Emma kom i unåde hos farlig sekt

Det lille samfund Knutby i Sverige gjorde sig bemærket på værst tænkelige vis i januar 2004. En præstekone blev fundet myrdet, og hendes nabo var ramt af skud. Begge ofre havde forbindelser til den såkaldte Filadelfiasekt.
Snart kunne medierne berette om en farlig blanding af religion, sex og en præst, som angiveligt havde nærmest hypnotiseret sin barnepige til at begå mord. Og om en kvindelig sektleder, der kaldte sig ”Kristi brud” og hævdede, at hun var forlovet med Jesus.
Knutby med sine knap 600 indbyggere er blevet synonym med sekten. Når man søger på stedet via Google, ligger et billede af den morddømte præst, Helge Fossmo, og revolveren, som blev anvendt, i toppen af søgeresultaterne.
Lukkede omverden ude
Et andet billede, man finder, er taget i familien Gembäcks køkken. Peter ses i forgrunden, og hans kone, Emma, står i baggrunden. De ser fortrøstningsfulde ud. Emma ler.
– Vi isolerede det, som var sket, til Helge. Skylden blev helt og holdent lagt over på ham, og han fik ansvaret for alt det syge. Mediestormen mod menigheden og dens medlemmer gjorde bare, at vores bånd blev endnu stærkere. Vi lukkede omverdenen ude. Der blev skabt et ”os mod dem”, siger Emma.
I starten af 2020 indledtes en ny retssag mod tre medlemmer af sektens inderkreds. En af dem er Emmas mand, som meldte sig selv til politiet. Tiltalepunkterne omhandlede mishandling og seksuelle overgreb. Anklageren mente, at der havde hersket en grov voldskultur i sektens øverste lag i årene 2013-2016.
Emma hævder, at det har stået på endnu længere tid. Måske ikke i form af fysiske overgreb, men mere som psykisk mobning. Emma nåede også selv at blive offer for mobningen. Hun gik fra at være præst til at leve som udstødt, til trods for at hendes mand fortsat var i inderkredsen og tilbragte det meste af sin tid i Kristi bruds hus.
Ung og påvirkelig
Da Emma flyttede til Knutby i 1996, blev hun hurtigt tiltrukket af en særlig forsamling, hvor varme og latter lod til at være omdrejningspunktet. Hun kom ind i fællesskabet, fik venner og masser af bekræftelse – især fra Kristi brud, som hun kom til at se op til.
– På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var en sekt. Jeg var 20 år og var netop flyttet hjemmefra. Så er man mere påvirkelig. Nu, hvor jeg ser tilbage, kan jeg jo godt se, at det var et ”bombardement af kærlighed”.
Filadelfiasekten i Knutby har eksisteret siden 1921, men i 1990’erne blomstrede den for alvor op, da en række unge sognebørn flyttede til byen, nye par blev dannet, og børn kom til verden. De samledes alle gennem sekten og fulgte ivrigt dens strenge regler og normer for, hvordan et gudfrygtigt liv skulle leves.
En personkult blev dannet omkring lederne, og Kristi brud nød særstatus. Så længe man var i hendes nåde, var stemningen god og varm. Faldt man i unåde, var den derimod iskold.
Levede i parallelverden
– Vi levede i en parallelverden, som blev normal for os. Der gjaldt helt andre love og regler.
I sit stille sind undrede Emma sig nogle gange over de skøre ting, der foregik. Når hun var ude i kulden, var hendes tvivl så stærk, at hun overvejede at bryde ud.
– Men alle andre så stålsatte ud, så jeg turde ikke dele min tvivl med nogen. Det var ikke noget, man talte om, for så blev man isoleret. I dag ved jeg, at det var en strategi. En effektiv måde at holde tvivlerne nede på.
Emma understreger, at hun også bærer en del af skylden. I sin tid som præst kunne hun som repræsentant for de øverste ledere fortælle sine sognebørn, hvordan de skulle leve deres liv.
– Vi blandede os i andres liv på en måde, som ikke er okay. Det kunne handle om ægteskabet, hvordan de opdragede deres børn og lignende. Vi trampede på mennesker uden skyggen af ydmyghed.
Gemte sig i hjemmet
Tiden som præst sluttede brat, da Emma kom i unåde hos lederen og blev udstødt. I seks år levede hun og ægtemanden Peter nærmest hvert deres liv. Emma fortæller blandt andet, at menigheden ville holde en fest i familien Gembäcks hus. Hun skulle holde sig væk og måtte derfor gemme sig i sit eget hjem. Peter deltog i festen.
– Tavshedskulturen herskede også mellem ægtefæller. Når jeg trådte forkert, fik Peter til opgave at sikre, at jeg kom på rette vej igen. Det skabte en distance imellem os.
Emma opholdt sig for det meste derhjemme. Tidligere havde hun tilbragt megen tid hos Kristi brud, hvor hun havde udført forskellige opgaver som at vælge smykker eller servere kaffe på sengen. Nu behøvede hun ikke at stå til rådighed for lederen hele tiden, men kunne koncentrere sig om sine børn.
