Emilia bor på børnehjem: Savner mor
Der er tre mennesker, som altid vil huske den 10. december for godt fem år siden. 11-årige Emilia glemmer aldrig den dag, hun første gang skulle sige farvel til sin mor og flytte ind på et børnehjem kaldet ”Sørningevej”.
Hendes mor, Nadia, glemmer heller aldrig den dag, hvor hun måtte sætte sig ud i bilen på parkeringspladsen og køre væk fra opholdsstedet. Og pædagogen Hanne vil også huske den dag længe, hvor hun tog imod den 6-årige Emilia. Selvfølgelig var opgaven bare en del af hendes job. Men nogle arbejdsdage ryster man aldrig af sig.
Emilia var bundulykkelig. Hun græd og græd. Det var rædselsfuldt. Helt og aldeles rædselsfuldt, siger Hanne, som har været ved Emilia lige siden som hendes ”primære person” på opholdsstedet.
Det er hende, der kysser og krammer Emilia. Hende, der mærker Emilias vrede, når den blusser op. Og hende, der er den bedste til at trøste. Kort sagt: Hanne er den, der tilbringer langt mest tid med Emilia, og som har været vidne til den forandring, Emilia har gennemgået, siden hun flyttede ind.
Læs også: Erik Valeur boede 2 år på børnehjem: Jeg vil gerne være der for Storm
Dejligt at bo på børnehjem
– Hvordan er det at bo på et opholdssted?
– Det er dejligt. Vi hygger os sammen og tager på udflugter. Vi har også været i Kroatien. Det er det varmeste land. Der var næsten 40 grader. Og hoppeborg. Jeg har det rigtig godt her. Fremragende, faktisk. Men jeg vil helst hjem og bo hos min mor.
– Du bor sammen med 11 andre børn her. Hvordan er det?
– Det er hyggeligt, for vi hjælper jo hinanden. Hvis der er en, der er ked af det, spørger jeg, om han eller hun har lyst til at snakke. Eller om vi bare skal lege.
– Føler I jer som søskende?
– Der er i hvert fald en dreng her, der er ligesom en bror. Han hjælper mig også, når jeg bliver ked af det.
– Hvad bliver du mest ked af?
– At jeg savner min mor.
Emilia har ADHD
Mens Emilia fortæller, sidder hendes mor, Nadia, ved siden af. Jeg kan næsten mærke, hvordan datterens ord rammer hende i hjertet, og selv om Nadia et stykke tid kæmper for at holde tårerne tilbage, må hun til sidst give op. Emilia ser det med det samme.
– Er du ked af det, mor? spørger hun og griber ud efter sin mors hånd.
Hun aer den lidt, inden hun svarer på mit næste spørgsmål.
– Ved du, hvorfor du er her?
– Det er fordi, jeg har nogle problemer, som vi skal have løst.
– Hvad gør I for at løse dine problemer?
– Vi snakker om dem. Jeg har adhd, så jeg kan være oppe og køre.
– Men du virker da rolig nu?
– Det er fordi, mine piller virker. Hver morgen siger jeg godmorgen, og så sluger jeg en pille. Pillerne gør, at jeg falder mere til ro, og så går dagen bedre.
I dag har Emilia langt flere gode dage end dårlige. Det fortæller både Hanne og moderen Nadia, da de viser mig rundt på ”Sørningevej.” De to kvinder er erfarne i at samarbejde uden at træde hinanden over tæerne. De har samarbejdet lige siden, Emilia flyttede ind, og selv om der har været mange op- og nedture, har de altid haft samme mål: Emilia skal have det så godt som muligt.
Se også: Maria solgte hus og hjem for at få datteren helbredt for epilepsi
Ikke en dårlig mor
Nadia lever stadig med, at omgivelserne har deres fordomme, så snart de hører, at hendes datter er anbragt uden for hjemmet.
– Folk ser ned på mig, fordi de ser mig som en dårlig mor. Jeg har hørt folk sige: Nå, kan du ikke finde ud af at passe dine egne børn. Det er let at sige, når man ikke kender forhistorien.
