurgte, om jeg havde søskende, sagde hun nej. Men hele livet havde jeg følt, at jeg manglede noget af mig selv. Jeg følte mig ikke hel, selv om mine minder gang på gang blev afvist, forklarer Emilia.
Desværre havde hun svært ved at leve op til sin mors drøm om en lille prinsesse. Emilia ville hellere klatre i træer, og da hun blev ældre, pjækkede hun ofte fra skole og tog i Danmarks Akvarium, hvor de ansatte bar over med hende. Konflikterne med hendes mor blev værre og værre, og som 13-årig blev hun afleveret på Børnehjemmet Betlehem i Gammel Holte.
Som 17-årig var det ikke længere muligt for hende at bo på børnehjemmet, og Emilia flyttede på ungdomspension. Hun kæmpede med ensomheden og den manglende kærlighed, der ofte udmundede i, at hun drak for meget, og da hun blev gravid som 18-årig, havde hun svært ved at få det hele til at hænge sammen.
Alkohol og vold
Hun kom ind i et forhold, hvor alkohol og vold var en del af hverdagen. Hun sank længere og længere ned i elendigheden, og selv da hendes datter Josefine kom til verden, havde hun svært ved at få styr på sit liv. Derfor endte det med, at både Josefine og Tobias kom i pleje.
– Jeg havde så megen indestængt vrede, som jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af. Jeg følte mig så svigtet, men det endte bare med, at jeg svigtede mig selv og mine børn, fortæller Emilia, der kun havde sporadisk kontakt til sine adoptivforældre.
Da hendes adoptivfar lå for døden, sagde han undskyld for det svigt, de havde påført Emilia. Men det var først, da hendes mor mange år senere sov ind, at den velbevarede hemmelighed så dagens lys.
Da Emilie efterfølgende ryddede op i sin mors ting, fandt hun nogle gamle papirer i en konvolut. Mens øjnene gled ned over ordene, begyndte chokket at brede sig i hendes krop, da hun så den rigtige og den falske dåbsattest. På den rigtige stod hendes biologiske fars navn – Rafael Torres Soler. Morens navn stod der også: Amparo.
– Jeg var så vred over, at min mor ikke havde fortalt mig, hvad der var sket. Hun havde haft alle muligheder for det, men det var åbenbart vigtigere at holde på formerne. Samtidig vidste jeg med det samme, at min mavefornemmelse var rigtig. Jeg havde hele mit liv haft fornemmelsen af, at jeg havde søskende, og nu var jeg ikke længere i tvivl. Hun havde jo bare sagt, at min mor var fattig og ikke ville have mig. Men hun vidste jo langt mere, end hun havde sagt til mig, fortæller Emilia, der arvede en millionformue fra sine velhavende barnløse adoptivforældre.
Det betød, at hun havde tid og råd til at finde frem til sin biologiske familie. I 2003 lykkedes det, og da hun kastede sig om halsen på sin storesøster på Mallorca, faldt brikkerne på plads.
Fandt sin søster
Efter det forløsende møde med søsteren holdt Emilia løbende kontakt med familien på Mallorca. Hun besøgte dem flere gange og begyndte at føle sig som en del af familien. Men da hun efter nogle år opfordrede dem til at komme til Danmark, forstummede snakken.
– Jeg vidste ikke helt, hvad det handlede om, og det var lidt sårende, fordi jeg følte, at det var mig, der gjorde alt for at holde kontakten, fortæller Emilia.
For Emilia kunne det hele have ramlet, da hun mistede sin mand, der døde af kræft efter længere tids sygdom. Hun passede og plejede ham, og da han sov ind, mærkede hun endnu en gang den velkendte tomhed. Men i stedet for at gå i hundene blev hun ramt af en tragedie, der paradoksalt nok endte med at redde hendes liv.
Vil ikke spilde tiden
– Da jeg selv blev ramt af kræft, så var det, som om jeg var tvunget til at tage mit liv op til revision. Hvis jeg ikke havde lang tid tilbage, ville jeg så spilde min tid, eller ville jeg have mest muligt ud af den? Det var egentlig ikke et svært valg, forklarer Emilie, der valgte at starte i terapi, hvor hun langsomt fik åbnet op for de mange år med vrede og manglende kærlighed.
Skammen over, hvad hun havde udsat sine børn for, nagede hende voldsomt, men som tiden gik, fik hun ro på fortiden og kunne begynde at se fremad.
I den hyggelige kvistlejlighed i Middelfart stråler den nu 56-årige Emilia. Ved hendes side sidder hendes 29-årige datter Josephine, der kigger beundrende på sin mor. Hun havde nærmest ikke turdet drømme om, at de en dag kunne få så godt et forhold, hvor hun ikke længere skulle frygte, at hendes mor ville falde tilbage i alkoholens jerngreb.
– Jeg føler, at jeg har fået en ekstra chance. Jeg har været så vred så længe, og selv om der stadig er ting, der er enormt sårende, har jeg valgt at tilgive. Det er ikke ensbetydende med, at det er i orden, det, der er sket – både fra mine forældre og andre – men jeg vil ikke bruge mere negativ energi på det, fortæller Emilia.