En læser fortæller: Alle tiders hunde

Aldrig mere bange for hunde

Da jeg voksede op i 1950’erne, havde vi ingen kæledyr, og sådan havde det også været for min mand. Vi syntes dog, at vores børn skulle vokse op med et kæledyr, og egentlig havde vi mest lyst til at anskaffe os en hund. Men da vores søn på tre år blev bidt af en puddel tilhørende nogle af vores venner, blev han bange for hunde.

En dag kom min mand tilfældigvis forbi et dyreinternat, hvor en kælen, livlig og nysgerrig sort-hvid hvalp manglede et nyt hjem. Han kunne ikke stå for den lille hund, men købte den og hjembragte den i en kasse. Heldigvis glemte vores søn helt, at han var bange for hunde. Hvalpen blev hans hund, og den fulgte ham, hvor end han gik.

Efter nogen tid blev vi indkaldt til møde i børnehaven, fordi vores søn havde bidt et af de andre børn. Pædagogerne forklarede, at de havde spurgt ham, om han bed andre derhjemme. Så havde han nikket og forklaret, at han bed sin hund, hvis han ikke kunne klare sig mod den i leg. Det havde vi nu aldrig bemærket, men vi fik en lille snak om det, og han bed aldrig andre børn igen.

Da vi flyttede fra vores lejlighed til et gårdhavehus med en lukket have, syntes vi, at det blev nemmere at være hundeejere. Til vores store sorg forsvandt hunden dog en dag, og opslag på telefonpæle, avisannoncer og henvendelse til politiet til trods var det umuligt at finde den igen. Vi var utrøstelige og sikre på, at den var blevet bortført, og vi kunne næsten ikke bære at tænke på dens skæbne.

En dag besøgte vi et dyreinternat, og der brød jeg sammen. Jeg var nemlig sikker på, at det var vores tidligere hund, der sad tynd, udmagret og ussel i et bur. Alle andre prøvede dog at overbevise mig om, at det ikke kunne være vores hund, for det havde været en hanhund, og hunden i buret var en tæve.

Vi måtte bare have den hund med hjem, og det fik vi. Det var en dejlig hund, der blev som et nyt familiemedlem for vores familie, som nu bestod af fire tobenede. På et tidspunkt var min mand bortrejst i en måned, og jeg kunne ikke så godt fortælle børnene, hvor meget jeg savnede ham. Det kunne jeg til gengæld godt betro hunden, og når der kom brev fra min mand, lå jeg på sengen sammen med den og hulkede af længsel og glæde over brevet.

Vi fik en hittehund

Desværre blev hunden syg efter nogle år, og selv om vi brugte en formue på dyrlægeregninger, døde den. Det var slemt for os alle, og bagefter var vi enige om, at nu skulle vi aldrig mere have hund.

Den beslutning stod ved magt i lige præcis 10 år. Så hørte vi om en hund, der var blevet fundet på en strand, skræmt og forvirret. Nu skulle den aflives. Det kunne vi slet ikke have, så vi betalte, hvad en vaccination kostede, og derefter blev det vores hund.

Hurtigt blev hunden tryg ved os, og den elskede at løbe frit på et stort, fredet område i nærheden af vores sommerhus. Her kunne den strække ud, som den ville, men den løb kun i ottetaller, så den hele tiden kunne holde øje med, hvor vi var.

Især min mand fik stor glæde af den hund, for jeg arbejdede langt væk, og derfor var han tit alene. Ved et uheld trådte han forkert, da han en dag kastede en pind til hunden. Det betød et brækket ben og seks uger i gips, hvor mand og hund måtte klare sig selv i dagtimerne. Hunden var lærenem, så den lærte snart at hente stokken til ham, og det gav ham lidt bevægelsesfrihed.

Hunden kunne tælle høns

Da vi senere fik 12 høns, opdagede min mand, at hunden også kunne tælle. Hønsene gik frit rundt i vores store have, og om aftenen kaldte min mand dem ind i hønsegården. En aften opførte hunden sig underligt, mens han var ved at lukke lågen. Den løb rundt i alle hjørner i haven, og pludselig kom den tilbage med en høne i munden. Hønen havde gemt sig i en busk, og altså måtte hunden kunne tælle til 12.

Nu lever verdens mest intelligente hund ikke mere, men ligger begravet i vores baghave. Når mine øjne hviler på den plet, tænker jeg på hundene i vores liv. De skønne minder kan stadig gøre mig lykkelig.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.