Jeg higede efter omsorg - del 5:5

Trangen til at skade mig selv, som jeg havde gjort da jeg var teenager, kom tilbage med overvældende styrke.

Heldigvis reagerede jeg på samme måde, som dengang min far prøvede at forgribe sig på mig. Dengang stak jeg af på strømpesokker, og løb over til naboen.

Nu rakte jeg ud til min læge, og selv om han prøvede at hjælpe mig, gik mit psykiske helbred stadig ned ad bakke.

Det var Helle, der tog initiativ til at få mig indlagt. Og jeg tog imod hjælpen med kyshånd. I trekvart år røg jeg ind og ud af den psykiatriske afdeling otte gange, men Helle var ved min side gennem hver eneste op- og nedtur.

I pauserne mellem indlæggelserne, var jeg igen begyndt at skade mig selv. Jeg havde hældt syre på min ene hånd og havde også syreskader på den ene kind, og jeg blandede al den medicin jeg fik med alkohol.

Det var forfærdeligt for alle parter, med specielt for børnene, som Frank fik passet af enten forskellige barnepiger, eller af min mor, når hun var rask nok.

Mit problemfyldte liv tog en uventet drejning, da jeg blev henvist til en ny psykiater, der hjalp mig tilbage på ret køl.

Jeg havde kun et enkelt tilbagefald efter, at jeg blev udskrevet, hvor jeg forsøgte at brække min arm.

Dagen efter havde jeg en tid hos min nye psykiater, og han så selvfølgelig straks forbindingen og anede sammenhængen: ”Heidi, du behøver ikke at gøre alt det der mod dig selv”, sagde han roligt til mig ”– for jeg kan godt se, at det gør ondt inden i dig”.

Mærkeligt nok virkede hans ord som en slags trylleformular. Jeg indså, at jeg ikke behøvede sår og forbindinger, for at få andre til at forstå, hvor ondt det gjorde indeni.

Jeg kunne også se nu, at mine mange indlæggelser havde påvirket børnene meget.

Jeg fik ubegrænset støtte fra Helle i den periode, hvor jeg gradvist genvandt børnenes tillid og tro på, at deres mor ikke længere var så syg.

Til gengæld opdagede jeg, at Frank igen var mig utro.

Men i stedet for et nyt sammenbrud følte jeg nu pludselig en enorm styrke, og denne gang besluttede jeg mig for, at jeg ville forlade ham.

Frank forsøgte at overtale mig til at prøve en gang til, men jeg stod fast.

Jeg fortalte Helle og min psykiater om mine planer, og jeg blev ved med at føle denne enorme, nye styrke.

De var begge to enige i min beslutning, og parate til at støtte mig, og i løbet af en uge havde jeg skaffet en dejlig stor lejlighed til mig og børnene.

Det værste var, da vi skulle fortælle dem, at Frank og jeg gik hver til sit.

Vi var enige om at gøre det sammen, for jeg havde ingen ønsker om at tage børnene fra deres far.

Mikkel forstod ikke rigtig, hvad det handlede om, men Lærke blev naturligvis meget ked af det. Men flyttede – det gjorde vi.

Nu er det snart fire år siden, at børnene og jeg flyttede for os selv.

Lærke og Mikkel besøger stadig deres far hver anden weekend, og det går godt, selv om Frank stadig giver Lærke mest opmærksomhed.

Da vi ser så forskelligt på børns behov, besluttede jeg mig for at søge om fuld forældremyndighed, og til at begynde med, var Frank indstillet på at kæmpe for selv at få den.

Men en uge inden retssagen, kom der pludselig brev fra hans advokat om, at han overlod mig den fulde forældremyndighed. Og der faldt en stor sten fra mit hjerte.

Lærke er en stor skolepige nu, og jeg har i det sidste års tid sørget for, at hun jævnligt får samtaler med skolepsykologen om skilsmissen og min sygdom. Og det har gjort hende godt.

Mikkel kan stadig have lidt svært ved at befinde sig i større grupper, men det går bestemt den rigtige vej med ham.

Hvad mig selv angår, tager jeg stadig medicin, og hver anden måned besøger jeg min psykiater.

Lærke, Mikkel og jeg har et godt liv sammen i dag, og selv om Mikkel er vokset fra vuggestuen for længe siden, har jeg fortsat kontakt med Helle.

Jeg er hende evigt taknemmelig for alt, hvad hun gjorde for mig, og dermed også for mine børn. Hun har brugt så mange kræfter på at samle mig op, og jeg holder meget af hende.

Men heldigvis føler jeg ikke længere noget behov for at blive en lille pige i hendes arme.

Jeg er helt holdt op med at skade mig selv, og nu føler jeg mig hel, og er en stærk og selvstændig kvinde.