LÆS OGSÅ: Suvi blev udstødt af Jehovas vidner
Hun tror, at det er årsagen til, at børnene i dag virker så umærkede af tiden i sekten. Også selv om de ofte så hende græde, fordi deres far stort set aldrig var hjemme.
Menighedens tålmodighed og lydighed over for den øverste ledelse varede længe. Men da der begyndte at komme flere og flere meldinger om umotiverede raseriudbrud, vold og ikke mindst et tilfælde af seksuelle overgreb, blev to højtstående medlemmer smidt ud af sekten: Den kvindelige leder Kristi brud, med det borgerlige navn Åsa Waldau, og præsten Urban Fält.
Meldte sig selv
Det var Emmas mand, som henvendte sig til politiet for at anmelde alle overgrebene, der fandt sted – inklusive sine egne. Det blev begyndelsen på enden for sekten, som blev opløst i 2018.
Emma og hendes familie bor fortsat i Knutby, men snart skal de flytte til Värmdö.
– Vi vil gerne starte på en frisk, men vi har omvendt heller ikke haft behov for at flygte. Vi vil på en måde gerne rede tingene ud, inden vi flytter.
Emma og Peter er stadig gift. Det har ikke været ukompliceret for dem at genskabe et tæt bånd til hinanden, men de har fundet ud af det.
– Han angrede dybt. Og jeg vidste jo, hvilket pres han havde følt i sekten. Jeg kunne se, at han elskede mig, selv om hans opgave var at være hård mod mig. Hans kærlighed skinnede igennem. Men vi kunne lige så godt have været separerede i dag. Jeg kan godt forstå, at folk undrer sig. Men jeg er taknemmelig for, at vi ikke er skilt.
Uoprettelig skade
Processen med at forlade sekten foregår stadig inde i Emma. Hun undrer sig fortsat over, hvad der egentlig skete, og hvordan så mange kunne gå med til det. Menigheden var ikke ond eller destruktiv i sig selv. Det var individer i sekten, som fik så megen magt, at de kunne forvolde uoprettelig skade. Til og med mord.
– Det var de forkerte mennesker, som endte i forkerte positioner, ræsonnerer Emma og fortsætter:
– De fleste i menigheden var både ofre og gerningsmænd. Dog vil jeg fastholde, at den kvindelige leder bærer hovedansvaret. Men selvfølgelig har vi, der var omkring hende, også et ansvar, fordi vi ikke sagde nej. Vi var hendes forlængede arm. Det må vi leve med nu.
Helge Fossmo sidder stadig i fængsel. Barnepigen, Sara Svensson, som blev dømt for at have affyret skuddene, har udtjent sin straf. Emma har mødt hende.
Bad om tilgivelse
– Jeg havde brug for at bede hende om tilgivelse. I dag forstår jeg, at hun blev udsat for en ekstrem form for mobning og udfrysning, siger Emma, som føler, at mødet med Sara gav dem begge en form for afslutning.
– Hun forstod også, hvad jeg var blevet udsat for. Det undskylder ikke, hvad hun har gjort. Men hun har taget sin straf. Sådan ser jeg på det.
Da Emma som 20-årig blev en del af Filadelfiasekten, bar hun ofte et kors omkring halsen. Det gør hun ikke længere.
– Jeg har stadig min tro, men den er privat i dag, slutter hun.
Kort om Knutby-sagen
10. januar 2004 blev præstekonen Alexandra Fossmo, 25, fundet skuddræbt i sit hjem i Knutby i Sverige. Hendes nabo, David Linde, blev også såret i skudepisoden. Gerningen blev udført af den 26-årige barnepige Sara Svensson på foranledning af Alexandras mand, Helge Fossmo, som var præst i den såkaldte Filadelfiasekt, hvor Alexandras søster, Åsa Waldau, var leder og gik under tilnavnet ”Kristi brud”. Helge havde angiveligt indledt et seksuelt forhold til både barnepigen og nabokonen og ville ifølge politiet rydde mulige forhindringer af vejen. Han blev idømt livsvarigt fængsel for tilskyndelse til mord og tilskyndelse til mordforsøg. Sara Svensson blev dømt for mord og mordforsøg og kom i retspsykiatrisk pleje indtil sin løsladelse i december 2011.
Kilde: Nyheter24.se
Appellerede dommen
I marts i år faldt dommen mod de tre tidligere præster i Knutby, Peter Gembäck, Åsa Waldau og Urban Fält, som stod tiltalt for blandt andet vold og seksuelle overgreb. Alle tre blev dømt. Gembäck, som anmeldte sig selv og de to øvrige præster i 2017, fik en betinget fængselsdom og 80 dagsbøder for vold og ulovlig tvang. Han appellerede afgørelsen, da han blandt andet mente, at han havde bidraget med oplysninger, som var afgørende for opklaringsarbejdet. I maj stadfæstede appelretten dog dommen. Åsa Waldau blev dømt for vold og straffet med samfundstjeneste, mens Urban Fält fik en betinget fængselsdom og blev idømt samfundstjeneste for seksuel udnyttelse af en 17-årig pige. Han skulle desuden betale offeret 85.000 svenske kroner.
Kilde: Nyheter24.se