Emma blev mobbet i årevis: Jeg græd mig i søvn

Emma var 13 år, da hun en dag ringede til sin far og bad ham hente hende fra skolen. Hun kunne ikke mere. Den grove mobning, som hun igennem flere år havde været udsat for, var nu blevet alt for meget.

Mobningen tog for alvor til i 3. klasse. Emma var blevet smådrillet, lige siden hun begyndte i skole, men pludselig blev drillerierne mere systematiske og meget grovere. Hver dag måtte hun lægge øre til hånende bemærkninger fra de andre i klassen. 

– Det var især min blege hud, de drillede mig med. De kaldte mig spøgelse og snemand, og når jeg stod ved en hvid væg, sagde de ”Hvor er Emma henne?”, selv om jeg stod lige ved siden af. De kiggede mig lige i øjnene og grinede af mig, siger den nu 14-årige Emma Cecillie Pedersen fra Grevinge.

Læs også: Mobning var værre end ensomhed

Frygt

Emma blev også gang på gang udsat for ydmygende handlinger i frikvartererne. Hendes ting blev smidt ud ad vinduet. Døren blev låst, så hun ikke kunne komme ind i klassen. Og hun var ikke velkommen i de andres leg i skolegården. Emma tøvede med at sige det til lærerne af frygt for, hvordan klassekammeraterne ville reagere, og når hun endelig tog mod til sig, skete der alligevel ingenting. Mobning fortsatte – eller stoppede kun kortvarigt. 

Ned i et dybt hul

Den konstante hån fik Emma til at føle sig forkert og alene. Hun havde ingen venner, og når hun ikke var i skole, lukkede hun sig inde på sit værelse, hvor dagene gik med at se fjernsyn og trøstespise. 

Hendes forældre, Lene og Felex, anede ikke, hvor slemt det stod til, for deres datter holdt for det meste de svære følelser for sig selv.

– Jeg viste dem ikke, hvor dårligt jeg havde det. Det var først om aftenen, når de var gået i seng, og jeg var sikker på, at de sov, at jeg lukkede alle mine følelser ud. Så græd jeg mig selv i søvn, og det gjorde jeg næsten hver dag. Jeg fik det værre og værre og følte, at jeg var på vej ned i et dybt hul, hvor jeg ikke kunne trække vejret mere, fortæller Emma, som en dag brød helt sammen. 

Læs også: Birgitte er Camgirl: Jeg sælger min krop på nettet

Ny start på Julemærkehjemmet

På det tidspunkt havde mobningen stået på uafbrudt i tre år.

– De havde drillet mig virkelig meget den dag, og nu kunne jeg bare ikke holde det ud længere. Så jeg ringede til min far og spurgte, om han ikke nok ville hente mig. Og det gjorde han heldigvis, siger Emma.

Hun fortalte sine forældre alt, hvad der var sket, og præsenterede dem selv for en idé til, hvordan hun kunne få det bedre: Hun havde hørt om Julemærkehjemmet, og dér ville hun gerne hen.

– Så vi talte med vores læge om det, og han syntes heldigvis også, at det var en god idé. Så han hjalp os med at udfylde en ansøgning til Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde. Og allerede to måneder efter startede jeg så. Men det var lang tid at gå og vente på, at jeg skulle afsted.

Heldigvis var der sommerferie midt i ventetiden, for jeg havde ikke klaret den, hvis jeg skulle være i min klasse i to måneder mere, siger Emma stille. 

Læs også: Mobning: Her bliver jeg ikke mobbet

Mange nye venner

Det 10 uger lange ophold på Julemærkehjemmet blev et kæmpe vendepunkt for hende.

– Jeg var ret nervøs, inden jeg skulle flytte ind, for jeg havde ikke meget selvtillid tilbage, og jeg vidste jo ikke, hvem de andre børn var, og hvordan de ville tage imod mig. Men det viste sig, at jeg slet ikke havde noget at være nervøs for. Jeg fandt ud af, at de alle sammen var virkelig søde, og at alle behandlede hinanden godt.

