En læser fortæller: Mit hus er hjemsøgt
15. april 2012
Det var egentlig ikke min plan at sige til Kenneth i dag, at jeg vil flytte, for jeg har ingen steder at flytte hen. Men nu er det sagt. Han blev mut og tavs. Da jeg vågnede i morges, virkede søndagen nærmest umulig at komme igennem, for jeg trives ikke her i hans lejlighed. I begyndelsen gik det fint, for da var vi nyforelskede, men den tid er gået. Vi irriterer bare hinanden, og jeg føler mig hjemløs.
Det var en fejl at flytte sammen, inden vi kendte hinanden ordentligt, men jeg havde brug for et sted i en fart, da mit hus endelig blev solgt. Nu sidder jeg og kigger på lejeboliger. Der er et sted uden for byen, der ser hyggeligt ud. Det er et gammelt bindingsværkshus, som tilhører et nærliggende gods. Det må være muligt at bo der uden bil, for kun 200 meter væk er der et stoppested, og de fem kilometer frem og tilbage til byen må jeg nemt kunne cykle.
Læs også: En læser fortæller: Jeg dur ikke til at være mor
20. april 2012
Pludselig går det stærkt her. I onsdags så jeg det lille hus sammen med min søn, Jonathan, og svigerdatter, Julie. De faldt også for det, men de synes, det er langt fra byen, hvis det bliver isvinter og alt muligt. Så må jeg jo bare sørge for at have rigeligt med forråd. Jeg overførte depositummet med det samme og fik nøglen, og i weekenden hjælper Jonathan og Julie med at flytte mine ting. Det skal nok blive fint!
I kaffepausen fortalte jeg kollegerne om min nye bolig. Flere af dem spurgte, om jeg ikke var bange for spøgelser og genfærd og alt andet, der kan tænkes at husere på den slags gamle steder. Ha ha. Jeg tror ikke et sekund på den slags.
1. maj 2012
Fra i dag har jeg officielt adresse i bindingsværkshuset, og jeg føler mig allerede godt hjemme. Jeg tog bussen til arbejde, og chaufføren fortalte mig, at de sidste beboere i huset flyttede ud, fordi de følte, at de ikke var alene – på den okkulte måde. Sikke noget pjat, og i øvrigt er det da også dumt at sige til en som mig, der bor der alene.
11. juni 2012
Der skete noget underligt i går aftes. Jeg blev meget forskrækket, og jeg får faktisk også lidt gåsehud nu, hvor jeg skriver det. Vejret var fint, og jeg sad i lækrogen ud for køkkenet og hyggede mig med en krimi og en kop kaffe. Det var vindstille, men pludselig smækkede køkkendøren i med et brag, som om der var gennemtræk. Men det var jo kun den, der stod åben, så det kan der ikke have været.
Kaffen havde jeg lige skænket op, men da jeg ville tage en tår, var den iskold. Da jeg havde sundet mig lidt, åbnede jeg døren igen, og denne gang satte jeg den på krog. Jeg hældte kaffen ud og skænkede en ny kop, og den brændte jeg tungen på. Meget mystisk.
Læs også: Sådan jager du spøgelser væk
13. august 2012
I nat vågnede jeg pludselig med hjertebanken og var våd af sved. Klokken var præcis 3. Jeg forsøgte at falde i søvn igen, men så begyndte jeg at kunne høre mærkelige lyde. Det lød, som om nogen gik inde i stuen, og det lød også, som om nogen bankede på både døre og vinduer.
Jeg blev så bange, at jeg ville være stukket af, hvis jeg ellers havde turdet forlade sengen. På et tidspunkt faldt jeg lidt hen igen, og så var det næsten lyst, da jeg vågnede igen.
Jeg kom til at tænke på, om det kunne være Kenneth. Han var ret negativ, da vi fik det sidste om penge og ejendele på plads i foråret, og måske har han villet give mig en lille forskrækkelse som tak for sidst. Han kender jo min adresse, for jeg bad ham om at videresende post. Nu har jeg lige været på Facebook, og det er i hvert fald ikke ham, for han er i Tyrkiet med sin søster og svoger. De har lagt en masse fotos op.
21. februar 2013
Nu er der jo ellers ikke sket noget uforklarligt længe, men i går aftes blev jeg godt nok hylet lidt ud af den. Jeg hyggede mig med strikketøjet og god musik i radioen, og udenfor hylede blæsten. Pludselig begyndte både lyset og lyden i radioen ligesom at gå op og ned i styrke. Jeg tjekkede el-tavlen, men alt så normalt ud. Jeg fik en underlig følelse af, at jeg ikke var alene, og så spurgte jeg ud i luften: “Er her nogen?”
