En gang utro, altid utro

Jan var den perfekte mand, men han var gift. Naiv som jeg var troede jeg at han elskede mig nok til ikke at være mig utro, da han forlod sin kone for mig.

Det hele startede en aften jeg var til en julefrokost i byen. Dengang var jeg 27 år og enlig mor til Sophia på fem år. Sophia var hos sin far, mens jeg var julefrokost med mit arbejde, og det var her jeg mødte Jan. Han sad i et andet selskab, men vi faldt hurtigt i snak, og vi var også de første på dansegulvet og jeg fik åndenød af at mærke hans arm rundt om mig. I Jans selskab var der flest mænd, men der var også to kontordamer med. Især den ene så meget surt på mig, men jeg tænkte, at hun bare var jaloux. På et tidspunkt gik jeg ud på toilettet, og der stod hun. ”Du ved godt, han er en gift mand, ikke”? sagde hun koldt. ”Hans kone hedder Joan”.

Jeg konfronterede Jan udenfor og han så alvorligt på mig, da han svarede: ”Det er sandt, at jeg er gift med Joan, men vi har det forfærdeligt sammen, og jeg har sagt til hende, at jeg flytter efter jul. Det er kun for Isabellas skyld, at jeg bliver julen over”. Isabella? gentog jeg. Var han også far? Jan trak mig ind under sin jakke og fortalte, at Isabella var Joans 11-årige datter, som han havde fungeret som far for, siden hun var fire år. Jeg vidste godt, at det var forkert, men mit hjerte råbte højere end min fornuft og moral. Jan gik med mig hjem den aften, og vi tilbragte en romantisk og meget lidenskabelig nat sammen. Jeg følte, at jeg havde fundet manden i mit liv.  

”Ikke for at tage glæden fra dig, men de allerfleste ægtemænd bliver altså hos deres koner”, sagde min veninde Cat. Det var nytårsaften og Sophia og Cats lille dreng var lige blevet lagt i seng. Hun fortsatte: ”Hvis de ikke går fra dem i løbet af et par måneder, så…” ”Det er på grund af datteren, at han ikke er gået endnu”, afbrød jeg. ”Joan vil stensikkert forhindre ham i at have kontakt med hende, hvis han forlader hende”. Det blev april og situationen havde været ret belastende for mig, og jeg havde tabt mig adskillige kilo. Men en dag flyttede Jan pludselig ind og inden længe blev vi gift.  Men Joan ringede tit til Jan, og de skændtes heftigt.

Sidste år skulle vi igen til julefrokost med vores arbejdspladser, men jeg havde ikke lyst til at drikke ret meget, så jeg tog tidligt hjem. Jeg forsøgte at ringe til Jan, men hans mobil var slukket. Det var den kun sjældent, så det undrede mig. Jeg kunne ikke lade være at tænke på, at han havde slukket sin telefon den aften, han og jeg mødtes. Jeg havde ovenikøbet set ham gøre det. Jeg bestemte mig for at køre ud til kroen, men den var lukket og slukket. Det forstod jeg ikke noget som helt af!

Jeg kørte hele byen rundt, og der var fulde folk alle vegne, men ingen af dem var Jan. Til sidst kørte jeg hjem igen, men jeg fik ikke lukket et øje. Jeg kunne ikke forklare hvorfor, men jeg følte inde i mit hjerte, at han var sammen med Joan. 

Klokken var ti minutter over fem om morgenen, før Jan kom hjem i en taxa. ”Festen trak ud”, sagde han. ”Jeg kommer lige derfra nu”. ”Det er jo løgn!, råbte jeg: ”Jeg var derude for flere timer siden, og der var ikke et øje. Har du været sammen med Joan”? Det blev den værste jul i hele mit liv. Jan og jeg skændtes, så det bragede og det værste var, at han løj. Jeg fik ikke meget støtte fra de få, jeg betroede mig til.  ”Han har jo gjort det før, så hvorfor bliver du overrasket over, at han gør det igen”? sagde min mor. En dag i januar fandt jeg i desperation Joans telefonnummer og ringede hende op. Jeg spurgte hende ligeud, om hun havde en affære med min mand. ”Hvorfor spørger du ham ikke selv”? svarede hun med en skadefro stemme. 

Den aften satte jeg ham stolen for døren, men han nægtede stadig alt. Til sidst sagde jeg, at jeg havde talt med Joan, og at hun havde indrømmet, at de havde et forhold. Så vendte han på en tallerken, og jeg fik en lang smøre om dårlig samvittighed, gammelt venskab og alt muligt. Det korte af det lange var, at det virkelig var hende, han havde mødt til julefrokosten, og det var hende, han havde haft en affære med siden. Vi forsøgte at få det til at fungere igen, men jeg følte ikke, jeg kunne stole på ham, og der var en dårlig stemning hjemme hos os. Det var på tide at gøre det forbi. Da var det blevet marts, og gæt, hvor Jan flyttede hen? Ind hos Joan, selvfølgelig.

Nu er det snart jul igen. Huset er solgt, skilsmissen er gået igennem, og Sophia og jeg bor i en lejlighed igen. Mine kolleger begynder at tale om julefrokost, men hvis jeg møder en gift mand til julefrokosten, løber jeg, alt hvad remmer og tøj kan holde. Jeg skal aldrig have med gifte mænd at gøre igen.

Se også: Jeg solgte min krop