Emma forsøgte at vække sin døde far

Emma var kun fire år gammel, da hun forgæves forsøgte at vække sin far. Hun vidste ikke, at det var en umulig opgave for det skulle vise sig, at hendes far var død. Nu mange år senere forsøger Emma at få kontakt med sin far ved hjælp af Ude og Hjemmes clairvoyante Pia Neves de Brito.

Det var Emmas mormor Pia, der henvendte sig til Ude og Hjemmes clairvoyante for at få hjælp til sit barnebarn

Hun stak sine små fødder i de røde gummistøvler, åbnede hoveddøren og gik ud på gaden. Selv om Emma kun var 4 år, kendte hun vejen hjem til sin mor. Den lille pige havde forsøgt at vække sin far, men han ville ikke vågne – heller ikke da hun til sidst havde slået på ham med nøglebundtet. Et splitsekund havde hun overvejet at tage hans mobiltelefon, men hun vidste, at hun ville få skældud og lod derfor være. Men nu ville hun bare hjem til sin mor. 

LÆS OGSÅ: Jeg fik en ekstra mor

Da en af nabokonerne så ud ad sit vindue og fik øje på den lille pige, der kom gående kun i sit undertøj, løb hun ud til hende og tog hendes hånd. Sammen gik de hjem til Emmas mor, og nabokonen gik derefter hjem til Emmas far. Kort tid efter holdt der en ambulance foran hans hus, husker Emma. 

Husker kun lidt

I dag er hun 13 år og husker stadig små glimt fra den dag. Resten har hun fået genfortalt af sin mormor og morfar, som hun i dag bor hos. 

Emmas far døde den dag. Faktisk var han allerede død, da Emma forsøgte at få ham til at vågne. Hun har senere fået at vide, at han nogen tid forinden havde fået en indkaldelse til hjerteafdelingen på Svendborg Sygehus. Men han ville ikke af sted. Og så var der også lige det med hans hang til alkohol.  

LÆS OGSÅ: Tragedien gjorde mig synsk

Om det var den ene årsag eller den anden, ved Emma ikke. Men ét er sikkert. En sund og rask mand på 32 år dør ikke bare. 

Emmas mor og far gik fra hinanden kort efter, hun kom til verden. Da hun var et halvt år, kom hun i pleje hos sin mormor og morfar og boede der, til hun var knap 2 år. Derefter boede hun skiftevis hos sin mor og far en uge hvert sted.

Flyttede hen til mor

Efter faderens død flyttede hun hen til sin mor og hendes nye mand. Men det fungerede ikke, og da hun begyndte i skole, var hun igen flyttet hjem til sine bedsteforældre.  

Der, i parcelhuset i Otterup på Nordfyn, har hun boet lige siden. Men hun har aldrig glemt det, hun oplevede som 4-årig, og i de senere år har hun følt, at hendes afdøde far har været til stede. Uforklarlige hændelser, som en radio, der tænder, tv’et, der skifter kanal af sig selv, og skygger, der går forbi, gør den unge pige utryg – også selv om de måske skyldes hendes far. 

Hun forstår ikke, hvad det er, han vil, og hun håber inderligt at få kontakt til ham. Derfor har hun sammen med sin mormor bedt Ude og Hjemmes clairvoyant Pia Neves de Brito om hjælp.

Læs hele historien i Ude og Hjemme, der udkommer onsdag den 17. februar 2017