Jeg druknede i gode råd

Nu var Eddie min

Lige siden jeg var lille, har jeg drømt om at få hund, og selv om jeg dengang plagede mine forældre, fik jeg aldrig lov. Da jeg sidste år fyldte 25, skulle det være. Jeg var alene, havde fast arbejde og en stille og rolig hverdag, hvor en hund ville passe godt ind.

En sommerdag tog jeg ud og hentede den sødeste hvalp, som fik navnet Eddie. Jeg var lykkelig, men også meget usikker, for jeg havde jo aldrig haft hund før. Usikkerheden blev ikke mindre, som dagene gik. Hvordan kunne jeg vide, at han havde det godt? Fik han nu nok at spise? Hvor tit skulle han ud og luftes? Hvordan trænede jeg ham bedst til at være alene hjemme?

Noget af det, der gjorde mig ekstra forvirret, var mødet med andre hundeejere. Jeg erfarede nemlig hurtigt, at jeg havde en meget imødekommende hvalp. Den ville hilse på alle, og det betød, at jeg kom i snak med en masse erfarne hundeejere.

Rådene væltede ned over mig

Jeg ved ikke, om de kunne fornemme min usikkerhed, men de var i hvert fald mere end villige til at give mig gode råd. På en af de første gåture med Eddie mødte jeg en dame med en labrador, der sagde: – Du skal skynde dig at tage den med i hundeskoven, så den kan hilse på andre hunde og blive socialiseret. Det er meget vigtigt!

Jeg nikkede og sagde, at det ville jeg gøre.

Senere på samme tur mødte jeg et ungt par med en hvalp på fire måneder. De mente noget helt andet.

– Du skal passe på den her i begyndelsen, når den er så lille. Du skal for eksempel ikke tage den med i hundeskoven. Det er alt for voldsomt med de store hunde.

– Ja, det er det nok, sagde jeg, kiggede ned på Eddie og anede ikke, om jeg skulle tage ham med i hundeskoven eller ej.

Og sådan blev rådene ved med at vælte ned over mig om alt, fra hvordan han skulle sidde i cykelkurven, til hvilket halsbånd jeg burde have valgt. Det fik mig til at tvivle på mine evner som hundeejer.

Naboerne klagede

Allerværst var det, når jeg fik råd om, hvordan jeg skulle træne hvalpen til at være alene hjemme. Da jeg købte Eddie, havde jeg taget tre ugers ferie, men jeg skulle jo tilbage på arbejde igen, og så måtte han være alene hjemme i mange timer, og det var ikke noget, han brød sig om.

Jeg fulgte et råd, jeg havde læst på nettet, om at man skulle træne hunde til at være alene hjemme ved at gå fra dem i kort tid ad gangen og så langsomt trappe op tidsmæssigt. Men lige meget hvor kort eller lang tid jeg var væk, hylede og gøede Eddie konstant. Det kunne jeg forstå på naboerne.

Jeg blev mere og mere stresset, både over naboernes klager og stakkels Eddie, der var ked af det. De andre hundeejeres råd gjorde det ikke nemmere: Du skal lukke ham inde i et rum, så bliver han hurtigere rolig. Han skal have lov til at bevæge sig frit. Giv ham noget, han kan tygge på i lang tid, så han er aktiveret. Bare kast et par godbidder og så sig farvel og gå. Og sådan blev det ved med formaningerne.

Jeg tog alle rådene til mig og afprøvede dem på skift, men intet så ud til at virke, og jeg blev mere og mere forvirret. Til sidst indså jeg, at stakkels Eddie blev det samme.

Endnu et råd fra en fuld mand

Hvad var det rigtige at gøre? Det gik op for mig en aften, da jeg var på vej hjem fra en gåtur med Eddie. Han var træt efter at have hilst på alle kvarterets hunde og deres ejere, så da vi mødte en fuld mand ude foran hoveddøren, var han ikke i hilsehumør. Det betød, at jeg fik endnu et råd med på vejen: – Det er vigtigt at lære sin hund at hilse, sagde fulderikken.

Jeg kiggede på ham. Manden anede jo ikke, hvad han talte om! Langt om længe indså jeg, at jeg var den, der kendte min hund bedst. Derefter begyndte jeg at lukke af for andres råd, og der gik ikke lang tid, før Eddie lærte at være alene hjemme.