Jeg har hørt hele Nadias historie. Den er så barsk og smertefuld, at dele af den ikke kan fortælles her. Men det er samtidig historien om en mor, der har gjort det sværeste og nok også største, en mor kan gøre. Hun har givet slip på sit barn for at redde det. Hun har faktisk gjort det med to børn, for Emilias lillebror er også anbragt uden for hjemmet.
– Jeg har gjort det for børnenes skyld. Hvis jeg bare tænkte på mig selv, havde de været hjemme hos mig. Men jeg vil gerne have mine børn godt ud på den anden side. Jeg vil gerne have, de kommer i gang med livet på en god måde, og jeg kan ikke give dem den rigtige hjælp. Det er for svært, siger Nadia ærligt.
Far sagde farvel
Selv havde hun aldrig forestillet sig, at hun skulle sidde i den her situation, da hun blev mor første gang som 26-årig. Emilia var et rigtigt ønskebarn, og Nadia følte, hun havde fundet den helt store kærlighed i Nadias far.
Den lille familie havde det faktisk også rigtig godt de første tre år. Men efter lillebroren kom til, begyndte hverdagen at blive for presset. Den lille dreng havde kolik, og Emilia viste de første tegn på sin adhd. Hendes energi var ustyrlig, og hendes bror græd utrøsteligt.
Efter tre måneder havde forældrene et voldsomt opgør, som endte med, at Nadia sagde, hun ville skilles. Kort efter blev Emilias far indlagt på en psykiatrisk afdeling. Han havde ramt bunden, og flere gange truede han med at begå selvmord. Personalet mente dog ikke, der var grund til bekymring for mandens liv.
– De, som truer med selvmord, er sjældent dem, der gør alvor af det, var deres vurdering, og en lørdag fik Emilias far derfor lov til at forlade hospitalet.
Samme dag modtog Nadia en sms fra ham. Det var hans farvel.
Læs også: Gode råd til børn med ADHD
Til fare for sig selv
I tiden efter stod Nadia hver dag med nye problemstillinger med sine to børn, som hun skulle lære at tackle alene. Hvad svarer man for eksempel en 3-årig pige, der spørger: Hvor er far?
– Det var altså svært at stå med. Jeg forklarede, at han ikke kom hjem mere. At han var blevet en stjerne oppe i himmelen. Emilia har altid været et barn med 1.000 spørgsmål, og hun stopper ikke, før hun får et svar, hun kan bruge til noget.
Nadia klarede de mange spørgsmål. Hun klarede også at rejse sig og få en god hverdag alene med sine børn. Men da Emilia var 6 år, ramlede det hele. Hendes adhd gjorde hende svær at styre, og samtidig reagerede hun somme tider så voldsomt, at hun var til fare for sig selv.
– Jeg kunne ikke stå med det ansvar. Det vidste jeg bare. Det var for risikabelt og for farligt, siger Nadia, som til sidst måtte ringe til en sagsbehandler og sige det lige ud: Vi har brug for hjælp.
Hjælpen fik de på ”Sørningevej”. Det var ikke en let beslutning. Men Nadia er sikker på, det var var den rigtige.
Drømmen må vente
Emilia er lige nu godt på vej videre. Det er både Nadia og Hanne enige om. De fortæller om en glad pige. En pige, som klarer sig godt i skolen, og som slet ikke er så tynget af sine psykiske problemer som tidligere. Men hun har stadig mere at kæmpe med end andre 11-årige piger, og der er derfor heller ikke planer om, at Emilia skal hjem igen lige med det samme. Heller ikke selv om, det både er Emilias og Nadias allerstørste drøm.
Da Emilie blev afleveret første gang den 10. december for fem år siden, var hun ikke bare ulykkelig. Hun var også vred på sin mor. Det var hun længe. Hvordan kunne hendes mor sende hende væk? Men i dag er situationen heldigvis en anden.
– Emilia har tilgivet mig, smiler Nadia.
– Har du tilgivet dig selv?
– Kan man det? Det tror jeg ikke. Men jeg har gjort det bedste, jeg kunne. Og jeg mener stadig, jeg er en god mor. Det kan man godt være, selv om man ikke selv passer sine børn hver dag.