Så gik det helt amok, alle lamperne blinkede, og radioen kom på orkanstyrke i et minuts tid. Rædselsslagen løb jeg udenfor, men da jeg stod ude i kulden, tænkte jeg, at det var for skørt. Så gik jeg ind igen og skreg, så højt jeg kunne: “Hold så op med det pjat!” Tænk, hvis nogen havde hørt mig, de ville jo have troet, at jeg var blevet helt bims. Men så skete der ikke mere, og jeg har sovet som en sten i nat.
22. februar 2012
Til fredagsbasserne i dag fortalte jeg kollegerne i kaffestuen om det, jeg oplevede i går aftes. De fleste virkede ret skeptiske, men bagefter kom hende den stille Else hen til mig. Hun fortalte mig, at det spøger på den gård, hvor hun og hendes mand bor. Det sker kun sjældent, men ifølge hende vil spøgelserne bare drille eller gøre opmærksomme på sig selv.
Hvis det bliver for slemt, stiller enten Else eller manden sig midt på gulvet og skriger: “Jeg tør alt! Jeg tør ALT!” Ha ha, jeg kan ikke lige se Else gøre det. Det var et velment råd, hun ville bare ikke sige det foran alle de andre. Faktisk har jeg aldrig rigtig talt med hende før.
Læs også: Mød Marion Dampier Jeans
18. november 2014
Det er næsten halvandet år siden, det med lyset skete, og jeg er blevet så glad for at bo her, men i går aftes var den gal igen. Fjernsynet slukkede af sig selv og kom igen flere gange, det samme med lyset i stuen, og et af stearinlysene blev pludselig pustet ud. Helt ærligt, jeg var bange, men jeg huskede på Elses råd og stillede mig op på gulvet og råbte op om, at jeg turde alt. Det skabte ro.
28. juni 2015
Jeg har altid været alene, når der er sket noget uforklarligt, men i går var Julie og Jonathan her. Vi grillede i lækrogen og havde det rigtig hyggeligt, lige indtil køkkendøren smækkede i på den måde igen. Stakkels Julie blev så bange, at hun kom til at græde, og hun ville have, at jeg skulle køre med dem hjem.
Det blev så ikke bedre af, at den gamle lås i toiletdøren gik i baglås, da hun var derude. Jonathan fik med besvær dirket den op igen. Et tilfælde eller ej? Jeg aner det ikke. Bortset fra det føler jeg mig godt tilpas her og elsker at gå lange ture i området.
4. april 2016
Afløbet fra køkkenvasken stoppede i weekenden, og her sidst på eftermiddagen kom altmuligmanden oppe fra godset for at se på det. Jeg spurgte, om han har hørt rygter om spøgeri her i huset, og uden at se mig i øjnene nikkede han og bekræftede, at der havde været nogle rygter, men at det jo bare er folks fantasi, der løber løbsk.
Han benægtede ethvert kendskab til, at der nogensinde skulle være sket noget særligt dramatisk her. Hm. Huset er bygget i 1845, så lidt af hvert må der altså være sket.
Læs også: En læser fortæller: 40 år og nybagt mor
24. april 2017
Det har været en lidt bevæget weekend på den okkulte måde her i huset, men alt er mærkeligt nok sket i fuldt dagslys. Det har kun været lyde, men to gange på det samme sted i køkkenet har jeg fået fornemmelsen af, at en kvinde svingede et tungt, raslende skørt lige ved siden af mig. Jeg kunne mærke luften bevæge sig, og jeg blev kold på den samme side af kroppen.
Desuden har jeg to gange stået ved køkkenvasken og ganske tydeligt hørt lyden af gøende hunde, vognhjul og hestesko mod brosten lige udenfor. Der var bare ingenting at se. Hvis jeg graver i jorden under køkkenvinduet, kommer der gamle brosten til syne. Faktisk gør det mig mest nysgerrig og ikke særlig bange.
9. december 2018
I går aftes var der igen nogen, der ville gøre opmærksom på sig selv ved at lege med lyset. To af mine gode kolleger var her til adventshygge med gløgg og æbleskiver, og den ene af dem blev ligbleg og skulle hverken have mere af det ene eller det andet. Da de var kørt, var jeg lige nødt til at råbe lidt op igen. Det ligner da ikke noget at gøre mine gæster bange.
Læs også: En læser fortæller: Ingen taler sammen mere
15. juli 2019
Det er længe siden, der er sket noget. Måske kommer det aldrig igen? Savner det næsten lidt. Jeg er virkelig glad for at bo her og kan slet ikke se mig selv flytte, men når jeg læser mine gamle dagbogsoptegnelser, har jeg rykket mig på et punkt. Dengang troede jeg ikke på noget som helst overnaturligt. Sådan har jeg det ikke mere, for jeg ved jo med mig selv, hvad jeg har oplevet. Nogle gange bliver jeg stadig spurgt, om jeg ikke er bange for at bo alene i et ensomt beliggende gammelt hus.
Svaret er, at jeg ikke frygter noget fra de døde, men man ved jo aldrig, hvad de levende kan finde på, og jeg tror kun, det er dem, der er farlige.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
