Emilies tvillingesøster døde af kræft: Jeg mærkede hendes sidste hjerteslag

OBS! Dette er del to af en samlet artikel om Emilie og Kathrine, der begge har mistet en søster. Læs første del her

Ét af de sidste minder, som Emilie har om sin tvillingesøster, Josefine, har brændt sig fast i den 16-årige teenagers bevidsthed. Mens Josefine lå kræftsyg på Rigshospitalet og kæmpede tappert for sit liv, skrev Emilie en fem sider lang kærlighedserklæring til sin døende søster.

I brevet fortalte Emilie om alt mellem himmel og jord, blandt andet om den smukke have ved det store, fine slot, hvor Josefine skulle bo efter døden. De to søstre havde på Rigshospitalet hørt mindfulness-musik, og sammen forestillede de sig, hvor Josefine skulle være i sit næste liv. Selvfølgelig skrev Emilie i brevet også, hvor højt hun elskede sin søster, og hvor meget hun betød.

– Da Josefine blev kørt fra Rigshospitalet til Bov for at få den sidste tid hjemme i trygge og vante omgivelser hos vores far, mor og mig, var hun svag og afkræftet. Hun lå i sengen og var ikke i stand til at sige noget.

– Jeg satte mig ved siden af hende, holdt hende i hånden, aede hende på kinden og læste mit brev højt for hende. Hun gav min hånd et lille klem, og jeg kunne se, hun græd. Da jeg havde læst brevet, ville hun op fra sengen en sidste gang. Sammen med min mor og far fik vi hende op at stå, og det vidnede om en helt utrolig viljestyrke, fortæller Emilie.

– Det var en rørende oplevelse. For mig var det er tegn på, at Josefine kæmpede til det sidste. Jeg er stolt over at have en søster, der kæmpede så hårdt og indædt for det liv, som hun holdt så meget af. Men overmagten var for stor og kræften for aggressiv. Til sidst gav hun op og fik fred.

– Brevet fik Josefine med i kisten, og jeg er lykkelig for, at jeg skrev det. Josefine var en fantastisk pige og den bedste søster, jeg kunne have haft. Hun vil altid være med mig, ligegyldig hvor jeg er, eller hvad jeg foretager mig.

Specielt bånd

Emilie Muusmann Rindom fra Bov i Sønderjylland har oplevet den største sorg og den største smerte, som en søster kan blive udsat for. Hendes storesøster med nogle få minutter, Josefine, døde mandag den 13. november 2017 blot 15 år gammel, efter at hun i blot to måneder forgæves havde kæmpet imod en aggressiv kræftsygdom i underlivet.

– Josefine var min bedste ven, og vi var altid sammen. Tvillinger har et helt specielt bånd imellem sig, og det har vi altid haft. Vi planlagde sammen med en veninde at tage ud at rejse, og vi skulle opleve så meget. Men Josefine tog en anden vej end den, vi havde talt og drømt om, fortæller Emilie.

– Mens Josefine var syg, arbejdede jeg på en kro, hvor vi begge havde fået job. Jeg ville spare penge sammen til både hende og mig. Jeg sagde til hende, at hun måtte få alle pengene. Hun måtte købe lige, hvad hun ville, hvis bare hun lovede mig at blive rask.

I august 2017 fik Josefine som 15-årig voldsomme mavesmerter. På hospitalet viste en scanning, at hun havde en kræfttumor på den ene æggestok.

Det første alvorlige chok fik Emilie og hendes forældre, Bjarne og Alice Rindom, da tumoren var fjernet den 1. september 2017. Bagefter fortalte lægerne nemlig, at kræften var ondartet og særdeles aggressiv.

Hun passede på mig

Den 15-årige pige gennemgik en ekstrem hård kemokur på hospitalet i Skejby, og Josefine viste sig som en stærk og livskraftig pige.

”Jeg klarer den”, sagde hun trøstede til Emilie, mens sygdommen fik et stadig mere voldsomt tag i den kræftramte teenager.

Emilie og Josefine gik i klasse sammen, og de var nært knyttet. Josefine var under hele sit sygdomsforløb indlagt på hospitalet, og Emilie var så meget som muligt hos søsteren. Hun gik i skole to eller tre dage om ugen, og resten af tiden var hun hos Josefine i Skejby eller på Rigshospitalet.

– Josefine var den ældste af os, og hun passede altid på mig og sørgede for, at jeg havde det godt. Pludselig var det mig, der skulle tage sig af hende, fortæller Emilie.

– Men når jeg havde det svært på hospitalet og græd, trøstede Josefine mig og sagde, at hun nok skulle klare sygdommen. Normalt var hun den store, men i sygesengen så hun lille og svag ud. Det var helt forkert. Normalt sagde jeg i sjov til hende: ”Jose er den bedste, hende kan ingen tæske”, men pludselig vendte sygdommen op og ned på alt.

Det sidste hjerteslag

Sammen med sine forældre sov Emilie i stuen i hjemmet i Bov ved siden af Josefine den sidste nat, søsteren var i live. Klokken 05.30 mandag den 13. november lagde Emilie sin hånd på tvillingesøsterens bryst og mærkede det sidste slag, som Josefines hjerte slog i livet.

Allerede da hun fik fjernet respiratoren dagen før, troede lægerne, at hun ville dø. Men hun udviste en utrolig livskraft og døde først næste dag omgivet af sine kære.

– Jeg har aldrig følt mig så frygtelig alene som i det øjeblik, selv om min mor og far var i stuen. Jeg var i chok og kunne eller ville ikke forstå det. Det er halvandet år siden, men jeg tror stadig, at jeg befinder mig i en form for choktilstand, fortæller Emilie med tårer i øjnene.

– Josefines sygdomsforløb var en svær tid, men jeg er glad for de ting, jeg fik gjort for hende. Jeg er glad for, at jeg var så meget sammen med Josefine i den sidste tid, og jeg er glad for at jeg holdt en tale ved hendes bisættelse i Bov Kirke. Jeg blev spurgt, om jeg ville, men jeg vidste ikke, om jeg turde eller kunne. Men jeg gjorde det for Josefines skyld. I kirken ved hendes kiste fortalte jeg om, hvor højt hun elskede livet, og hvor tappert hun havde kæmpet.

Læs tredje og sidste del om Emilie og Kathrine her