- Det var jeg ikke vant til. Men fordi alle var søde ved hinanden, turde jeg også at åbne mig mere op og være mig selv. Og jeg opdagede, at jeg havde masser af ting at byde på, og at jeg sagtens kunne danne tætte venskaber. Før turde jeg næsten ikke prøve, for jeg troede ikke, at nogen gad mig, siger Emma.

Hun husker særligt én episode, hvor det for alvor gik op for hende, at hun havde fået en tæt ven. Emma skulle sige farvel til en veninde, som var færdig på Julemærkehjemmet, og blev naturligvis rigtig ked af det. Men samtidig mærkede hun også en enorm glæde indeni, fordi hun havde nået at kende pigen så godt, at hun blev ked af at tage afsked hende. Den følelse havde hun aldrig prøvet før, for hun havde aldrig haft så gode venner før. 

For Emma betød det allermest at opleve, at hun ikke var den eneste, der kæmpede med selvtilliden. På Julemærkehjemmet mødte hun mange andre børn, der ligesom hende havde mistet troen på sig selv. Årsagerne var måske forskellige, men fælles for dem alle var, at de gav hinanden følelsen af ikke længere at være alene, og sammen – og med hjælp fra Julemærkehjemmets pædagoger – fik de opbygget en helt ny styrke og en langt større livsglæde. 

Har det bedre nu

– Jeg har fået det meget bedre med mig selv nu. Jeg tror på, at det, jeg gør, er godt nok. Jeg er også blevet bedre til at kommunikere med andre, fordi jeg tør stå ved, hvem jeg er. På den måde er det også blevet nemmere for mig at få nye venner, siger Emma, der efter opholdet på Julemærkehjemmet vendte tilbage til skolen – men ikke til sin gamle klasse. 

For til Emmas held skulle der efter sommerferien alligevel dannes nye klasser i forbindelse med udskolingen, og da Emma i oktober dukkede op til sin første skoledag i 7. klasse, kunne hun lettet konstatere, at hun ikke var endt sammen med nogen af dem, som havde mobbet hende mest. 

– Det er jeg rigtig glad for. Jeg har det godt i min nye klasse, og mine klassekammerater er meget søde. Vi har snakket om Julemærkehjemmet, og jeg føler, at de hører på mig, når jeg fortæller om, hvad mobning kan gøre. De har sagt, at jeg bare skal sige til, hvis de kan hjælpe mig med noget, smiler Emma.

Læs også: Patrick sendte desperat nødråb: Kom og mød mig 

Forældre: Vi har fået vores glade pige igen

Lene og Felex har også lagt mærke til, at deres datters smil er vendt tilbage. 

– Vi var selvfølgelig bange for, at mobningen bare ville begynde igen, da hun vendte tilbage i skole, men hun kommer hjem med det største smil hver dag, og det er bare så dejligt. Når man tænker på, hvor langt nede i kulkælderen, hun har været, er det altså guld værd at se, at hendes selvtillid bare er steget med 7.000 procent, siger Lene.

Felex nikker:

– Vi kan absolut se forskel. Hun har et helt andet sind nu. Vi har fået vores glade pige igen, og det er vi så taknemmelige for, siger han og lader Emma få det sidste ord.

– Jeg håber, at min historie også kan hjælpe andre, der bliver mobbet. Mit bedste råd er, at man skal sige det med det samme til sine forældre eller til en anden, man er tryg ved. Det er vigtigt, at man ikke går med det alene, for så bliver det kun værre. Og så håber jeg også, at dem, der mobber, lige tænker sig om en ekstra gang. Nogle gange ved de ikke selv, hvor ondt det kan gøre, og selv om man siger noget for sjov, kan det sagtens såre andre alligevel.

Læs også: Sådan opdager du mobning